Da Rebecca Aagaard-Poulsen blev ansat som præst på Langeland for godt fem år siden, tog hun ud og købte et par røde træsko og nogle grønne kansasbukser. Iført sit nye outfit og med en kasse øl i bagagerummet drog hun af sted til Bagenkop, hvor de lokale fiskere hver dag stævner ud for at tjene til føden. Målet var at lære dem at kende – for den unge ambitiøse præst er af den overbevisning, at kirken ikke kun er for dem, der bænker sig til højmessen hver eneste søndag.
”Da jeg stod der i mit nye tøj, tænkte jeg, at nu var jeg rigtig blevet landsbypræst, der faldt naturligt ind hos dem, jeg gerne ville i kontakt med. Men det varede kun lige indtil, at en dame inde hos købmanden prikkede mig på skulderen og sagde: ’Det er helt forkert med de grønne bukser der. Hernede skal de være blå.’”
Rebecca Aagaard-Poulsen fortæller anekdoten med en varme i stemmen, der ikke efterlader nogen tvivl om, at hun har tabt sit hjerte til de langelandske fiskere.
”Det var ikke alle fiskerne, der kom så meget i kirken, men jeg tog ofte derned og snakkede med dem. Og hvis ikke fiskerne skulle tro, hvem skulle så? De er et af mine største savn, de fiskere,” siger hun.
For et halvt års tid siden flyttede hun til fastlandet og blev præst i Tved på Sydfyn. Og det er her, i det lavloftede køkken-alrum i præstegården, hun frimodigt fortæller om sit syn på livet, kirken og kristendommen. Hun er ikke, som folk er flest – kan godt lide at gøre tingene på sin egen måde og fremstår som et menneske, der ubesværet går direkte ind i folk med sine røde træsko på.
At Rebecca Aagaard-Poulsen overhovedet skulle blive præst i den danske folkekirke, var det næppe alle, der havde forudset.
”Jeg har altid været familiens sorte får. Det var altid mig, der lavede rod i den. Jeg har aldrig lavet kriminalitet eller taget stoffer og den slags, men jeg var med i nogle forskellige bander i min folkeskoletid, og jeg er kommet i både autonome kredse og i hippiemiljøer. Jeg har altid syntes, at sådanne små miljøer var spændende. Men samtidig kommer jeg fra en god og tryg familie, så selvom jeg fik lov at dyrke min nysgerrighed, var der altid en grænse. Og det var altså ikke sjovt, når min far stod nede ved klubben og kaldte mig hjem. Så tabte jeg cigaretten ud af mundvigen, og den seje læderjakke falmede lidt,” siger hun og holder en pause, inden hun tørt konstaterer:
”Alligevel var det mig, der endte med at blive præst. Ligesom min farfar.”
Vejen til præstegerningen var dog ikke snorlige. Rebecca Aagaard-Poulsen var blandt andet en tur forbi lærerseminariet og gartnerskolen, ligesom hun en periode overvejede medicinstudiet. Men til sidst valgte hun at følge sit kald. Et kald, hun føler, har fulgt hende siden fem-seksårsalderen, hvor hun første gang oplevede at få en natlig drøm, der efterfølgende skulle vise sig at vende tilbage gang på gang. Indtil hun begyndte at studere teologi.
”I det øjeblik, jeg trådte ind på Teologisk Fakultet i København, vidste jeg, at jeg var hjemme. Jeg fik en fred indeni, og jeg har heller ikke drømt drømmen siden. Jeg er fuldstændig sikker på, at jeg er lige præcis der, hvor jeg skal være,” siger hun.
”Hej hej, vi ses senere.”
63-årige Bent stikker hovedet ind i køkkenet, inden han kører. Han er Rebecca Aagaard-Poulsens bedste ven. Sådan har det været, stort set siden de mødtes gennem en fælles bekendt, da hun var præst på Langeland. De bor ikke længere tæt på hinanden, men han opholder sig tit på præstegården i Tved. Her er han ofte det sæt ekstra hænder, der hjælper med den bunke af gøremål, der er, når man er mor til et sæt tvillinger på ni år og samtidig præst med en ambition om, at døren til præstegården altid skal stå åben.
”Jeg har aldrig nogensinde haft så dybt et venskab med et andet menneske. Jeg er afhængig af at kunne tale med ham tit, og de senere år er det også ham, jeg har holdt jul og nytår med,” siger Rebecca Aagaard-Poulsen.
