Passet, pungen og katten var væk. Men alt godt kommer til den, der venter

Kåre Gade kom ikke med hjem fra ferien, fordi plejekatten Mister var væk. Det var hans pung med rejsekortet i også. Ligeså var passet

En afslappende sommerhustur skulle vise sig at blive en sand rutsjebanetur for Kåre Gade.
En afslappende sommerhustur skulle vise sig at blive en sand rutsjebanetur for Kåre Gade. . Foto: Iben Gad.

Vi sidder og drikker kaffe efter feriens sidste morgensvømmetur. Vi skal med formiddagsfærgen, fordi vi har lovet at passe børnebørn derhjemme senere på dagen. Mister, vores plejekat, spadserer over sommerhusterrassen.

”Mon ikke vi skal lukke ham inde, mens vi pakker, så han ikke stikker af?”, siger jeg.

”Nej, han har jo holdt sig på matriklen i tre uger,” siger min kone.

En time senere forsvinder katten ind i hybenkrattet, da hun forsøger at kalde ham til sig.

Men jeg har for travlt med andre udfordringer til at bekymre mig om katten. Min tegnebog er forsvundet, og jeg er ved at pakke al bagagen op igen for at finde den.

”Måske ligger den sammen med dit pas?”, siger min kone.

Beviserne på min eksistens forsvinder bekymrende hurtigt.

Kåre Gade

Det er en kommentar, jeg vælger at ignorere. Tidligere på sommeren skulle jeg bruge mit pas, som havde tilbragt coronatiden i øverste skrivebordsskuffe. Eller det troede jeg, indtil jeg åbnede skuffen.

Efter en stadigt mere febrilsk eftersøgning af alle sandsynlige og usandsynlige skuffer, skabe, lommer og tasker skilte jeg skrivebordet ad, fordi forklaringen måtte være, at passet var faldet ned bag skufferne. Det var det ikke.

Nu husker jeg pludselig, at jeg sidst så min tegnebog, da jeg var på nettet for at bestille tid hos Borgerservice til et nyt pas. Og derefter slår det mig, at jeg ikke kan få et nyt pas uden at vise mit kørekort, som ligger i tegnebogen. Beviserne på min eksistens forsvinder bekymrende hurtigt.

”Har du kigget i den der?”.

Min kone peger på min skuldertaske. Den er udstyret med et stort antal rum, som skal sikre, at man altid ved, hvor de forskellige ting er. I praksis fungerer det modsat. Den er håndbagagens svar på Bermuda-trekanten, hvor alt fra briller og batterier til bøger og bærbare computere forsvinder sporløst.

”Selvfølgelig har jeg kigget i den,” svarer jeg irriteret. ”Jeg har haft alt oppe af den. Selvom jeg ved, at tegnebogen ville ligge i den her lomme, hvis den var i tasken.”

Jeg klapper på den forreste lomme og mærker noget, som ikke er min tegnebog. Jeg stikker hånden ned og fisker mit pas op.

”Hvad i ...?”, siger jeg.

Mine kone sender et blik mod himlen:

”Må jeg foreslå, at vi koncentrerer os om at få fat i katten.”

”Jeg går ikke rundt i udstykningen og råber Mister,” svarer jeg.

Det gjorde jeg engang på Østerbro i København, da han var stukket af, mens vi passede ham der. Bortset fra at han i virkeligheden lå og sov under vores sofa.

Vi pakker bilen færdig og satser på, at Mister kommer af sig selv. Det gør han ikke.

Fem minutter i færge beslutter vi, at jeg skal blive og bringe katten hjem med offentlig transport. Jeg tager en lille rygsæk fra forsædet og ser bilen forsvinde i en støvsky. Så husker jeg, at mit rejsekort ligger i tegnebogen. Måske er det ferien, jeg aldrig kommer hjem fra.

Sommerhuset er underligt tomt, men vejret er fint. Jeg finder en liggestol og lytter til en podcast. Middagsfærgen sejler, uden at katten er dukket op, men det er ok. Der er flere færger.

Min kone sender et billede. Hun sidder i et kaos af børn og legetøj og afrimer en tiliset fryser. Jeg går ned og tager en svømmetur. Så sejler eftermiddagsfærgen. Jeg roder i rygsækken for at finde noget slik eller en avis, men der ikke andet end en regnfrakke og – min tegnebog.

”Alt kommer til den, som venter,” tænker jeg og døser hen i liggestolen.

Sidst på eftermiddagen bliver jeg vækket af en tydeligvis veludhvilet kat. Han strækker sig, gaber og gnider sig indladende mod mit ben.

”Du har også mest lyst til at blive, ikke?”, siger jeg.

Så propper jeg ham med et lynhurtigt ninjagreb ned i transportkassen og begiver mig mod aftenfærgen, mens jeg inderligt håber, at han kan holde sig under fire timers transport.