Ditte Holm sidder i sin lænestol på livets sidste adresse. Lejligheden er lys med panoramavinduer, hvorigennem man kan skimte Sortedams Sø. Hvis man altså kan se, som Ditte Holm konstaterer og griner. Hun er 97 år, stort set blind og har boet på Plejecenter Sølund siden februar. En 40 år gammel betonbygning med 150 beboere fordelt på seks etager, hvor hver lejlighed har en karnap, så alle kan skimte vandet.
Selve lejligheden er minimalistisk indrettet. Ud over det lille lænestolsarrangement med tebord og plastikblomster i vase hænger lidt malerier på væggene, et tv og en cd-afspiller, så Ditte Holm kan lytte til e-bøger og til Bibelen. Det er herfra, hendes verden går, og det er netop det, vi skal tale om. Tilværelsen på livets sidste adresse.
Faktisk er plejehjemmet et såkaldt profilplejehjem for ældre med en særlig interesse for musik. På stedets hjemmeside står der, at musikken bruges plejefagligt i forbindelse med eksempelvis måltider.
”Vi tilbyder også en lang række musikalske aktiviteter, for eksempel fællessang, musikcafé og koncerter, og vi deltager i gadefesten Distortion, Vinterjazz og Copenhagen Blues Festival.”
Der står også, at personalet oplever, at musikken skaber ro og glæde og leder de ældres hukommelse på gled. Ligesom der står, at den ældre, når vedkommende flytter ind, vil blive spurgt til musikalske præferencer.
Ditte Holm kigger forvirret, da Kristeligt Dagblad nævner beskrivelsen. Ganske vist kan tv’et i opholdsstuen være skruet meget højt op, men ellers er her mest stille. Hendes humor fejler intet.
”Men altså, det kan jo være, det kommer,” siger hun og konstaterer, at hun aldrig havde hørt om plejehjemmet, før hun flyttede ind:
”Jeg endte her bare. Og det i sig selv var faktisk meget svært. Det med ikke selv at vælge, hvor man vil bo, føles underligt. Samtidig har det været svært for mig at komme til et sted, hvor mange rettigheder er taget fra én. Jeg har altid kunnet klare mig selv, så det er svært at vænne sig til, at personalet kommer med min medicin, selvom det jo er for min skyld. Det sværeste var dog, at jeg i lang tid ikke havde en nøgle til min dør. Jeg synes, man skal kunne låse døren til sit hjem.”
Aldrig planen at ende her
Ditte Holm var ellers overbevist om, at hun for længst havde flyttet for sidste gang. Efter et næsten 100 år langt liv med adresser over det meste af landet nød hun sin alderdom på Brdr. Soldenfeldts Stiftelse i København. En fredet bygning, hvor enlige kvinder på over 50 år har boet siden 1894.
Stedet var ideelt. Her kunne hun hygge sig med de øvrige beboere og nyde den lukkede gårdhave med springvand og græsplæne. I det kreative værksted på fjerde sal kunne hun sy og male, og i motionsrummet kunne hun holde gang i det aldrende bentøj.
Alt var fryd og gammen. I hvert fald indtil januar i år, hvor Ditte Holm pludseligt oplevede feberlignende symptomer. Selvom hun under nedlukningen havde været isoleret fra det meste af omverdenen, frygtede hun det værste. Og snart efter blev de bange anelser til virkelighed. Ditte Holm fik konstateret corona, og de følgende måneder skulle hun gennemleve et udmarvende sygdomsforløb.
Selvom Ditte Holm overlevede, havde sygdommen gjort hende så afkræftet og svagelig, at hun ikke længere kunne tage vare på sig selv. Hun indså, at der ikke fandtes nogen anden udvej end at flytte en sidste gang.
Det hårde coronaforløb gjorde, at hun dårligt fik pakket. Hver gang hendes veninde spurgte, om noget skulle pakkes med, svarede hun konsekvent, at det skulle smides ud, så selv hendes elskede stok måtte lade livet i febervildelsens flytterod. Det eneste, Ditte Holm fik med sig, var sin gamle bibel og en sangbog fra Frelsens Hær, som begge er temmelig medtagede.
To trofaste følgesvende fra et langt liv.
”Jeg spørger ofte Gud, hvorfor jeg havnede på det her plejehjem. Hele mit liv har jeg hjulpet andre, men hvem kan jeg hjælpe her… Måske skal jeg være et vidnesbyrd. Men hvis det er rigtigt, synes jeg ikke, det er lykkedes ret godt.”
Huset for husvilde
At Ditte Holm skulle ende på et københavnsk plejehjem, virker da også som en af livets tilfældigheder. Hun er oprindeligt fra Fredericia, hvor hun kom til verden en forårsdag i 1924 som den yngste (og sidste tilbagelevende) i en søskendeflok på seks.
Da hun rundede et år, døde faderen, og familien rykkede ind på en gammel skole, der fungerede som hjem for husvilde. På madrasser hulter til bulter i en bygning uden bad og toilet voksede Ditte Holm op.
Selvom børnene manglede alt, manglede de intet: ”For man kan ikke savne noget, man ikke kender.”
