Prøv avisen
Seniorliv

Politi og militær i gaderne virker ikke skræmmende – tværtimod

Tilværelsens forunderlighed kan uvarslet støde sammen med en barsk virkelighedsoplevelse. Sådan erfarer jeg det i disse dage, hvor vi for nylig er vendt hjem fra en tre ugers rejse til Nice og Rom. Indtryk har sat sig i sindet med et særdeles synligt opbud af politi og militær i Roms gadebillede, skriver tidligere biskop. Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix

Anden Verdenskrigs rædsler fylder stadig, men nye trusselsbilleder dukker op. Er der grænser for, hvad vi kan rumme?

Der truer os i tiden, skrev Ole Wivel i et digt i anledning af indvielsen af Båring Højskole på Fyn i 1959. Digtet er præget af den tids uro og dybe angst i årtiet efter, at atombomberne faldt over Hiroshima og Nagasaki i Japan – en forfærdende begivenhed, som satte skel i vores historie. Men tiden løber hurtigt, så måske er vi ved at glemme det, eller vi har fortrængt det? Nye trusselsbilleder er sidenhen dukket op. Og der er grænser for, hvad vi kan rumme.

Lige nu fryder jeg mig over den skønne danske skærsommer. Og tilværelsens forunderlighed kan uvarslet støde sammen med en barsk virkelighedsoplevelse. Sådan erfarer jeg det i disse dage, hvor vi for nylig er vendt hjem fra en tre ugers rejse til Nice og Rom. Indtryk har sat sig i sindet med et særdeles synligt opbud af politi og militær i Roms gadebillede. Mærkeligt, at det ikke virkede skræmmende, tværtimod. Der må være en grund til det massive opbud. Gad vidst hvem den/de skjulte fjender er?

Spørgsmålet er kaldt til live i mit sind, fordi jeg netop har læst en bog, som har gjort et uudsletteligt indtryk på mig, tør jeg godt sige: ”Facisme – en advarsel” af den tidligere amerikanske udenrigsminister og fremtrædende samfundsdebattør Madeleine Albright, udkommet på Gads Forlag 2018. Bogen er tilegnet fascismens ofre. Dengang og nu. Samt alle som bekæmper fascismen. I andre. Og i sig selv. Ingen er nævnt, og ingen er glemt.

Og dog: Så barmhjertig er historiens dom ikke. Tre navne især træder frem. Diktatorerne Benito Mussolini og Adolf Hitler samt USA’s nuværende præsident Donald Trump. Uden sammenligning i øvrigt, men ét har de tilfælles: En uanfægtet selvovervurdering og en tilsvarende mangel på selvkritik. Madeleine Albright udtrykker det således i bogen:

”Donald Trump reciterer gerne et digt om en fjollet, men varmhjertet kvinde, som går tur en vinterdag og møder en halvfrossen slange. Hun tager omsorgsfuldt reptilet med sig hjem, lægger det ved siden af ilden, giver det mælk og honning og helbreder det. I sin glæde over at se, at slangen har det godt, løfter hun den op og bliver bidt i brystet. Døende spørger hun sin patient, hvorfor den har været så utaknemmelig, og får som svar: ’Hold mund, din tåbelige kvinde, du vidste fandeme godt, at jeg var en slange, før du lukkede mig ind’.

Præsidenten nyder latteren og bifaldet og spørger derefter publikum: Forstår I det, folkens? Forstår I det? Og så tilføjer han: Vi bygger den mur, folkens. I skal slet ikke være bekymrede. Gå bare i seng og sov. Gå hjem og sov.”

Jeg håber og tror, at Madeleine Albrights bog vil bevirke, at flere og flere vågner op.