Fortalt af Mogens Kjær
Min første dag på pension var fredag i sidste uge. Den føltes nu ikke meget anderledes end dagen forinden, for jeg var ikke blevet helt færdig med at rydde op i alle mine ting og papirer hos Danmission. Så selvom jeg nu officielt var pensionist, cyklede jeg som vanligt fra vores lejlighed på Frederiksberg de otte kilometer til kontoret i Hellerup for at sortere og smide ud. Jeg nåede at være generalsekretær i Danmission i 14 år.
Allerede i februar sidste år havde jeg informeret bestyrelsen og medarbejderne om, at jeg ville gå ved udgangen af marts 2016, når jeg blev 70 år. Det var meget tilpas, syntes jeg. Jeg er ikke sikker på, at jeg var nødt til at gå. Men jeg syntes, det var nok. Det har været et dejligt job, men også et hårdt job.
I løbet af det år forberedte jeg mig løbende på at skulle stoppe med at arbejde. Den første del af perioden havde jeg nok en lille sorgreaktion, fordi jeg var ked af snart at skulle tage afsked med alt det gode, jeg havde været med til. Efterhånden begyndte det at sive ind, at sådan er det bare. Så de sidste måneder har jeg faktisk glædet mig til det. Nogle af medarbejderne har på det sidste sagt, at jeg har virket gladere. Der er også en lettelse i at holde op.
Det har siddet i mig lige fra begyndelsen, at det godt nok var et stort ansvar at skulle løfte, også selvom det er gået godt de seneste år. Rigtig mange mennesker ude i verden er afhængige af, at Danmission klarer sig godt. Jeg føler mig lidt slidt, derfor er det også godt, at tiden er inde.
Jeg har arbejdet siden den dag, jeg blev færdiguddannet, så jeg har arbejdet nok. Altså bortset fra hvis nogen skulle have et deltidsjob til mig et par dage om ugen, så er jeg til at tale med. Jeg sidder inde med en stor viden og store kompetencer inden for mit felt, så det er lidt mærkeligt, at det bare slutter. Men i et job som chef kan du ikke bare gå ned på halv tid. Min kone, Kani, er 61 år og arbejder ikke længere, så nu skal vi lære at slentre sammen.
Jeg udgiver en bog i denne måned med titlen ”Helende Tantra”. Jeg har arbejdet på den i tre-fire år, men jeg har ikke villet udgive den, så længe jeg var generalsekretrær i Danmission, fordi den kunne være kontroversiel. Den går i trykken om lidt, og jeg tror nok, jeg får bank af kristne kredse, når den lander på markedet. Det er et følsomt emne. Den handler om tantra, hinduisme og kristendom.
Jeg har interesseret mig for tantra, siden jeg læste om det i et blad ved tandlægen i 2004. Jeg tænkte: ”hold da op, her er noget, jeg kan bruge”. Det er en helt andet måde at arbejde med det seksuelle på. Man arbejder mere helkropsligt med sit hjerte og med kærligheden. Og så knytter man det sammen med det sjælelige og det åndelige. Tantra er helhedstænkning.
Mange forbinder tantra med hinduismen, men man kan sagtens gøre brug af tantra i en kristen kontekst. Det vil jeg gerne vise. Jeg vil gerne kristne tantraen og holde foredrag om det emne. Men sex og kristendom og sex og religion er for mange ”uha uha” og ikke noget, man snakker om.
Yoga er en af mine andre interesser, som jeg i perioder har gået til, og som jeg nu kan bruge mere tid på. Blandt andet i Vanløse, hvor man kan gå til ”Yogafaith”, der kombinerer yoga og kristendom. Derudover indgår der altid nogle yogaøvelser, for eksempel ”Twisted” og ”Krigeren” i det ugentlige rygprogram, jeg laver hjemme. Jeg kan mærke, at det er godt for min krop.