Familien kom under Frelsens Hærs vinger, og det var her, at Ditte Holm indså, at Gud var hendes far. Den tætte forbundethed til sin tro blev rettesnoren for Ditte Holms liv. I mange år rejste hun fra egn til egn med Frelsens Hær, inden hun valgte at flytte til København, hvor hun fik arbejde som først hushjælp og siden som sekretær ved Mødrehjælpens daværende abortkontor, hvor hun støttede og hjalp kvinderne til at søge om abort.
”Nogle vil måske sige, at det lyder underligt, men som kristen har jeg altid set det som min opgave at hjælpe folk til at træffe beslutninger om deres eget liv.”
På dette tidspunkt havde Ditte Holm selv prøvet at blive ufrivilligt gravid og nødtvunget gift med en mand, hun ikke elskede. Da hun efter ni måneder nedkom, døde sønnen efter 15 timer, og snart efter blev parret skilt, og hun forsøgte aldrig at stifte familie igen.
I København fandt Ditte Holm især sine venskaber i de kristne menigheder, hun kom i. Efter pensionen fulgte hun med stor interesse den tidligere korstogsprædikant Moses Hansen, mens hun de senere år har haft den apostolske frikirke som sin menighed.
Hun har imidlertid ikke besøgt kirken, siden hun kom på plejehjem. Ligesom hun heller ikke er taget til de gudstjenester, der afholdes på plejehjemmet:
”Ja, det burde jeg måske gøre. Der kommer jo også mange fra hele huset, men jeg har svært ved det, for det er bare ikke det samme som at komme i ens egen menighed. Men under coronaen kom der en præst op på vores gang og holdt en intim gudstjeneste for fire af os, og det var meget fint.”
Gør mennesket færdigt
På plejehjemmet beskriver Ditte Holm sig som en af de mere friske beboere. Måske, forklarer hun, er det også derfor, hun ikke rigtig møder personalet i løbet af dagen, ud over når de kommer med mad.
”Men det er nok også lidt min egen skyld, for jeg synes jo godt, at jeg kan klare mig selv. Og jeg tænker, at andre har mere brug for personalets hjælp. Derfor klæder jeg mig selv på, for personalet har travlt, så dem vil jeg ikke belaste.”
Ditte Holm forklarer, at det tog hende flere måneder at affinde sig med at bo på plejehjem. I den første tid var hun med sine egne ord utrolig ked af det. Personalet mente imidlertid, at hun var psykotisk, og foreslog hende at begynde på nogle stærke piller. Men Ditte Holm afslog.
”Jeg vidste, at jeg var ked af det, fordi jeg var blevet så syg med corona og var kommet væk fra min lejlighed og endt på plejehjem. Og jeg tror, det er vigtigt, at vi erkender, at der er forskel på at være ked af det og psykotisk, men det gjorde begyndelsen svær.”
I dag har Ditte Holm det bedre, og hun er begyndt at komme mere ud af sin lejlighed. Efter morgenmaden går hun ofte en tur i gården, ligesom hun har fået ledelsen til at ”gøre etagens altan mere hyggelig”, så man kan sidde der og spise frokost.
Eftermiddagskaffen tager hun som regel på sit værelse, hvor hun ser ”News & Co.” for at holde sig opdateret. I det samme hun nævner det, kommer hun i tanke om, at personalet ikke er kommet med kaffe til os, som hun ellers bad om.
”Jeg ved, at personalet gør alt, hvad de kan, men nogle gange kan man godt føle, at man drukner i travlheden. Ofte får jeg at vide ’et øjeblik, jeg skal lige ordne noget andet først’, men så glemmer personalet det, man bad om. Jeg har arbejdet med sårbare mennesker hele mit liv, og jeg vil mene, det vigtigste var at gøre det enkelte menneske færdigt, før man kaster sig over noget andet,” siger hun.
Klar til at dø
Selvom Ditte Holm ingen familie har, får hun ofte besøg af gamle venner, som også hjælper hende med praktiske gøremål. Et af de mest praktiske er hendes forestående begravelse. For at sikre, at hun ikke ligger nogen til last, har hun for år tilbage fået lavet en opsparing, hvor der er afsat 30.000 kroner.
Det er da også døden, Ditte Holm primært tænker på, når hun funderer over fremtiden. Hun bruger en stor del af tiden på at glæde sig til, at Jesus kommer og tager hende hjem. Men hun siger også, at hun af og til er bange. Ikke for at dø, men over ikke at kunne mærke Gud på samme måde på plejehjemmet, som hun har kunnet på livets øvrige adresser.
”Ofte synger jeg for mig selv: ’Når jeg er svag, så er han stærk, på troens grund jeg bor.’ Men jeg er lidt flov over det. Jeg ville jo gerne være en stærk kristen. Men de seneste år har jeg nok haft lidt mere ondt af mig selv, end hvad godt er. Og så er det, jeg kommer til at spørge min far, om han er skuffet over mig – selvom jeg jo godt ved, at det er noget vrøvl. For han kender mit indre, og jeg kan ikke skjule mine tanker og følelser for ham. Derfor vælger jeg at tro på, at Gud har en mening med, at jeg skulle ende mine dage her.”
Er det livet her, der gør, at du glæder dig til at blive taget hjem?
”Ja, altså, jeg tror, at hvis jeg kunne bruges til noget her. Og hvis mine smerter var mindre, så ville jeg måske gerne blive lidt endnu, men livet må jo slutte. Det er sikkert og vist. Hvorfor ikke glæde sig til det?”, spørger Ditte Holm.