Prøv avisen
Mit livssyn

Christian Langballe: Politik er på mange måder en overfladisk beskæftigelse

Christian Langballe (DF) voksede op i et hjem, hvor der blev diskuteret, og man skulle stå på mål for sine holdninger. ”Det gør det nemmere for mig at være politiker i dag, for man skal være lidt hårdfør i politik,” siger kirke-, europaråds- og indfødsretsordføreren. – Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

Christian Langballe (DF) måtte læse om sin fars død på nettet, og det ville han gerne have været foruden. Men sådan er det, siger han, der har en realistisk tilgang til livet. Man er her, så længe man er her, mener han

På Christian Langballes kontor på Christiansborg hænger et maleri af maleren Ditlev Blunck. Det forestiller Christian IV, der knæler ved en talerstol og ser op på et syn af Jesus, der viser sig for ham. Ifølge myten fik kongen et drømmesyn før slaget ved Listerdyb, og selvom maleriet er afdæmpet, syntes Dansk Folkeparti ikke, at billedet kunne hænge i gruppeværelset. Så i stedet hænger det nu på Christian Langballes kontor. Og det passer nu meget godt. Ikke bare fordi han selv er en troende mand, men fordi han også interesserer sig for kunst. Derfor var det ham, der skulle vælge billeder fra arkivet på Statens Museum for Kunst, da Dansk Folkeparti skulle indrette sit gruppeværelse.

”Jeg holder meget af den italienske renæssance og de flamske malere. Picasso er god, men jeg kan ikke lide budskabet i hans billeder. ’Kvinderne fra Avignon’… jeg har sjældent set et billede så degraderende for kvindekønnet. Der er ikke noget åndeligt i hans billeder, der giver mennesket perspektiv. Det er der i det her billede af Blunck. Selvom Michelangelo sagde, at kunsten kun er en svag afglans af det guddommelige. Det kan jeg godt lide,” siger han og ler.

Hvordan vil du beskrive dit livssyn?

Det må være noget med Prædikerens Bog, hvor der står, at alt er forfængelighed. Man har et tidsspænd på Jorden, hvor man lever og må tage imod de dage, der kommer. Det er både positivt og negativt; jeg har ikke et utopisk forhold til livet, jeg tror, livet bare er. På den måde tager jeg imod dagene, som de kommer, velvidende at jeg på et tidspunkt ligger i min grav. Og så vil det være det spænd af tid, jeg har fået. Jeg synes, jeg har en pligt til at tage tingene, som de kommer, og være i godt humør. Jeg minder mig selv om, at alting kunne være meget værre, og jeg behøver ikke tage sorgerne på forskud. ”Ved sorg og selvskabt plage du intet retter ud,” som Paul Gerhardt skriver i salmen ”Befal du dine veje”. Jeg gør mig ingen illusioner. Det vil nogen måske sige er negativt, men jeg synes, det er en realistisk tilgang til tilværelsen.

Hvad har formet dit livssyn?

Jeg er vokset op i et præstehjem, og mit livssyn kommer selvfølgelig af min opvækst og min lutherske opdragelse. Vores hjem var præget af meget ærlige diskussioner, hvor vi kunne tale om alt, men det blev også forlangt af os, at vi skulle stå på mål for vores synspunkter. Det gør det nemmere for mig at være politiker i dag, for man skal være lidt hårdfør i politik.

Min far (præst og politiker Jesper Langballe, red.) var engageret i alt fra himmel til jord, og min mor var hjemmegående. Hun var alkoholiker og fik med tiden et pillemisbrug, og det prægede selvfølgelig tingene. Der var lidt Dr. Jekyll og Mr. Hyde over det, for samtidig med hendes problemer var hun også et af de mennesker, jeg sætter mest pris på. Hun var umådeligt dannet og belæst, og vores hjem var der, alle mine jævnaldrende kom, fordi mine forældre var godt selskab. Min mor var god til at løse andres problemer, måske fordi hun havde sin egen erfaring. Selvom det har været hårdt med en far, der var meget væk, og en mor, der var misbruger, er jeg ikke plaget af en dårlig barndom. De ting, jeg ikke kan ændre på, gider jeg ikke bruge min tid på. Mine forældre var enormt søde og gode med ånd og vid, som gav mig historie, teologi, sprog og kultur som en brændende interesse. De gav mig, at neden under alle de ting, man læser, gemmer der sig diamanter. At under overfladen er der ting, man skal ned at hente, som har med ånd og sandhed at gøre. Politik er på mange måder en overfladisk beskæftigelse, og derfor er jeg glad for, at jeg har hele den anden verden i teologien og kunsten, som jeg kan dykke ned i.

