Pernille Overø ”maler” med hænderne et imaginært billede i luften af den kræftsygdom, hun fik for to år siden. Lige så imaginært hænger hun det op på en væg midt i dagligstuen i sin lille kvistlejlighed i Aarhus midtby.
”Som danser forstår jeg ved at bevæge mig, så da jeg blev syg, måtte jeg bearbejde mit liv ved at bevæge det. Udforske det gennem dansen,” forklarer professionel danser Pernille Overø.
Henne i hjørnet ved sofaen følger et grinende skelet med tomme øjenhuler optrinnet. Det er på en måde også imaginært, fiktivt, for det er bare en teaterrekvisit i plastik på gennemrejse. Rekvisitten har været brugt i en af de danseforestillinger, Pernille Overø gennem årene har turneret med i Danmark, Grønland, Pakistan og USA.
Alligevel, omend i plastik, kan man se den grinende knokkelmand som en illustration af den dødsangst, kræftsygdommen og tankerne omkring den førte med sig, før Pernille Overøs livsdans til sidst sejrede og fik bugt med dæmonerne.
Og et billede af sygdommen og dødsangsten, omend imaginært, er bedre end bare at sætte sig ned og tænke på at dø, forklarer den 50-årige danser.
”For når det hænger dér,” siger hun og peger ud i luften, ”kan jeg 'tale' til det, og dermed næsten materielt forholde mig til min angst og frustrationer i den lange proces omkring sygdommen, som er det vildeste, jeg har oplevet i mit liv. Et vildt ridt gennem angst og mørke frem til et nyt liv.”
For Pernille Overø er dans først og fremmest bøn til Gud, en opfattelse, der fik ekstra betydning i sygdomsperioden. Vorherre har været med i hele forløbet, som har styrket hende både som menneske, i forhold til sig selv - ”jeg blev kaldt hjem” - og i sit forhold til Gud.
Et år efter kræft-diagnosen valgte hun at få klippet sit lange hår, så hun lignede en kræftsyg, der havde mistet håret.
”Det var for mig en måde at gøre tingene konkret på. At konfrontere mig selv med min situation. For en kræftdiagnose skærer jo helt ind til benet, og hvordan ville jeg se ud, hvis jeg mistede håret? Jeg følte mig utroligt alene med de valg, sygdommen og sundhedsvæsenet stillede mig over for: Beslutningen om, hvorvidt jeg ville have kemo-behandlinger eller ej? Og konsekvenserne, hvis jeg sagde nej? Heldigvis har jeg hele vejen i forløbet med kræften fået stor hjælp af healeren Ann Louise Ulsted, som også er instruktør på vores kommende forestilling.”
Pernille Overø endte med at sige nej tak til kemoterapi, men måtte igennem to kræft-operationer.
”Jeg følte en fred med mig selv, da jeg havde taget mit valg. Og det var jo mit valg, mit liv... Men jeg fik jo også fortalt, hvor farligt det kunne være.”
Dødsangstens nedbrydende dæmoner lurede i skjul. Sådan som i danseforestillingen, ”Dæmon i skjul; kvinde på spring”, der i en nyopsætning får premiere på Folkestedet i Aarhus 22. februar.
”Men i stedet for frygten for at dø opdagede jeg længere henne i forløbet, at det måske mere handlede om at være bange for at leve. At det mere handlede om alle de små fravalg, jeg gør som menneske, fordi jeg er bange og ikke tør. Det førte frem til en erkendelse af, at jeg nu som menneske bliver nødt til at leve mit liv fuldt ud, så der - i direkte eller overført betydning - ikke bliver plads til en kræftsygdom. I stedet for at frygte døden handler det nu om at leve, og i dag føler jeg mig mere levende end nogensinde. At have kræft forandrer én. Det har forandret mig, og det forandrer også min dans, min kunst og min måde at være i live på,” konkluderer Pernille Overø, der i øjeblikket arbejder på en danseforestilling om sine erfaringer i forbindelse med kræften.
Gennem årene har hun skabt 12 danseforestillinger, hvor hun tager udgangspunkt i sit eget liv, og denne gang bliver det så en dans med frygten og glæden - en indre rejse med bønnen om at få lov til at leve lidt længere og om modet til at leve sandt og fuldt ud.
Pernille Overø ved endnu ikke, hvornår denne forestilling vil være klar, eller præcis hvordan det dybt personlige stof vil udvikle sig, men måske har hendes kamp mod kræften også smittet af på den aktuelle nyopsætning af ”Dæmon i skjul; kvinde på spring”, som i februar og marts turnerer rundt i landet med Bådteatret i København som sidste station.
”Den handler om længslen efter at være levende, og kampen mod den indre dæmon i mennesket, der suger alt liv til sig og skaber tomhed. Forestillingen var lavet, inden jeg fik min kræft-diagnose, og der nævnes ikke et ord om kræft i forestillingen, men i dag kan jeg se en sammenhæng.”