Det er dog ikke kun Bent, der fylder præstegården med liv udefra. Den 36-årige præst elsker at have gæster, og der er næsten altid ekstra spisende med omkring middagsbordet. Men selvom hun foretrækker at have folk omkring sig, sker det også en sjælden gang, at hun får brug for et pusterum.
”Jeg kan også få behov for at være helt alene. Så lejer jeg et hus ved Vesterhavet og tager op og er helt mig selv,” siger hun.
Den mulighed byder sig dog sjældent, for hver anden weekend, når hendes to døtre er hos deres ”mama” – den kvinde Rebecca Aagaard-Poulsen har sine børn sammen med – arbejder hun som regel.
Rebecca Aagaard Poulsen nyder at bo i præstegården alene med sine piger, indrømmer hun.
”Hvis jeg havde en partner, skulle jeg tage alle mulige hensyn til, om vedkommende havde brug for en stilleaften, og vedkommende ville skulle ind over børneopdragelsen. Lige nu har jeg det perfekt. Jeg har en sjæleven i Bent, min far i Odense, min bror i København, min mor i Viborg og verdens bedste børn. Jeg bor et dejligt sted, er præst i et dejligt sogn med frihed til at være mig,” siger hun og skynder sig at tilføje:
”Men jeg er helt klar over, at de ting, jeg gør, ville jeg ikke kunne gøre uden alle de gode mennesker, jeg har omkring mig. Jeg er så heldig. Jeg er omgivet af så meget varme fra mennesker, som er med til at inspirere mig,” siger hun.
Og inspirerende er hun, Rebecca Aagaard-Poulsen. Det må hendes sognebørn kunne skrive under på. For hun står ikke tilbage for nogen eller noget, når det kommer til nyskabende indfald. Mange af kristendommens symboler, ritualer og budskaber foretrækker hun at forklare med det, man uden overdrivelse kan kalde en god portion kreativitet.
Hun har blandt andet slæbt et fodboldmål ind i kirken, da hun skulle konfirmere et hold af fodboldglade drenge, hvor salmebladet tog form som en tipskupon, og alle drenge modtog en fodbold signeret af professionelle fodboldspillere fra fodboldklubben OB. For nylig holdt hun en stor halloween-gudstjeneste, hvor hun blandt andet inddrog dansere samt et børnekor, og hvor rygende tøris skabte den helt rigtige stemning i kirken. Og så var der også dengang, hun lavede kirkestafet med små gudstjenester af 20 minutters varighed og selv tog turen rundt til de forskellige kirker på en Puch Maxi.
Rebecca Aagaard-Poulsen ved godt, at hun er utraditionel i mange af sine tiltag, men hun er ikke bange for kritik.
”Jeg ved, at jeg gør det bedste, jeg kan. Jeg ved også, at jeg er en god teolog. Jeg elsker ritualerne i folkekirken – det er dem, der binder os sammen. Men de kan være svære at forstå. Tag for eksempel dåben, som er ét stort mysterium. Jeg forsøger at forklare den ved at skabe et konkret billede. Jeg kan finde på at stå og koge kopnudler i kirken og bruge den som symbol – koppen symboliserer Gud, som holder fast på os og omfavner os, nudlerne er vi mennesker, som ligger og snor os i vandet, som er troen, der holder os varme,” siger hun og fortsætter:
”Når jeg tager en rekvisit med, er det for at billedliggøre noget, der ellers kan være svært at forstå. Jeg har også brugt en fjernstyret bil til at forklare troen med. Når vi ser en fjernstyret bil bevæge sig, har vi en forventning om, at det er batterier, der får bilen til at køre, men vi ved det faktisk ikke, for vi kan ikke se det. Det er noget, vi tror. Sådan er det også med Gud – vi kan ikke se ham, men tro på, at han er der. Fjernbetjeningen til bilen er forbindelsen til Gud, og bilens hjul et symbol på evigheden,” forklarer hun.
Nogle vil måske mene, at der bliver for meget gøgl og sjov, når kogekunst og elektronik rykker ind i kirkerummet. Sådan opfatter Rebecca Aagaard-Poulsen det ikke. For det første er der altid en mening med de kreative indslag, som tjener til at gøre det uforståelige mere forståeligt. For det andet må det gerne være sjovt at gå i kirke.
