For et par år siden skulle jeg være med i folkekirkens podcast ”Næstekaffe”, hvor jeg skulle tale med Lisa Tikkanen Pagh, der er præst i Christianskirken i Kongens Lyngby nord for København. Vi skulle tale om identitet. Jeg havde meldt mig ud af folkekirken som 18-årig – den skulle ikke tage mine penge, det bras gad jeg ikke være en del af.
Da jeg skulle mødes med hende, var jeg stadig ungdommeligt forudindtaget om religion og kirke. Nu skulle jeg tale med en præst, der ville fortælle mig, hvorfor kirken er sådan et godt sted at være, tænkte jeg. Det ville sikkert blive kedeligt, og jeg ville gå uenig og uoplyst fra kirken. Men det viste sig at blive et meget givende møde, der helt tog fusen på mig.
Jeg havde en gammeldags tanke om, at præster aldrig har haft det vildt sjovt. De har ikke været fulde eller gjort dumme ting. Men det viste sig, at præsten og jeg faktisk havde meget tilfælles. Hun havde også haft usikre tanker om sig selv og sin krop og om, hvad hun egentlig skulle med sit liv. Vi fandt hinanden i det. Mine 20’ere var en klump af år, hvor jeg ikke havde det særlig godt med mig selv, og jeg brugte lang tid på at lede efter den rigtige vej.
Det er først, efter at jeg er blevet 30 år, at jeg har fundet min kæreste, og vi har fået børn, og jeg har fundet ud af, hvad jeg skal bruge mit arbejdsliv på, at jeg har fundet min plads i livet. Og jeg har dunket mig selv i hovedet med, at jeg på vejen derhen har taget en masse omveje og for eksempel har brugt tre år på at stå på ski og drikke mig fuld. Og jeg har brugt så meget energi på at tænke grimt om mig selv, være på slankekure og haft relationer til mænd, der måske ikke var så konstruktive. Alt det fortalte jeg hende om.
Så sagde hun, at jeg måske skulle begynde at tilgive mig selv. At det er godt at låne Guds briller en gang imellem, fordi det giver et meget nådigt blik på en selv. Jeg gik ind til mødet med en forventning om, at jeg ikke kunne rykkes i mit syn på folkekirken. Men jeg gik derfra med en følelse af, at det var rart, at der var en, som ville hjælpe mig et andet sted hen.
Jeg har venner, der kender mig rigtig godt, og jeg har i øvrigt talt med masser af psykologer, men der er ikke nogen, der har sagt noget så betingelsesløst til mig: at jeg skulle tilgive mig selv. Jeg tror, det var derfor, det ramte mig. Det var meget befriende, at hun som en slags moderlig autoritet lettede noget i mit liv med de ord. Jeg har stadig et billede af mig selv som en, der indimellem pisker sig selv. Når jeg bliver ramt af den slags selvkritiske tanker, husker jeg på, hvad Lisa sagde. Jeg skal tilgive mig selv for de valg, jeg har truffet gennem mit liv.
For nogle weekender siden var jeg til konfirmation. Vores ældste barn er ikke døbt, fordi jeg tidligere har tænkt, at jeg ikke bruger kirken nok, og at mine børn skal have lov til at træffe deres egne valg. Men nu sad jeg der i Budolfi Kirke i Aalborg på en stol – som min kærestes farfar har snedkereret – og blev højstemt og spurgte mig selv, om det var et forkert blik på dåben. Fordi kirken kan så meget andet end det, jeg tidligere har taget med mig. Lisa kunne så meget andet.
Og jeg har nok også erkendt, at der ikke nødvendigvis er krav i kirken til, hvordan man skal være troende. Man kan plukke det, der passer til en, og hvis man plukker bare en lille smule, er det helt o.k. For Gud har de nådige briller på. Og nu overvejer vi at få døbt begge vores børn på samme tid.