Prøv avisen

Platon – den vestlige filosofis grundlægger

Filosoffen Platon Foto: Tegning af Rasmus Juul

Den gamle græker mente, at det gode liv og det gode samfund måtte afspejle universets orden

Ligesom universet styredes af idéerne med det godes idé i spidsen, måtte fornuften være styrende for det gode liv. Og de mest fornuftige – filosofferne – måtte lede samfundet.

Livets tre kredse

Vi lever vort liv i tre kredse, hvor hver kreds stiller os over for hver sit store filosofiske spørgsmål. Den inderste kreds er vores personlige liv, hvor spørgsmålet er, hvordan livet lykkes bedst, hvordan vort liv bliver et godt liv. Det er det livsfilosofiske spørgsmål.

Den næste videre kreds er livet med de andre, hvor spørgsmålet er, hvad der er ret og rimeligt i forhold til andre. Det etiske spørgsmål. Den yderste og største kreds er livet i samfundet, hvor spørgsmålet er, hvordan samfundet indrettes for at være retfærdigt – for at kunne sikre frihed, lighed og broderskab. Det politisk-filosofiske spørgsmål.

Hen over sommeren vil jeg her i avisen fokusere på svarene på disse tre spørgsmål hos seks forskellige filosoffer.

Platons filosofi

Man vil et langt stykke kunne leve sit eget liv, sit liv sammen med andre og sit samfundsmæssige liv ledet af skik og brug, af traditionen. Men i tider, hvor der sker ændringer i livsformen, og hvor man møder helt fremmede livsformer, konfronteres man i stigende grad med de tre nævnte spørgsmål, og det kan føre til mere gennemtænkte forsøg på at besvare dem. Det var situationen omkring 400 f.Kr., hvor Platon tog fat på disse spørgsmål.

Det er nærliggende at tænke sig, at både det gode og rette liv og det retfærdige samfund må være det liv og det samfund, som er i overensstemmelse med menneskets natur. Netop sådan tænkte også Platon, og derfor er grundlaget for hans filosofi hans syn på mennesket.

Det er for Platon tydeligt, at der i mennesket er noget højere og noget lavere. Det højere er fornuften, som har sit sæde i hovedet, og som leder og holder på deres rette plads de to andre dele af sjælen, nemlig dels viljen, som har sit sæde i brystet, dels ”bugens og underlivets behov og drifter”.

Platons menneskesyn

Af dette menneskesyn giver sig, hvad der er den gode og rette livsførelse. Det er et liv, hvor der er harmoni eller retfærdighed mellem de tre dele af mennesket. Harmoni og retfærdighed er der, hvor såvel behov som vilje underordner sig fornuften, og hvor fornuften bruger viljen til at holde behovene på plads.

Da lever man efter dyden visdom, hvor fornuften bruges på rette måde, efter dyden mod, hvor viljen lader sig lede af fornuften, og efter dyderne besindighed og mådehold, hvor begæret lystrer fornuften.

Af dette menneskesyn følger også, hvad der er det retfærdige samfund. Det er et lagdelt samfund, hvor de, der har udviklet deres fornuft mest, altså filosofferne, regerer. Deres vise ledelse gennemføres via vogterne, det vil sige de mennesker, der har til opgave at sørge for ro og orden både indadtil i samfundet og udadtil i forhold til andre samfund. Gennem denne ledelse og styring sikres, at producenterne – bønder og handelsfolk – underordner sig og løser deres opgave på fornuftig vis. Igen tilvejebringes samfundets harmoni og retfærdighed altså gennem filosoffernes visdom, vogternes mod og producenternes besindighed og mådehold.

En helhedsforståelse

Når Platon tænker om mennesket, det gode og rette liv og det retfærdige samfund på denne måde, hænger det sammen med, at det for ham er givet, at virkeligheden eller kosmos er indrettet således, at der i kosmos findes noget højeste og styrende – nemlig de uforanderlige idéer med det godes idé i spidsen. Det er idéerne, som organiserer og opretholder fænomenerne, det vil sige de foranderlige, materielle ting.

På denne måde grundlægger Platon en filosofisk tænkemåde – metafysikken eller systemfilosofien – som søger en helhedsforståelse af virkeligheden. En helhedsforståelse, der rummer både en verdensanskuelse, det vil sige en forståelse af verdens beskaffenhed, og en livsanskuelse, det vil sige en forståelse af, hvad det kommer an på i det personlige liv, i fællesskabet med andre og i samfundet. Og der er den sammenhæng mellem verdensanskuelse og livsanskuelse, at universets orden afgiver grundlaget for værdiernes orden. En sådan metafysik eller systemfilosofi har været hovedstrømmen i filosofien helt frem til midten af 1800-tallet.

Skepsis overfor Platon

I dag er de fleste nok så skeptiske over for denne. Nok er det rimeligt at antage, at der er nogle grundlæggende værdier i såvel det personlige som det fællesskabsmæssige liv, men disse værdier udgør en flerhed og kan ikke rangordnes i et system med en enkelt højeste værdi. Og nok er det rigtigt, at den givne natur og den givne menneskelige natur sætter grænser for, hvordan mennesker kan indrette deres livsførelse og deres samfund, men man kan ikke sige, at en bestemt livsførelse og en bestemt type samfund er ”det naturlige”.

På den måde er Platon ikke længere den store læremester, i forhold til hvem resten af filosofien har karakter af fodnoter. Men Platon var ikke kun systemtænker.

Han var også en tænker, som – dybt inspireret af en anden græsk filosof, nemlig Sokrates – praktiserede en meget åben form for kritisk undersøgelse af grundlaget for såvel vore antagelser om virkeligheden som vores handlingsorienterende idéer. I egenskab heraf er han et stadigt inspirerende forbillede for alle senere filosoffer. For en sådan kritisk undersøgelse af de forestillinger, vi allerede har og mere eller mindre tager for givet i vor foretagsomhed og i vort liv med hinanden, er selve filosofiens kerne.

Dialogen er sekundær

Når Platon skrev alle sine værker som dialoger – samtaler mellem Sokrates og en eller flere medborgere – var det netop, fordi den åbne og kritiske fælles undersøgelse af vore antagelser om virkeligheden og om værdierne var hans hovedanliggende.

Dialogen kan indimellem blive noget temmelig sekundært – således i den største dialog ”Staten”, hvor systemfilosofien dominerer – men i de fleste dialoger er situationen den, at omend det bliver tydeligt, at mange af vore gængse antagelser er tvivlsomme, og omend vi får en fornemmelse af, i hvilken retning, sandheden skal søges, ender dialogen i en uafsluttet søgen og åbenhed.

Hans samfundsfilosofi kan vi ikke bruge til noget i dag, men hans tanke om, at det gode liv forudsætter, at vi bruger vor fornuft til at ville det rette og til at styre vore behov og lyster, må siges at have gyldighed også i dag, selvom vi nok vil mene, at der er mange forskellige livsformer, som opfylder denne betingelse.