Prøv avisen

Plejehjemmet, hvor der ikke er noget, der hedder: ”Det har jeg ikke tid til”

Leder af Dragsbækcentret Lotte Bloch gør klar til tyrolerfesten sammen med beboer Inge Bodil Nielsen. – Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Det gælder om at behandle både beboere og pårørende, som man selv ønsker at blive behandlet, fastslår plejehjemsleder fra Dragsbækcentret i Thisted

10 minutter på cykel – så er Kirsten Goul-Jensen fremme ved plejecentret, hvor hendes mand, Egon Goul-Jensen, har boet de seneste tre år. Hun tager turen så godt som hver dag, men det er langtfra hver dag, hun kan tale med sin Egon. Den tidligere landpost, der med hustruens ord kunne have skrevet en hel bog om sine oplevelser på den faste postrute, har ikke længere så mange ord. Han er dement og er afhængig af hjælp til alt.

Jo mere han vender sig indad, desto mere har Kirsten Goul-Jensen brug for personalets opbakning og fortrolighed.

”Det var slemt at måtte sende ham af sted,” siger hun, der har været gift med Egon i snart 57 år. Og efter en pause, hvor hun lige må tørre øjnene:

”Men det var nødvendigt, og når det nu skulle være, så betød det alverden, at det kunne blive her.”

”Her” er Dragsbækcentret i Tilsted lige uden for Thisted i Thy. 32 beboere i lige så mange lejligheder har deres hjem i den vidtstrakte røde teglstensbygning. Dertil kommer et stort antal ægtefæller, børn og børnebørn, der har deres faste eller periodevise gang på plejecentret for at være sammen med deres kære.

I det kan der ligge en indbygget konflikt. Som beskrevet tidligere i Kristeligt Dagblad er mange pårørende til plejehjemsbeboere frustrerede og føler, at de for ofte bliver negligeret af et fortravlet personale, der heller ikke ser de ældres behov.

Men det er en oplevelse, som Kirsten Goul-Jensen ikke deler.

”Når der er noget, så snakker vi om det. Nu for eksempel det, at det er meget vigtigt for mig, at min mand og jeg deltager sammen i gudstjenesten her hveranden onsdag. Troen har altid været vigtig i vores liv, og det er den stadig, selvom min mand nok ikke får så meget ud af det. Det er der forståelse for, fordi vi har snakket om det,” siger hun.

I en lejlighed i en af stueetagens lange gange er Jytte Haagh på besøg hos sin far, Egon Jeppesen Haagh. Hun kommer forbi, så tit hun kan få det passet ind, oftest et par gange om ugen. På gangen ovenover bor hendes mor, Marie Jeppesen Haagh. Ægteparret fejrede sidste sommer diamantbryllup og holder stadig sammen, men på grund af Maries demens er det for belastende for ægtefællerne at bo i den samme lejlighed. Derfor foranstaltede personalet her i sommer, at Jytte Haaghs far kunne få sin egen lejlighed på Dragsbækcentret.

”Det er fantastisk at opleve, hvordan min far er blomstret op igen. Det kan vi takke personalet for, fordi de fik ham overtalt til at flytte,” siger Jytte Haagh.

Hun har kun lovord tilovers for sit samarbejde med lederen, Lotte Bloch, og det øvrige personale på Dragsbækcentret.

”Nogle gange skal man lede lidt for at finde en fra personalet, man kan snakke med, men det lykkes altid,” siger Jytte Haagh.

Et aktuelt eksempel er, at hun forleden oplevede sin mor være meget urolig, uden at moderen kunne give udtryk for, hvad uroen skyldtes. Den besked gik videre til personalet, og i dagene efter blev det opklaret, at Marie Jeppesen Haagh havde ondt på grund af forstoppelse.

”Det er vigtigt med den dialog, for ellers kan tingene hurtigt vokse sig store og komplicerede,” siger Jytte Haagh.

For hendes far, der er tidligere murer, er forandringen i forbindelse med flytningen til egen lejlighed på centret mærkbar. Han er nu plejecentrets mest selvhjulpne beboer og går blandt andet til hånde, når der skal flyttes borde eller stole til et af de mange arrangementer, der foregår. Denne formiddag har han netop været til ”gårdsang” i opholdsstuen, hvor der både blev sunget ”Marken er mejet” og skålet i ”en lille en”.

”Det er jo ikke så sjovt, at man skal slutte et ægteskab sådan her, men det gode er, at jeg kan kigge op til Marie, så tit jeg vil, og gå ned til mig selv igen, hvis hun skælder for meget ud,” siger Egon Jeppesen Haagh.

De individuelle behov – og løsninger både hos beboere og pårørende – har ligget Lotte Bloch meget på sinde, siden hun blev leder af Dragsbækscentret for to år siden.

”For at få det til at fungere er det helt nødvendigt, at kommandovejene er korte,” siger hun og fortsætter:

”Men det vigtigste er nok, at der i samarbejdet med de pårørende ikke er noget, der hedder: ’Det har jeg ikke tid til.’”

