Prøv avisen
Fem dage i mit liv

Plejehjemsleder: Hverdagen er vendt fuldstændigt på hovedet

På Lind Plejecenter ved Herning har leder Gundi Halfmann taget særlige forholdsregler under coronakrisen. Derfor er hun også fotograferet gennem en dør ind til plejehjemmet. Foto: Gerd Bang Madsen

Gundi Halfmann er vant til at være leder for et aktivt plejecenter i Lind nær Herning, hvor de lokale kommer og går til stor glæde for beboerne. Men med coronakrisen og det første covid-19 relaterede dødsfald er intet som før

Lørdag

I disse uger er der ikke meget weekend eller fritid, og jeg flytter mig ikke hjemmefra, for jeg skal hele tiden være parat til at køre af sted til plejecentret, hvis der er noget. Jeg bor i Stadil nær Vesterhavet, så der er lidt vej til plejecentret i Lind lidt uden for Herning. Jeg bor alene, men normalt ser jeg venner, børn og børnebørn. Alt det gør jeg ikke nu. Jeg kan mærke, at både familien og jeg mærker afsavnet, men det er mit valg, for jeg synes, jeg har et kæmpe ansvar for ikke at bringe coronasmitten til plejehjemmet.

Vi er 64 beboere og 70 medarbejdere, og vi skal passe på hinanden. Min hverdag er på den måde blevet totalt anderledes, i forhold til hvordan den plejede at være. Ingen har været inde i mit hjem, siden det her begyndte. Heller ikke mine børnebørn. Privat er al min kontakt over Facetime eller telefonen, og jeg handler på tidspunkter, hvor der kun er ganske få andre i supermarkedet. Men det er klart, at sådan bliver det nødt til at være. Jeg er nødt til som leder at gå foran og vise mit personale, at vi må gøre sådan for ikke at sprede smitten yderligere.

Der er flere af mine medarbejdere, som på samme måde har skærmet sig og må undvære kontakt til familiemedlemmer. Det er hårdt, og personligt sørger jeg for at gå lange ture eller cykle, når jeg holder weekend, så jeg kan tanke lidt energi op. Men jeg har telefonen med mig hele tiden, så folk kan få fat i mig.

Søndag

Sædvanligvis plejer jeg ikke at have så meget kontakt til plejecentret i weekenden, men under coronakrisen ringer jeg op til afdelingerne for at høre, hvordan det går, og hvordan personalet har det. Det går der som regel et par timer med hver dag. Udover det kommer der mange opkald fra beboernes familier, som er bekymrede, eller nogle ringer, fordi de har et familiemedlem, der skal flytte ind på plejehjemmet.

På den måde er hverdagen vendt på hovedet, og jeg er på arbejde på et eller andet plan hele tiden. Jeg har konstant en tæt kontakt til medarbejderne og beboernes familier, tættere end jeg plejer, og det er faktisk virkelig dejligt.

Det har også udmøntet sig i, at sygefraværet blandt medarbejderne er faldet. Der var en dag for nylig, hvor jeg ikke fik ringet og spurgt ind til dem, og så ringede de og spurgte, hvorfor jeg ikke havde ringet. Så det bringer os tættere sammen. Og fordi jeg er i løbende kontakt med plejecentret hele weekenden, ved jeg præcis mandag morgen, hvad der er sket i weekenden, og det gør, at jeg er foran.

Mandag

Jeg står tidligt op og tager af sted, og inden jeg kører hjemmefra, sætter jeg mig i bilen og ringer rundt til alle afdelinger for at være forberedt på, hvad jeg møder ind til. Jeg spørger, om alle er på arbejde, om beboerne og personalet har det godt. Da jeg kommer ind, går jeg rundt i huset og ser til alle, siger godmorgen og hører, hvordan natten er gået. Så går jeg i gang med at kigge mails igennem.

I øjeblikket kommer der nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen nærmest fra dag til dag, som vi skal forholde os til. Det har været en stor opgave at finde ud af, hvordan vi sørger for at holde afstand. Det er svært at forstå for nogle, især fordi det er et omsorgsarbejde, hvor vi er vant til at røre og have tæt kontakt. Der bliver gjort rent konstant, og personalet skal lære at bruge værnemidler. Jeg bruger meget tid på at indkalde ekstra rengøring og ekstra personale, hvis nogle bliver syge eller må gå i karantæne for en sikkerheds skyld.

I dag er der en beboer, der er i kritisk tilstand, og familien vil gerne komme og være der og sige farvel. Vi har jo ellers suspenderet alle besøg, men her er en særlig situation, og jeg kan godt forstå, at det er svært for familien, at de ikke bare kan komme ind, som de plejer. Så vi laver en særordning, hvor vi går ned og henter familien. De må ikke røre noget, og vi finder ud af, hvor mange der må være inde ved beboeren ad gangen.

Vi prøver hele tiden at finde kreative løsninger, så alle kan være glade, og vi samtidig passer på os selv og de andre beboere. Det er en kritisk tid, men man skal kunne få lov til at sige farvel til et familiemedlem.