Ligesom med tantraen bliver der dog også set skævt til yogaen i nogle kristne miljøer på grund af dens hinduistiske ophav. Ligesom med mange andre ting, der er blevet importeret, har yoga dog gennemgået en kulturel ændring. Jeg tror, at yoga kan bruges til noget værre skidt, men det kan også bruges til noget godt – for eksempel til at træne min ryg og gøre mig mere smidig.
Jeg har ikke krise over at gå på pension. Jeg kommer blandt andet til at bruge en del af min nye tilværelse på at arrangere rejser til Kerala i Indien, hvor man kan få en indføring i tantra, ayurvediske behandlinger og kropsøvelser med yoga og meditation. Og så kan man vende hjem som et nyt menneske. Den første rejse ligger allerede her i juni.
Selvom jeg nu er pensionist, ser jeg stadig mig selv som missionær. Sådan har jeg altid opfattet mig selv, uanset hvor jeg har været ansat. Det var jeg både, da jeg var udsendt til Nigeria, da jeg var sognepræst i Herning og i Søborgmagle og som generalsekretær i Danmission. Mit mål har altid været at forkynde det kristne budskab for alle mennesker og hjælpe folk til et mere værdigt liv uden så megen nød.
Allerede i min barndom blev jeg interesseret i missionsarbejdet ude i verden. Jeg er opvokset i Københavns nordvestkvarter hos forældre, der havde kun sparsom skolegang. De var begge søgt mod København i 1930’erne på grund af den store arbejdsløshed dengang. Det var noget gammelt bras, vi boede i, men kvarteret var nogenlunde stabilt. I dag står mit barndomshjem i Den Gamle By i Aarhus. Ejendommen fra 1874 blev pillet ned mursten for mursten og flyttet på museum, fordi det var en tidstypisk bygning.
Min mor kom fra Bornholm og min far fra Silkeborg-området. De ventede til efter krigen med at få børn. Jeg blev født i 1946 og tilhører dermed den største generation overhovedet. Min mor var meget troende og var vokset op i Luthersk Mission. Hun sendte min lillebror og mig i søndagsskole i Kapernaumskirken. Senere fik hun os ind i Luthersk Mission i Nansensgade, hvor jeg tilbragte rigtig meget tid.
Jeg var en del af en stor ungdomsforening, hvor en gruppe valgte at studere teologi på Københavns Universitet. Jeg fulgte trop for at være en del af fællesskabet. Jeg ved ikke, hvad der skete, for egentlig ville jeg have været lærer, men sådan blev det ikke. Og det er også fint nok, at det gik, som det gik. Jeg blev færdig som teolog i 1973. I dag tilhører jeg ikke en bestemt kirkelig gren. Jeg er bare mig selv. Sådan tror jeg egentlig, de fleste præster har det.
I missionshuset i Nansensgade fik jeg øjnene op for, at man kunne arbejde med mission ude i verden. Vi havde jævnligt besøg af folk udefra, som viste billeder af deres arbejde. Jeg tror, det lå i mig fra den tid, at Afrika var dragende. Så i 1979 flyttede jeg med min daværende kone og to små sønner til Nigeria, hvor jeg for Sudanmissionen blev leder af et undervisningsprogram for lægfolk. Vi var der i seks år og nåede også at få vores datter der. Arbejdet var fantastisk.
I dag har jeg på grund af mit arbejde gode venner rundtom i verden. Det ikke at møde kolleger og samarbejdspartnere bliver et savn.
Min store familie i Indien kommer vi til at tilbringe langt mere tid sammen med nu. Min hustru, Kani, stammer fra staten Tamil Nadu i Sydindien. Her har vi et hus i byen Puducherry. Vi vil være i huset fra november til februar – kombineret med de yoga- og tantrarejser, jeg arrangerer. Mit mål er at lære noget mere tamil, så jeg kan tale med min svigermor, som ikke taler engelsk. Fordi jeg nu er den ældste mand i Kanis familie, bliver jeg betragtet som overhovedet.