”Jeg synes, at folkekirken skal være rummelig. Man kan spørge: Skal folket være der for kirken, eller skal kirken være der for folket? Det kan godt være, at man ikke skal rappe til søndagsgudstjenesten, men så kan man gøre det til en rockgudstjeneste. Og når jeg for eksempel står og holder gudstjeneste på plejehjemmet, så skal det selvfølgelig være, som de forventer det der. Det er ret enkelt,” lyder det fra præsten, der aldrig går på prædikestolen og taler, fordi hun fastholder, at hun vil være i øjenhøjde med folk.
I sin konfirmandundervisning er Rebecca Aagaard-Poulsen heller ikke bange for at bevæge sig ad utraditionelle veje. Bibelen bliver der således ikke slidt på, for den bladrer konfirmanderne ikke i – det kan de gøre derhjemme, hvis de vil. Hun fortæller dem naturligvis historier fra Bibelen, men griber tematikkerne an, så de lettere trænger ind i 13-14-årige teenagehjerner. For eksempel smed hun vandballoner på konfirmanderne, da de skulle lære om dåben.
En striks mobiltelefonpolitik i konfirmandundervisningen nægter Rebecca Aagaard-Poulsen også at have.
”Når konfirmanderne spørger, om de skal lægge telefonerne væk, svarer jeg, at det må de selv om. Jeg gider ikke lave et forbud. Min undervisning skal i stedet være så spændende, at de lægger telefonerne væk helt frivilligt og slet ikke kan lade være at følge med,” siger hun og fortæller, at hun heller ikke forlanger fast kirkegang af de unge mennesker.
”Jeg mener ikke, at man behøver at gå i kirke for at få et forhold til Gud. Det kan man få på mange forskellige måder. Derfor skal mine konfirmander heller ikke gå i kirke, hvis de ikke har lyst. Det vigtigste er, at de ved, at Gud er der for dem, og hvad han er for en størrelse,” siger hun.
Når man er præst i et lille sogn, ved de fleste, hvem man er – også når man ikke er iklædt kjole og krave. Det er Rebecca Aagaard-Poulsen afklaret med. Hun er glad for at være en del af det lille lokalsamfund på Sydfyn og deltager med glæde i de fester og arrangementer, der måtte være. Hun har for længst taget en beslutning om, at hun er præst døgnet rundt – og Rebecca Aagaard-Poulsen døgnet rundt.
”Der er nogle, som tror, at det er et otte til fire-job, hvor man kan slukke telefonen og sige: ’Så, nu passer jeg på mig selv.’ Det har jeg også forsøgt, men for mig duede det ikke. For hvornår var jeg så præsten, og hvornår var jeg Rebecca? I stedet har jeg besluttet, at jeg er her og til stede hele tiden. Det stresser mig ikke, og jeg føler det ikke som et arbejde. Det er en kæmpe gave at få lov at være med, både når mennesker er allergladest, og når livet gør allermest ondt. Tænk sig, hvor ofte jeg får lov til at lytte til en hel livshistorie. Og det er jo ikke kun mig, der giver noget til andre – jeg får så meget igen,” fastholder hun.
Selvom præsten med de indiske aner i det store hele hviler i sig selv og insisterer på at være den, hun er, er hun godt klar over, at det indimellem falder nogle for brystet, at hun gør tingene på sin egen måde. Men hun vælger altid at tage tyren ved hornene og få snakket eventuelle uenigheder og misforståelser igennem.
”De enkelte bemærkninger, jeg har fået, har jeg handlet på med det samme. Så har jeg for eksempel inviteret hjem på kaffe og taget en snak med vedkommende. Men min holdning er jo, at folkekirken skal være rummelig. Den skal kunne rumme Indre Mission og dem, der ikke vil trykke kvinder i hånden. Den skal også rumme dem, der siger til mig, at de ikke forstår, hvordan jeg kan finde på at løbe på rulleskøjter hen til en begravelsessamtale – jeg tager dem altså af, og mine egne sko på, inden jeg ringer på – men hvor jeg så må svare, at for mig er det et transportmiddel og den eneste mulighed, jeg har, for at få sneget motion ind i travle perioder,” siger Rebecca Aagaard-Poulsen og funderer lidt, inden hun siger:
”Jeg kommer nok aldrig til at passe helt ind i en skabelon. Fordi jeg er bundet af min frihed. Jeg er en stærk teolog, og fordi jeg er det, kan jeg godt gribe tingene alternativt an. Jeg finder min teologi i mødet med mennesket, og jeg ser Guds kærlighed i mennesket. Og min store ambition er, at folk ikke føler sig fremmedgjort i forhold til kirken,” siger hun.8