Horserød
Vidste du godt, at en lille del af mig nød det, da du var i fængsel? En lille skyldig og skamfuld del? Og inden du bliver alt for såret, så lad mig forklare. Selvfølgelig var jeg ulykkelig, da du fik dommen (som var alt for hård), og selvfølgelig var jeg dybt bekymret over, hvad det kunne gøre ved dig. Du skulle i fængsel som en anden kriminel, endda ad to omgange.
Jeg tænkte tit på, hvad det hårdeste mon var for dig. Var det fornemmelsen af at blive uretfærdigt behandlet – måske endda følelsen af at blive krænket? At være forfulgt? Følte du, at dit parti vendte dig ryggen? Dit parti, som du havde kæmpet for med hver celle i din hjerne og dit hjerte hele dit ungdoms- og voksenliv, og som du havde været trofast over for, også når I havde været uenige.
Og I havde ofte været uenige, især når det gjaldt integrationspolitik og fremmedhad. Eller var det, fordi du ikke længere vidste, hvem der var dine venner? At de fleste af dem, som du anså for gode kammerater, i virkeligheden måske bare havde været rygklappere?
Klientellet i Horserød var ikke noget problem for dig. Du var hverken snob eller racist. Du omgikkes andre mennesker, som var de rene sjæle, rippet for deres hylstre, og derfor var deres hudfarve, sociale lag, bagage og religion irrelevant. Men jeg hungrede efter at snakke med en ædru far. Hvis en bombe sprang i dit liv, så du ville skifte kurs. Så ville du få øje på konsekvenserne af dit massive alkoholforbrug. Jubii, far, udbrød en lille flov del af mig, mens resten gik med sørgebind og forstoppelse. Nu behøver jeg ikke spærre dig inde.
Nu får du mulighed for at opleve, hvordan livet kan være uden at være påvirket. Hvordan man kan nyde en film. Hvordan man kan nyde en bog. Nu kunne du få trænet og tabt dig.
Du kunne meditere, lave mad, drikke kaffe og føre gode samtaler. Jeg startede en bogklub med dig uden dit samtykke. Om du egentlig ikke var interesseret, eller om du var alt for apatisk og nedslået til at protestere, fandt jeg ikke ud af. Senere, da vi ryddede op i din lejlighed, fandt jeg to bøger, jeg havde givet dig.
I den ene (Leif Davidsen: Den ukendte hustru) stod der med en 28-årigs håndskrift: Bogklubbog nr. 3. Marie: 6/10, godt koncept, men ikke så smukt skrevet, spændende dog. Far: ________________________ I den anden bog (Ed Husain: Islamisten) står der: Bogklubbog nr. 4. Marie: 9/10, ærligt og godt skrevet, får et godt overblik over det smukke ved islam og det uhyggelige ved fundamentalisme. Far: ________________________ I den sidste bog har jeg tilføjet et opmuntrende nota bene (for opmuntring var der rigeligt brug for på dette tids punkt). Der står: NB. Far, du er mit største idol. Vi vinder til sidst, det lover jeg dig, din Marie. Og her kan jeg se, at jeg gør mig skyldig i løftebrud. Og dit liv i fængslet blev næsten også, som jeg havde forestillet mig.
Du spillede bridge med de andre indsatte, du lavede en madklub, du fik en “søn”, Mike, som du tog dig af, og du skrev en bog. Men det var ulideligt at se dig blive kropsvisiteret af politimænd inden hvert besøg. At se dig slæbe fødderne hen over jorden, når du gik fra besøgsafdelingen, efter vi havde sagt farvel, med nedsunket hoved og skuldre med kurs mod de gamle vindblæste og forældede røde barakker uden at kigge dig tilbage.
Men jeg nød at sidde på den plastikovertrukne sofa i besøgsrummet og have dit nærvær og din opmærksomhed i to timer, besøg efter besøg. Hvor vi ikke skulle andet. Hvor man ikke kunne andet end at snakke og drikke vand. Horserød gjorde mig både mindre og mere håbefuld på samme tid, men det blev tydeligt, at det kun skubbede dig et skridt nærmere mod afgrunden.