Så når vi er derude, bliver jeg nogle gange bedt om at træde til, når der er vrøvl. For eksempel skulle jeg tale alvorligt med en niece, der var forelsket i den forkerte. Det hjalp nu ikke noget, hun giftede sig med ham alligevel.
Jeg mødte Kani, efter jeg var blevet generalsekretær i Danmission. Det var en kamp om overlevelse, da jeg begyndte i jobbet i 2002. Et par år forinden var organisationen blevet til som en fusion mellem Det Danske Missionsselskab og Dansk Santal Mission, og det havde medført et farligt rabalder. I begyndelsen var der ingen, der ville arbejde for os. På et tidspunkt var jeg både generalsekretær, chef for alt udearbejde, kommunikationschef og administrationschef. Det var vanvittigt.
Men efterhånden kom vi op af hullet. Arbejdets vigtighed fik mig til at blive. Det var også på grund af manglende mandskab, at jeg i en periode på tre år tog ansvaret for Indien, hvor Danmission har projekter i nord og syd. Mit møde med Indien var præget af fascination. Som teolog nød jeg at opleve de stolte teologiske traditioner.
Og så var det altså her, jeg traf Kani. I 2005 blev jeg skilt fra min daværende kone. Kani var rektor på en pigekostskole i Tamil Nadu. Kostskolen er et af Danmissions flagskibe, og jeg boede i gæstehuset, når jeg var i området. En dag havde jeg fået nogle blomsterkranse i forbindelse med nogle skolebesøg. Da jeg kom hjem fra min tur, mødte jeg Kani på gårdspladsen. Jeg lagde en blomsterguirlanderne om hendes hals og sagde, at hun fortjente den mere end jeg. Hun udstødte et højt skrig og løb væk. For det er sådan, en indisk mand gør, når han gifter sig med en kvinde, viste det sig.
Min gestus betød dog, at Kani blev åben for tanken om at blive min kone. Og jeg kunne jo rigtig godt lide hende. Vi blev gift i en kirke i Indien i 2006. Hun flyttede først med til Danmark to år efter vores bryllup. Jeg havde dårlig samvittighed over at tage hende derfra til en usikker tilværelse her, når hun nu gjorde et utroligt godt stykke arbejde på skolen. Vi trak den, indtil det til sidst ikke længere var så holdbart at leve på sømandsmaner.
Når man går på pension, må man foretage en mental forandring og slippe ansvaret. Det er også et skift i tid. Da jeg arbejdede, gik jeg i seng klokken 22 og stod op klokken 6.30. Det skal jeg ikke nu, selvom jeg får svært ved at sove længe. Jeg tror, at døgnet langsomt kommer til at forskubbe sig.
Jeg kan godt være bekymret for, om jeg nu kommer til at drikke for meget alkohol. Det er en udfordring for mange pensionister, vil jeg tro. Til min afskedsreception fik jeg flere flasker hjemmelavet kryddersnaps, og det smager jo rigtig godt. Men skal man så både have øl og snaps til frokost og så rødvin om aftenen? Jeg kan jo godt lide det alt sammen, og jeg havde nogle dage, som var med det hele. Men så sagde jeg: ”det går ikke det her”. Jeg droppede øl og snaps. Så vil jeg hellere nøjes med et par glas rødvin om aftenen.
Jeg er ikke typen, der kan lave ingenting, men jeg skal lære at geare ned. I påskeugen var vi i sommerhuset, der ligger ved Arresø tæt på Tisvildeleje. Der var en masse at gøre i haven, blandt andet fordi en storm i efteråret havde væltet tre store træer. Jeg nåede at tænke, at jeg ikke kunne nå at blive færdig med alt det, jeg burde. Og så sagde det: ”Bang, det behøver du jo heller ikke. Nu har du masser af tid.” Det var en lettelse. Nu kan vi tage den med ro og hænge længe over morgenmaden.