Jeg tager lige i Fakta, siger jeg og tager bilnøglerne.
Et lille skridt for menneskeheden kan man indvende, men et stort skridt for kvinden med bilnøglerne i hånden.
For sagen er, at jeg lider af automobilfobi. Selvom mit kørekort er af den gammeldags foldeslags og har næsten 30 år på bagen, er det kun lidt brugt og helt bestemt uden klip.
Da min datter for nylig begyndte at tage køretimer, var min første indskydelse derfor – herligt med endnu en chauffør i familien. Men så tog jeg mig i det. For det er vel aldrig for sent at komme i gang – eller hvad?
En tur på nettet viste, at mange har det som mig, og der er et væld af køreskoler, som tilbyder såkaldte rutinetimer til mennesker, der nok har kørekort, men føler sig utrygge i trafikken – eller som mig – helt har opgivet.
Valget af kørelærer faldt på en moden kvinde, der også havde en coach-uddannelse. For jeg var godt klar over, at det ikke kun handlede om vognbaneskift og venstresving, men i høj grad også om en mental barriere, der skulle overvindes.
Første køretime blev bestilt. Midt på dagen uden for myldretiden. Og jeg sagde det ikke til en sjæl. Jeg ville have lov at fortryde til sidste sekund.
Kørelæreren fik opgaven. Jeg ville være i stand til at køre ud fra min egen adresse – en lille sidevej, hvorfra man skal ud på en ganske trafikeret vej. Og derfra havde jeg tre steder, jeg gerne ville være i stand til at komme hen til. Mens jeg plaprede nervøst og satte i gear, talte hun psykolog-roligt, og efter første rutinetime var jeg ganske høj i hatten. Jeg var ikke gået i stå, og hun havde ikke klodset bremserne. Flere køretimer fulgte, og da jeg havde taget tre, begyndte jeg at fortælle familie og venner om mit projekt.
Lad mig sige det sådan: Reaktionerne var blandede. Fra dyb respekt (typisk fra kvinder, der har det ligesom mig) til vantro over overbærenhed. Som en veninde sagde: ”Når folk ser en dame i din alder komme i en skolevogn, tror de, du er ved at generhverve kørekortet efter en spritdom.” Selv tak.
Men fordelen ved ”min alder” er, at man er temmelig ligeglad med, hvad andre mener. Så jeg tager det helt roligt. Tager min tid i trafikken og ignorerer fremstrakte langefingre og dytten. Jeg skal jo først lige orientere mig og være helt sikker, før jeg svinger.
Efter flere køretimer hos den rolige coach skiftede jeg lærer. Jeg fandt ud af, at det var smartest at øve hos en køreskole, der tilbyder undervisning i biler med automatgear, som den bil, jeg er medindehaver af, men aldrig har kørt, har. Og så måtte jeg gå på kompromis med kørelærerens alder og køn.
Efter første køretime hos den friske mand i 30’erne lød det fra ham: ”Du er en kvik pige. Lidt forsigtig og usikker på de andre trafikanter. Men du kan sagtens. Du skal bare i gang. Alene!”. Pyha – alene? Men nu er jeg så småt kommet i gang. Typisk dog med den 18-årige ved min side, for hun har helt tjek på regler for vigepligt og placering i kryds.
Opgaven er ikke nem, når man bor i et tæt befolket område fyldt med cyklister og elektriske løbehjul. Fordelen er så, at når jeg kommer ud til en af mine tre destinationer – familiens sommerhus – føles trafikken ganske overkommelig. Og så er det, at jeg helt afslappet tager bilnøglerne og kører af sted til supermarkedet.
Elitebilist bliver jeg aldrig, men jeg er alligevel glad for at have overvundet fobien. Og foldekørekortet er blevet skiftet ud. En tur på borgerservice har nu udstyret mig med et moderne EU-kørekort, så jeg i hvert fald på papiret ikke længere ligner en bilist fra forrige årtusinde.