At dø
Dagen efter du blev fundet død, tager jeg ud til Vibeke. Signe er der også. Vi mødes med bedemanden og får sat den proces i gang. Præsten kommer forbi og bruger tre timer med os. PET kontakter os. “Statsministeren vil muligvis komme til begravelsen,” siger de. “Hvis han kommer – og det kan vi naturligvis hverken bekræfte eller afkræfte – vil han komme præcis kl. 12.51. Kan vi reservere en parkeringsplads til ham og et par ekstra pladser i kirken både til eventuelle andre Venstrefolk og til PET?”.
Vi kommer til at grine af deres kryptiske og alligevel meget åbenlyse måde at kommunikere på. Det er rart at have en lille oase af noget, som ikke er hæsligt. Og så bliver vi ringet op af retsmedicinsk. Deres konklusion var: “Dødsårsag ukendt, alkoholrelateret.” Vi bliver tilbudt at se dig (din krop) dagen efter, om torsdagen. Vibeke og Signe siger ja med det samme. Jeg siger nej. Uden at tøve.
At dø
Næste morgen åbner jeg øjnene, strækker mig ubekymret et sekund, og så springer bomben: Min far er død. Det kan ikke være sandt. Jeg tvinger øjnene i og prøver at fange søvnen, for den er stadig i Før. De andre skal ud på Retsmedicinsk kl. 10. Og pludselig husker jeg på, at man altid kun fortryder det, man ikke gør, og derfor spørger jeg min mand, om han vil med.
Lidt i ti holder jeg med min mand ude foran Riget. Vi kan se de andre stå et stykke længere oppe ad vejen. Jeg vil ikke ud af bilen, jeg vil blive lige en stund endnu, for hvem ved, hvem jeg bliver efter dette. Hvilken Marie sætter sig ind i bilen igen om en times tid? “Hvad skal man sige til sin døde far?” spørger jeg min mand. “Hvad med at sige, at du tilgiver ham?” Jeg sluger en mundfuld luft og hyler: “Tilgiver ham? Åh, han blev tilgivet for alt, i det sekund han døde. Det er ham, der skal tilgive mig!”
Anger og selvbebrejdelser vælter ind over mig. Tankerne om mit dårlige kammeratskab, min egoisme, når jeg havde sagt: “Du må redde dig selv, far, jeg orker ikke mere,” og følelsen af skyld og afmagt. “Jeg tror, jeg vil spørge ham, om han tilgiver mig,” siger jeg til min mand, efter jeg har fået luft igen. “Det lyder som en god ide,” siger han. Så går vi ind på Retsmedicinsk.
Slik eller gaver
“I dag kommer morfar og besøger jer.” “Juhu, så får vi slik eller gaver,” siger Emily og Laura, og de to små løber ind i stuen for at lege. Jeg trækker på smilebåndet, for de har opdaget mønsteret. Sophie bliver siddende i køkkenet. “Mor, hvorfor har morfar altid noget med til os?” Det er et godt spørgsmål med et komplekst svar, som fortjener en vis ærlighed. “Det er, fordi morfar vil være sikker på, I kan lide ham. Det er, fordi morfar rigtig gerne vil elskes.” “Men, mor, vi elsker ham, også selvom han ikke har noget med.”
Jeg smiler og bliver samtidig bevidst om, at den 66-årige mand, som om lidt ankommer i en taxa med hænderne fulde af plastikposer, i udtrådte sko, med sorte og grå skægstubbe og med i-dagens-anledning-friseret-hår, har mange aldre. Jeg holder op med at rette an til kaffebord og aer Sophie på håret. “Det ved jeg godt, at I gør, skat,” siger jeg, “men der er en del af morfar, som altid vil føle, at han ikke er god nok til at blive elsket bare for den, han er.”