Der sidder en lille hund med i spisestuen, når fadene med pålæg rækkes over bordene på Friplejehjemmet Hesselvang i Farsø i Vesthimmerland. Hunden hedder Fifi, den er lille af størrelse, og den har, i modsætning til reglerne på de fleste plejecentre, fået lov at flytte ind på hjemmet sammen med sin 80-årige ejer, da hun blev visiteret til en plads for nu tre år siden.
Det er plejehjemmets bestyrelse, der har bestemt, at kæledyr er tilladt på hjemmet. Ligesom det også er bestyrelsen, der har bestemt, at beboerne skal være med til at sætte rammerne om det meste, der foregår i hverdagen på hjemmet. Det gælder blandt andet, hvilken tid beboerne hver især ønsker at komme i seng, hvilke retter, de ønsker sig flere af fra køkkenet, og om plejehjemmets næste investering skal være i et drivhus eller i nye højbede i sansehaven.
”Det behøver slet ikke at være så bøvlet,” siger Pia Nielsen.
Hun er leder af friplejehjemmet, og i disse dage en meget stolt én af slagsen. Tidligere på ugen blev friplejehjemmet nemlig kåret til årets bedste plejehjem, da landsorganisationen Danske Seniorer bad sine medlemmer om at udpege, hvilket plejehjem, de synes, tilbyder de bedste rammer for landets ældre.
”Jeg tror måske mest af alt, det handler om, at vi har så kort vej fra idé til handling her på stedet. Da en beboer i vinter blev ved med at tale om, hvor meget hun ønskede sig at prøve at kælke igen, kiggede vi på hinanden – og så gik der ikke mere end 20 minutter, før en medarbejder var på vej hjemad for at låne sine børns kælk til beboeren,” fortæller Pia Nielsen.
”Det er jo beboernes hjem, så naturligvis skal vi spørge dem, hvordan de ønsker, her skal være,” tilføjer Dorthe Bredtoft, der er sosu-medarbejder på stedet.
”Og allerhelst ser vi, at livet her bliver som en forlængelse af det liv, de levede, før de kom. Derfor igangsætter vi også de aktiviteter, beboerne ønsker. Vi har både herre- og dameklub, der drives af frivillige. Vi har gymnastiktræning, gudstjenester, historiefortælling og en bus til otte personer, vi kan komme ud med.”
I Danmark bor omkring 40.000 personer over 65 år på plejehjem. Halvdelen af beboerne bor der i mere end fire år, før de dør. Og når man hører om tilværelsen for de 24 beboere på Friplejehjemmet Hesselvang, lyder det umiddelbart ikke så værst. Virkeligheden er dog broget, og langt oftere end de gode eksempler, popper historier om omsorgssvigt, personalemangel, fejlmedicinering og mistrivsel op i mediebilledet. I kommunerne har man forsøgt at finde løsninger i årtier, men opskriften på gode og værdige rammer på landets plejehjem synes sværere at finde end som så. Men hvordan står det i grunden til derude på landets plejehjem – det, der for lidt mere end hver femte dansker bliver livets sidste adresse?
Et spørgsmål om overskud
”Av, det gør ondt!”, råbte Else Larsen. Hun var 90 år, demensramt, og så var hun beboer på det plejecenter i Aarhus, der sidste år blev forsynet med et skjult kamera. Optagelserne, der blandt andet viste, hvordan den gamle kvinde mod sin vilje hang i en lift over sin seng og blev nægtet at blive hejst ned, før hun havde besørget, blev vist i TV 2-dokumentaren ”Plejehjemmene bag facaden”. En dokumentar, der skabte heftig debat om, hvorvidt vi i Danmark kan være vores ældrepleje bekendt, og som fik interesseorganisationer til at råbe på et endeligt opgør med måden, hverdagen ser ud på mange plejecentre. Det gjaldt blandt andre Alzheimerforeningen, der senere kunne dokumentere, at eksemplet på svigtet af Else Larsen i TV 2’s dokumentarudsendelse langt fra er enkeltstående. I en analyse, som foreningen foretog for nu et år siden, fandt man tilfælde af omsorgssvigt på plejehjem i 44 af landets 98 kommuner over en treårig periode. Og spørger man danskerne, som Epinion gjorde på vegne af Ældresagen sidste år i en befolkningsundersøgelse om holdning til velfærd og ældrepleje, er det næsten halvdelen, der mener, at ældre slet ikke eller kun i mindre grad modtager værdig pleje og omsorg, som det ser ud i dag. Og det er velbegrundet, i hvert fald i alt for mange tilfælde, mener Nina Bruun. Hun er seniorkonsulent og ansvarlig for plejehjemsområdet i Ældresagen, hvor hun på mange parametre ser plejen og omsorgen for de ældre på landets plejehjem halte:
”Der er en stor udfordring i, at der i mange år har været så mange gode hensigter, initiativer og tanker omkring, hvordan vi løfter værdigheden på plejecentrene, men virkeligheden og pengene følger simpelthen ikke med. Og så står vi med en kæmpe demografisk udfordring i, at de ældre bliver flere og flere, mens der ikke bliver flere pladser på centrene, og mens der bliver stadig større personalemangel. Det gør, at der kun bliver tid til det mest nødvendige og ikke til den ekstra omsorg og de relationer, det kræver, at skabe god livskvalitet for vores ældste og svageste,” siger hun.