På Dragsbækcentret har Lotte Bloch sammen med teamlederen Anette Kjærby Thomassen arbejdet systematisk med kommunikationen mellem personalet og de pårørende. Centret er det første sted i Danmark, hvor personalet har været igennem et undervisningsforløb organiseret af et rejsehold fra Videnscenter for værdig ældrepleje under Sundheds- og Ældreministeriet.

”Tidligere kunne der være en tendens til, at personalet gemte sig eller sørgede for at have travlt med andre opgaver, når der dukkede en pårørende med et problem op. Nu går vi dem i stedet for i møde og tager tingene i opløbet. Det er ikke raketvidenskab, men praktiske opgaver, der skal løses gennem god kommunikation og ved at afstemme forventningerne,” siger Lotte Bloch.

Det sker, at den pårørendes behov er anderledes end beboerens, og her kan det være en udfordring at få enderne til at mødes.

”Det kan være banale ting, som at en pårørende henvender sig om en plantekrukke, der står uden for faderens dør, fordi han ellers ville falde over den, eller om en plet på en trøje, som moderen ikke ønsker at få skiftet. Men det er min holdning, at ingenting er for småt til at finde en løsning på. Det handler om ordentlighed og respekt, og det er helt essentielt, at vi altid behandler andre, som vi selv ønsker at blive behandlet. Det gælder naturligvis også både beboere og pårørende,” siger Lotte Bloch.

Det er derfor også Lotte Blochs ønske, at Dragsbækcentret skal være et åbent sted, hvor det gode liv leves. Det betyder, at der hver eneste uge er flere aktiviteter for beboerne, som også de pårørende er velkomne til at deltage i. Det kan være alt fra fællessang og bankospil til udflugter med centrets bus. Om sommeren er det også muligt at ”tage på camping”. På plænen bag ved plejecentret, der ligger lige ned til Limfjorden med kig til Mors, er der i sommermånederne opstillet en campingvogn med fortelt, hvor beboerne og deres pårørende kan opholde sig.

Men hvad der især adskiller Dragsbækcentret fra andre plejehjem er dets mange årlige fester. Der er eksempelvis sankthansfesten, påske- og julefrokosten, og om vinteren afholdes den store snefest, hvor den vigtigste aktivitet er en sneboldkamp. Med nedfrosset sne, hvis det ikke lige skulle være snevejr på dagen.

Sidste år blev plejecentret landskendt via et indslag i ”Go’ morgen Danmark” på TV 2 på grund af en stor gallafest med limousinekørsel, gourmetmiddag og underholdning med Johnny Hansen fra Kandis. Dengang fejrede centret nyheden om, at det var gjort til hovedarving i to tidligere beboeres testamente.

I dag fester de så igen. For nu er boet gjort endeligt op, og Thisted Kommunes borgmester, Ulla Vestergaard (S), er klar til at overrække en check på den gode side af en million kroner. Temaet er tyrolerfest, og alle sejl er sat til:

I formiddag er der musikalsk underholding, og der serveres pølser og æbleskiver. I aften bliver der dækket op med rødternede duge, menuen står på wienerschnitzel med brasede kartofter, og orkestret Tyrolerklang spiller op til dans. Og naturligvis er der store krus fadøl til alle.

I ugens løb har flere af beboerne haft besøg af en damefrisør, ligesom de med hjælp fra deres pårørende har anskaffet sig tyrolerkjoler og for mændendes vedkommende ternede skjorter og bukser med seler.

”Det fremgår af testamentet, at pengene eksempelvis skal bruges i forbindelse med fester og underholdning. Med andre ord til tant og fjas, og det passer os virkelig godt,” siger Lotte Bloch, der også selv trækker i tyrolerkjole og paryk med lange fletninger i aften.

”Det faktum, at vi har en klækkelig sum til ’fest og farver’, er pragtfuldt. Det beriger dagligdagen. Vi tager udgangspunkt i, hvad beboerne har lyst til og glæde af, uden at der skal kigges så meget på økonomien. Vi er kendt for festerne, og det er skønt, at der hver gang er så mange, såvel beboere som pårørende og pensionister fra lokalområdet, der deltager. Det giver liv i huset,” siger hun og tilføjer, at det hele ikke kunne lade sig gøre uden frivillige hænder.

”Vores mange frivillige yder en uvurderlig indsats og hjælper til ved både hverdag og fest. Vores aktivitetsmedarbejdere Anna Odgaard og Pia Pedersen har den primære kontakt med de frivillige, men hele personalets ånd og opbakning er vigtig i forhold til, at vi er et plejehjem med tryk på hjem. Livet skal leves hele livet, og selv en regnfuld mandag kan blive en ’festdag’ med impulsiv dans og Baileys til formiddagskaffen.”

"Jeg håber, at det er her, jeg kommer hen, hvis jeg en dag ikke længere kan klare mig selv,” siger Kirsten Goul-Jensen, der hver dag cykler hen for at besøge sin mand, Egon Goul-Jensen, på Dragsbækcentret. – Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Jytte Haagh er på besøg hos sin far Egon Jeppesen Haagh og skal lige prøve, om hatten passer. De har begge glædet sig til tyrolerfesten. – Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix