Prøv avisen

Ungdomsforsker: Perfekthedstyranni skader børn

Søren Østergaard er 51 år. Han har baggrund i teologi og samfundsvidenskab og har specialiseret sig i ungdomsforskning. I 10 år har han stået i spidsen for Center for Ungdomsstudier (CUR).

Ungdomsforsker Søren Østergaard konstaterer, at piger med trivselsproblemer er yngre end tidligere. De søger det perfekte, og det er et stort pres for den enkelte - og på sigt også et problem for samfundsudviklingen

Man har længe talt om præstationsprinsesser på gymnasierne, men i dag er præstationsprinsesserne langt yngre. Vi kan se af undersøgelser af børn og unges mentale trivsel, at for ganske mange piger er der noget, som knækker, fra de er 11 år, til de er 13 år.

Individualiseringen rammer pigerne hårdere end drengene, og budskabet om at man er ansvarlig for at klare sig godt og få en god uddannelse, har piger langt ned i folkeskolen taget til sig. Selvværdet falder, utilfredsheden med kroppen tager til, og generelt oplever de, at deres tilfredshed med livet reduceres.

Det er en kultur, hvor det er vigtigere at bestå end at forstå. En pige i 7. klasse siger i en af vores undersøgelser: ”Siden 5. klasse har jeg frygtet den eksamen, jeg skal til nu til sommer.”

Pigerne er ambitiøse, men uden mål. Det er vigtigt at klare sig godt på alle parametre, få høje karakterer i alle fag, men uden nødvendigvis at vide hvorfor, og hvad præstationerne skal bruges til. Selv voksede jeg op med en far, som gav mig karakterpenge og bad mig tage mig lidt sammen, når han så mine halvdårlige karakterer. Det kender de her børn ikke. Presset kommer fra dem selv. Det er i hvert fald sådan, de svarer, når vi spørger fra 7. klasse til 3.g. 

Vi har en virkelighed, hvor drenge får lov at lege mere og må vokse op i en tro på, at de bor i magiske huse, hvor snavset tøj selv går ud i vasketøjskurven for at genopstå sammenfoldet i kommoden. Ser man på trivselsmålingerne har vi drenge, som stortrives, for der er færre forventninger, og forventningerne er lavere sat. Vi lavede en undersøgelse blandt forældre i 5. klasse, som viste, at der er utrolig stor forskel på, hvilke forventninger forældre har til deres børn afhængig af, om det er en dreng eller pige. Vi skal stille langt flere krav til vores drenge, og omvendt er der nok del familier med døtre, hvor man med fordel kunne tage det lidt mere roligt. For pigernes skyld. 
 
Forleden spurgte en mor mig efter et foredrag, om det mon var et problem for hendes børn, at hun var på en såkaldt 5-2 kur? Som forældre modellerer vi en adfærd, med den praksis vi har, og i nogle familier handler det om, at man skal være i kontrol med det meste, og dermed lærer vi ikke vores børn at udvikle et sprog for, at det er okay at tale om ting, som er vanskelige. Nok er fædre mere på banen i familien i forhold til tidligere, men af vores undersøgelser kan vi se, at mødrene er pigernes primære rollemodeller. Oplever man at ens datter lider under et præstationspres, kan man som mor overveje, hvad det er for krav og forventninger, man stiller til sig selv. 

At søge det perfekte er et pres her og nu for pigerne, men på den lange bane er det også et problem for udviklingen i vores samfund. Når man søger det perfekte, går det ud over ens villighed til at løbe en risiko, og man kommer aldrig ud af sin komfortzone. Når der er meget pres, så vil man altid opsøge de trygge arenaer, så man ved, at man kan gøre det godt, men som forældre skal vi lære vores børn at være nysgerrige. Det gør vi ved selv at være nysgerrige på dem og ved aktivt at eliminere deres tryghed. Forældre må være dem, som sikrer, at deres barn har et rum, hvor det bliver udfordret.
 
I en barndom og ungdom, hvor meget af livet foregår i en digital verden, kan forældre tilbyde deres børn et frikvarter ved at insistere på, at man gør ting sammen. Det kan være noget så enkelt som en time, hvor man spiller Ludo. Og det kan godt være, at det ikke er et forslag, som bliver taget godt i mod første gang, men så må man som forælder insistere på at være nederen for at skabe det frikvarter, hvor man bare kan være sammen, og ens børn kan mærke, at man vil dem og er nysgerrig på dem. At bevare nysgerrigheden på ens børn er en vigtig kvalitet, for med den kan man være med til at udfordre sit barn til en dialog, hvor værdier kan formes, for værdier er meget andet end et like på Facebook.