De ældre på plejecentrene virker mere optimistiske. For de fleste gælder det, at de egentlig er meget godt tilfredse med den hjælp og den personlige pleje, de modtager, så længe de er der. I hvert fald var det resultatet af en brugerundersøgelse, som Epinion udførte for Sundhedsdatastyrelsen tilbage i begyndelsen af 2020, før coronakrisen brød ud. Her svarede 92 procent af de adspurgte beboere, at de var tilfredse eller meget tilfredse med den praktiske hjælp, mens det samme gjorde sig gældende til spørgsmålet om, hvorvidt de var tilfredse med plejen.
”Det er dog værd at have for øje, at mange af de ældre mennesker, der er afhængige af andres hjælp, nødigt vil sige noget dårligt om dem, der hjælper dem,” siger Nina Bruun som kommentar til undersøgelsen.
”De ved jo godt, at det ikke er medarbejdernes skyld, men derimod de rammer og betingelser, de arbejder under, der er noget galt med. Og derfor er de taknemmelige for den hjælp, de får, selvom den er mangelfuld. Når det så er sagt, så er der helt sikkert også steder, hvor det fungerer godt. Men det duer ikke, hvis det skyldes, at nogle medarbejdere må blive en halv time efter, de egentlig skulle have haft fri, som vi hører, det er tilfældet flere steder. Faglighed og kvalitet i plejen er jo ikke kun at børste tænder og skifte en ble, men også at have tid og overskud til den kop kaffe eller den samtale, der måske kan forhindre, at beboeren bliver udadreagerende eller føler sig ensom, og den bliver der altså mindre og mindre overskud til derude.”
Fagligheden kommer under pres
På Mona Jepsen sidder to af de varme hænder, som der ofte tales om, at der er mangel på. Hun er social- og sundhedsassistent på en afdeling for demensramte på et plejecenter i Vejen Kommune. Et stort center, hvor der bare på Mona Jepsens afdeling bor 18 ældre, og hvor personalet indimellem må løbe stærkt for at nå rundt til dem alle.
”Gennem de 11 år, jeg har været ansat i faget, har jeg oplevet, hvordan der bare er blevet effektiviseret, effektiviseret og effektiviseret. Det rammer et sted, der i forvejen gør ondt, for samtidig har jeg en oplevelse af, at mine kolleger med erfaring og kompetencer langsomt siver ud med jobskifte og pension og erstattes med nye, hvor jeg skal være heldig, hvis der bliver ansat en faglært,” fortæller hun.
”Og det går jo hårdt ud over fagligheden, når vi ikke er nok på arbejde med de rigtige kompetencer. For pludselig får jeg et ansvar, der ikke før var mit. Og jeg kan være bange for, at der er noget, jeg overser, eller at jeg ikke får overleveret de rigtige informationer om de demensramte, som ofte ikke selv er i stand til at udtrykke deres behov. Det synes jeg virkelig kan være slidsomt, og det går ud over mit overskud til at drage omsorg,” siger hun.
Tine Rostgaard er professor på institut for samfundsvidenskab og erhverv på Roskilde Universitet, hvor hun blandt andet forsker i udviklingen i ældrepleje og demografi. Fra sin forskning kender hun til mange beretninger magen til Mona Jepsens om et plejepersonale under stort pres på landets ældrecenter, og også hun peger på netop personaleudfordringer som plejecentrenes helt store gordiske knude. Det forventes, at antallet af ældre allerede i 2030 vil være steget voldsomt, og der vil ifølge fagforeningen FOA til den tid mangle knapt 40.000 medarbejdere i ældreplejen.