I ”Dæmon i skjul; kvinde på spring” trækkes den indre dæmon frem i lyset: Tomheden får form og bekæmpes.
”Bagefter vil vi forsøge at få en samtale i gang med publikum om forestillingen. Hvordan de selv er blevet berørt, for det er jo det, dansen kan, berøre mennesker, og det er det, jeg altid håber at opnå som danser: At kunne formidle en så 'ren' oplevelse, at folk føler, det handler om dem selv, og glemmer, at det jo egentlig er mine egne historier, jeg fortæller.”
Sådan som hun engang oplevede det med den gamle vestjyske kone, der efter en af hendes optrædener i en kirke kom op og trykkede hendes hånd.
”Hun smilede og så på mig uden at sige noget. Det var lige så ordløst som dansen, og for mig et stærkt udtryk for, at vi her havde været sammen om noget. Hun var blevet berørt, ligesom jeg bliver berørt, når jeg i dansen lægger mit liv i Guds hånd.”
Som kunstner bevæger Pernille Overø sig i krydsfeltet mellem dans som scenekunst, gudstjeneste og bøn. Hendes dans og livshistorie forbinder sig med en længsel efter Gud, efter Guds kærlighed, som hun altid har følt.
Det kristne er en arv hjemmefra. Pernille Overø voksede op i en grundtvigsk tradition og trådte sine første vaklende dansetrin i standarddanse på Kirsten Baks danseskole i Holstebro.
”Det var jeg ikke særlig god til, men jeg vidste med mig selv, at jeg ville danse. Problemet var bare, hvordan? Min krop egnede sig ikke til ballet, i stedet forestillede jeg mig, at det måske kunne blive noget med afrikanske danse.”
Det blev det så ikke, men indiske, da den 20-årige Pernille på Odin Teatret i Holstebro mødte en indisk dansemester.
”Han inviterede mig til at rejse med til Indien og få undervisning. Her blev jeg nærmest adopteret af hans familie, og det var som at komme ind i en helt anden verden. Det var meget fremmed. Vi dansede i et lille lokale med betongulv og i en kvælende fugtig varme, mens masser af nysgerrige børn kiggede på. Med bjælder om anklerne og et langt tørklæde bundet stramt om livet øvede vi her de traditionelle hinduistiske danse, men i den første måned forstod jeg nærmest ingenting af det hele. Havde ingen fornemmelse af hverken de fremmede rytmer eller trin.”
Men en dag fløj hun. Sådan føltes det i hvert fald, da hun efter en måneds trængsler dansede en udgave af en hinduistisk ”påfugle-dans”.
”Pludselig fandt jeg ud af, at jeg var holdt op med at tælle trin og rytmer og bare dansede. Det er, hvad man kan opleve, når man er blevet ved med at øve en bestemt dans gennem lang tid. Nu var det ikke længere en dans om en påfugl, nu oplevede jeg mig selv som påfuglen i dansen.”
Fra de hinduististiske danse hentede Pernille Overø traditionen med at fortælle historier om mennesker og guder i dansen, som hun siden har udviklet på rejser til Egypten, Korea, Colombia, Cuba, Californien, London og Amsterdam. I Egypten blev hun oplært i sufiernes hvirvlende dans af en mandlig danser fra en gammel sufidanser-familie. Senere uddannede hun sig hos blandt andre dansepioneren Anna Halprin i Californien i USA, og i 2003 etablerede hun virksomheden Worlddance, hvor hun siden har ledet og udviklet danse for grupper fra 10 til 2500 personer på arbejdspladser og konferencer. For dansen kan bruges til mange formål, mener hun. Den kan også bruges til at nedbryde barrierer mellem mennesker, der er sammen om noget.
Kirken - der hvor hendes ordløse møde med den gamle vestjyske kone i sin tid fandt sted - er en anden af Pernille Overøs faste platforme.
”Da jeg vendte hjem fra Indien, måtte jeg finde en måde, hvorpå jeg kunne danse i min egen religion,” forklarer hun.
Som kirkedanser har hun gennem 30 år optrådt i kirker landet over og her danset sig igennem mange forskellige bibelske temaer, som blandt andet ”Marias lovsang” og ”Kærlighedens højsang”. Eller den første skabelsesberetning i Bibelen, der med sit tilbagevendende omkvæd efter hver skabelsesdag - ”Gud så, at det var godt” - lægger op til dans med hele skaberværket.
Sidste år dansede hun pinsesolen op ved en udendørs gudstjeneste i Lemvig.
”Som kunstner forholder jeg mig professionelt til dansen, men det har altid været mere end det. Det er gennem dansen, jeg forstår mit liv, både når det er smukt, og når det - som det har været i forbindelse med kræften - er smerteligt. Og det er gennem dansen, jeg kan føle samhørigheden med Gud.”