Tirsdag

Jeg har en videokonference med andre plejehjemsledere i kommunen, hvor vi drøfter, hvad vi gør, hvis en borger får corona. Vi har selv haft et enkelt tilfælde hos os i begyndelsen af april, hvor en beboer døde efter at være blevet smittet. Jeg kan ikke gå i detaljer med forløbet, men jeg blev ringet op klokken halv to om natten af sygehuset, der sagde, at vi havde en beboer, der havde fået konstateret covid-19.

Det var en mærkelig besked at få, for jeg lå der midt i søvnen, men pludselig var jeg helt vågen. Jeg kørte af sted kvart i seks og havde inden da talt med min assisterende centerleder, og klokken syv briefede vi personalet. Jeg skulle sikre mig at alle forstod, hvordan de skulle håndtere værnemidler, og hvad retningslinjerne er ved et coronatilfælde. Og så skulle jeg berolige dem og forklare, at der var styr på situationen. Nogle blev bange og forskrækkede, selvfølgelig, og de blev testet, hvilket hjalp på forskrækkelsen. Jeg gav dem også numre, de kunne ringe på, hvis de havde brug for at snakke med nogen, og ellers sørgede vi for i personalegruppen at være der for hinanden og tale tingene igennem. Der viste sig ikke at være yderligere spredning, og vi gør alt, hvad vi kan, for at undgå det.

Vi ringede også til alle husets pårørende og sagde, at vi havde haft et tilfælde og fortalte dem om retningslinjerne, og at de altid kunne ringe, hvis de havde spørgsmål. Jeg er glad for, at vi gjorde det på den måde, for det gav dem en sikkerhed og en følelse af, at vi har styr på situationen og passer på deres familie.

I dag sender jeg en medarbejder hjem, fordi hun har været sammen med nogle i weekenden, der viste sig at være smittet. Så selvom hun ikke har symptomer selv, vil jeg hellere være for forsigtig. Så vi får aftalt noget afspadsering, og medarbejderen havde planlagt ferie, så hun kan være i karantæne noget tid. Jeg skal finde en anden vagt og sørge for, at der bliver sprittet af, hvor hun har været.

Så ringer vores frisør, som ikke har kunnet klippe vores beboere, siden vi lukkede, og jeg laver en beskrivelse til, at hun kan søge hjælpepakke. Dernæst tjekker jeg, om vi har værnemidler nok og laver en liste over dem, vi har, som skal sendes ind til kommunen, der har et samlet register over, hvor i kommunen der findes hvilke værnemidler. Der er meget at se til, så telefonen er først stille, da klokken er 21.

Onsdag

Dagen starter klokken kvart over syv, hvor jeg som sædvanligt går rundt på alle afdelinger og siger godmorgen. Jeg sender papirer ind til kommunen, så min medarbejder, jeg sendte hjem i går, kan blive testet for corona. Klokken 10.30 er der medarbejdermøde, og klokken 12 er der ledelsesmøde, som foregår nede i caféen med lang afstand til hinanden. Det er en mærkelig situation, men man vænner sig til det.

Generelt er stemningen o.k. på plejecentret. Vi plejer at være et aktivt sted, hvor børnene fra Lind Skole kommer over og holder dansetimer, og dagplejen plejer at komme forbi og lege i haven til stor glæde for beboerne. Skoleeleverne har jeg måttet sætte på pause, hvilket er ærgerligt, for det har kørt så længe, at nogle af dem, der startede med at komme her i anden klasse, nu er ansatte ungmedarbejdere. Dem savner vi. Vi savner det normale liv, her plejer at være. Men vi forsøger også at gøre det så normalt og hyggeligt som muligt. Der har været nogle, der kom og sang foran døren, og vi har fået påskeæg og blomster og holdt påskefrokost og fødselsdage. Vi kan mærke presset fra de pårørende, som gerne vil ind og besøge beboerne, og beboerne savner også deres familier og kan blive ensomme. Selvfølgelig vil vi gerne være behjælpelige, men fordi plejehjemsbeboere udgør en risikogruppe, er der også en angst for at lukke for meget op. Det kan jo gå grueligt galt. Og når vi alle lider afsavn og giver afkald på at se vores familier i denne tid, nytter det ikke, at vi er for lempelige, og smitten kommer.

Vi forsøger at finde forsvarlige løsninger, og i Herning Kommune arbejdes der på en fælles strategi for besøg på plejehjemmene. I mellemtiden forsøger vi at lave så normal en hverdag som muligt, og det hjælper at have videokontakt med beboernes pårørende. Og vi synger sammen og snakker sammen og husker at passe på hinanden, så godt vi kan. I maj fylder plejecentret syv år, så skal vi fejre fødselsdag i hele huset. Det kan vi godt stadig gøre, selvom vi husker at holde afstand og tager vores forholdsregler. Livet skal jo også leves.