”Der er simpelthen ikke kommet det antal nyuddannede ud af skolerne, som man har håbet på,” forklarer Tine Rostgaard.
”Over de seneste år er der helt klart sket en udvikling blandt medarbejderne, der generelt oplever at have mindre tid og føle sig mere utilstrækkelige. Mange fortæller, at de ikke føler sig anerkendt i deres fag, og at der ikke er tid til omsorgen og til samtalen med borgerne. Der er med andre ord skåret helt ind til benet, og det bliver til en vaskeklud foroven og en vaskeklud forneden til den enkelte beboer, før det er videre til den næste,” siger hun.
Succesen kan ikke sættes på formel
På Friplejehjemmet Hesselvang i Farsø bliver medarbejderne gerne hængende, når de først er blevet ansat. Udskiftningen er lille, og også sygefraværet er det lykkedes plejehjemmet at holde på et minimum. Her er alle stedets fastansatte medarbejdere uddannede til det, de beskæftiger sig med. I beboernes lejligheder er det sygeplejersker og sosu-medarbejdere, der hjælper med toiletbesøg, brusebad og medicinering. I køkkenet arbejder uddannet køkkenpersonale, og rengøringen på stedet varetages primært af rengøringshjælpen, der er ansat til det formål. Det skaber et overskud for de ansatte.
Og netop det overskud nævner leder af Friplejehjemmet Hesselvang Pia Nielsen, når man spørger hende, hvad svaret kan være på stedets succes og nu fine titel som landets bedste:
”Jeg tror, det her med, at vi har stor tillid til personalets dømmekraft og beslutninger, betyder rigtig meget. Og når personalet trives, smitter det af på beboerne, der også har tillid til, at vi gør, hvad vi kan. Den anden dag til vores beboermøde var der en, der sagde, at her på stedet snakker personalet til de ældre og ikke kun til hinanden. Det stod i modsætning til det, hun havde oplevet på et tidligere plejecenter. Jeg tror netop, at det er den slags, der gør noget af forskellen,” siger Pia Nielsen.
Om Friplejehjemmet Hesselvang har fundet svar på, hvordan modellen for det bedst tænkelige ældreliv på et plejecenter ser ud, kan måske kun beboerne selv vurdere. For det er forskelligt, hvordan det gode liv for samfundets ældste og svageste ser ud, fortæller Lone Grøn. Hun er antropolog og forsker ved VIVE – Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, hvor hun blandt andet har udført et stort internationalt feltstudie af, hvad det gode liv kan siges at være, når mennesker er udfordret i alderdommen.
”Alderdommen er jo sjældent det glansbillede, som man måske kunne ønske sig, hvor det er muligt at leve et godt, sundt og aktivt ældreliv. Når man kommer på plejehjem, er det jo, fordi man ikke længere kan pleje sig selv, og rigtig mange er udfordret af sygdom og demens. Mange har også en iboende angst for, at de som mennesker ikke længere har værdi, oplever jeg. Derfor er det vigtigt, at vi forstår, at det gode gamle liv ikke kan sættes på formel,” siger hun.
Det er endnu en årsag til, at et presset personale og et håb om at øge livskvaliteten på landets ældrecenter er en kombination, der ikke er meningsfuld. For det, der kan skabe værdi i et meget udfordret ældreliv, kræver ofte både tid, kendskab og en stor indsats fra personalet, siger Lone Grøn.
”Noget, der gør mig optimistisk på plejehjemmenes vegne, er, at jeg synes, vi oplever et større fokus på den form for kerneomsorg. Det bliver i høj grad efterlyst, og det er en begyndelse. Det handler ofte om at gribe øjeblikket, hvor der opstår værdi. Det kan være små ting, der sker i hverdagen, som at en beboer får øje på et tøjdyr, der kan give følelsen af noget omsorg eller værdi – og det skal personalet jo have overskud for at opdage og handle på,” siger hun og fortsæter:
”Det kan ikke sættes i system sammen med vagtplaner og måltidsrytmer, og det kan være hårdt arbejde for personalet, da de skal være meget nærværende. Men der er samtidig noget utroligt livgivende ved at være i det åbne møde med det, der giver vores svageste ældre noget glæde lige her og nu. Og det, tror jeg, kan være med til at gøre arbejdet mere meningsfuldt for dem, der skal hjælpe de ældre til bedre livskvalitet. Så der er absolut kun noget at vinde, hvis det lykkes at give medarbejderne det overskud, det kræver.”