Prøv avisen

Pilgrimme får hus på klosterruin i Maribo

Pilgrimshuset ejes af Refugiet Lolland-Falster og drives på et folkekirkeligt grundlag. Omkring 25 frivillige er involveret i projektet. Foto: Annette Greenfort

At bevæge sig gennem landskabet som pilgrim er en meditativ vandring, der kan føre ind i en indre tomhed

Hvad er egentlig en pilgrim? Det spørgsmål er pilgrimspræst Elizabeth Knox-Seith ofte blevet stillet. I øjeblikket har den 54-årige præst travlt med at få detaljerne på plads inden åbningen af Pilgrimshuset ved Maribo Domkirke.

”Jeg bliver jævnligt spurgt, om man kan være pilgrim uden at være kristen. Svaret er ja. Pilgrimsbevægelsen er en bred bevægelse, som favner en moderne længsel mod noget, som er større end en selv. Når man går pilgrimsvandring, går man mod noget helligt, som ikke behøver at være et helligt sted, men man vandrer mod noget, som er større end en selv,” siger Elizabeth Knox-Seith.

I Pilgrimshuset er der herberg med billige overnatningsmuligheder og café, og med tiden vil der også blive holdt retræter i huset, måske kombineret med vandringer. For Lolland-Falsters biskop Steen Skovsgaard er huset indfrielsen af en vision, han har arbejdet med, siden han i 2008 begyndte at arbejde med en idé om at afholde retræter for ledere og medarbejdere i erhvervslivet og den offentlige sektor. Det førte til oprettelsen af Den Erhvervsdrivende Fond Refugiet Lolland-Falster for otte år siden. Fonden ejer det istandsatte hus. Han siger:

”Vi får ved siden af Domkirken et folkekirkeligt sted, som kan være med til at styrke fællesskab og personlig fordybelse i den kirkelige tradition og spiritualitet, som er vores. Det er vigtigt, for jeg tror, at ud af fordybelse kommer fornyelse, og det vil vi gerne bidrage til.”

Samtidig med at huset bliver indviet, bliver der også nye muligheder for at gå pilgrimsvandring på egnen. For snart 10 år siden udkom første bind i serien ”Den danske klosterrute”, og Elizabeth Knox-Seith har arbejdet med at føre ruten videre til Lolland-Falster. Der er en bog på vej om ruten og i samarbejde med kommunerne på Lolland-Falster bliver der sat skilte op, så man kan vandre på klosterruten. Ruten strækker sig over 200 kilometer og går blandt andet gennem Maribo. Ifølge Elizabeth Knox-Seith er det afgørende for en pilgrim dog slet ikke, hvor langt man går.

”Som pilgrim kan man gå alt fra to meter til 25 kilometer på en dag. Der er ingen faste rammer. Pilgrimsvandring er en meditativ vandring, hvor man kan sidde i en stol og være på vandring. Det siges, at den længste vandring er bevægelsen fra hjernen mod hjertet. Hvis man fastholder det synspunkt, kan man gå pilgrimsvandring, uanset at man ikke kan bevæge sig.”

I forbindelse med oprettelsen af klosterruten på Lolland-Falster er der sat informative skilte op, hvor nøgleordene er fællesskab, frihed og fordybelse. De tre ord er også dækkende for den tilgang til pilgrimsvandringen, som Elizabeth Knox-Seith har mødt, når hun som pilgrimspræst har vandret med grupper. Når hun skal forklare den brede interesse for pilgrimsvandring, peger hun på den frihed, som er forbundet med at være pilgrim.

”Pilgrimsvandring er en indre bevægelse, som foregår ude i det fri, hvor langsomhed og roen er det væsentlige. Det gælder ikke om at tilbagelægge mange kilometer på kort tid. Jeg tror, det moderne menneske generelt godt kan lide at være på vej hellere end at knytte sig til et sted. Mange føler, at de er mere frie, når de er ude.”

I Pilgrimshuset forventer man, at nogle pilgrimme vil bruge et par dage til at komme sig i huset. Her kan de dele deres erfaringer fra vandringen med andre. Vabler og trætte ben er ikke nødvendigvis den eneste udfordring, man kan møde.

”Der er mennesker, som oplever en tomhed, når de går. Man spørger, hvorfor man går her, samtidig med at man mærker en fysisk smerte. Den slags kriser er slet ikke ualmindelige.”

Hendes råd, er at man sætter god tid af til vandringen. Mange pilgrimme kan fortælle, at vandringen efter en tid ændrede karakter, og de erfarede det, som beskrives i Salmernes Bog: Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.

”Jeg har mødt mange pilgrimme, som har været gennem et sygdomsforløb eller en livskrise og bruger vandringen til at restituere sig. Når man går, kan man opleve, at man bliver båret på en anden måde, og man får kraft og styrke tilbage.”