Hvad gør dit liv rigere?

På det grundlæggende plan er det min familie, det er helt uomtvisteligt. Det er en gave at have en familie. Men går vi ud over det, betyder musik og litteratur alt. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden. Jeg har altid en bog med, hvis ikke fysisk så på min telefon. Jeg begyndte i mine forældres reol, hvor der stod alverdens eventyr, som jeg pløjede mig igennem, så snart jeg havde lært at læse. Og så er jeg fortsat. Som C.S. Lewis skrev: ”Vi læser for at vide, at vi ikke er alene.” Det er enormt godt formuleret, for det er i det eksistentielle rum i litteraturen, hvor andre mennesker byder ind med erfaring, at man får sat sit liv i perspektiv og bliver mindet om, at man er af ånd. I dag læser jeg en bog af en fransk forfatter om Prædikerens Bog, og så har jeg lige købt en bog med Churchill-citater. Af musik vender jeg altid tilbage til Bach og The Beatles. Det er jeg vokset op med.

Hvad betragter du som dit livs største ulykke?

Mine forældres død på hver sin måde. Min mor døde i 2005, hun blev indlagt med en pilleforgiftning, og vi blev sendt hjem med beskeden, at det var der ikke nogen problemer i. Og så ringede de en time efter og sagde, at hun var død. Det var enormt hårdt, for der var en masse uforløst, nogle ting, der ikke var blevet gjort færdigt i det personlige. Min far var lidt noget andet, han var 74 år, og hans krop var træt. Han havde været til stor familiefest og gik i seng og vågnede ikke op. Jeg savner ham, men på en måde var det bare den afslutning, det var. Men jeg havde nok foretrukket, at jeg ikke skulle læse om det på nettet, at min far var død. Min telefon var gået tør for strøm, og jeg var i Vordingborg til et foredrag, og da jeg gik ind i toget på vej hjem og åbnede min computer, stod der, at han var død. Det var så abstrakt og kan ikke rigtig beskrives, men sådan gik det, og jeg kan ikke ændre på det.

Hvad tror du på?

Bibelen bliver jeg ved med at beskæftige mig med, og Prædikerens Bog er noget særligt for mig, for jeg synes, at det er en af de bedste bøger i Det Gamle Testamente. Når man ser sig omkring, er der så meget forfængelighed, også i politik. Men jeg tror på, at nøgen kommer man ind i verden, og nøgen skal man forlade den igen, men Gud er god og trofast. Så er det så enkelt. Det er blevet vanskeligt for det moderne menneske at tro, for der er kommet noget imellem, en grasserende tvivl og nihilisme. Men alt det, vi bygger af funklende paladser, herlighed, pral og penge – når alt kommer til alt, er det ingenting værd. Det er det budskab, som formuleres gennem Jesus Kristus, og jeg kan ikke bevise det, det er netop det fine i det, og det skal heller ikke gøre nytte. Derfor er det så rigtigt.

Hvilke åndelige eller moralske forbilleder har du?

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde har haft forbilleder. Der er nogle, der gør tingene på en måde, hvor jeg synes, det er godt gået, men jeg ville nok ikke gøre det på samme måde. Men jeg beundrer Søren Krarup. Han har virkelig kæmpet sin sag og ydet nogle ofre, det har jeg stor beundring for. Og så beundrer jeg mine forældre – og min farmor. Hun var en gammeldags aristokratisk dame, der havde en enorm dannelse. Hendes mand begik selvmord tidligt – de var begge medlemmer af modstandsbevægelsen, og han tog sit liv nogle år senere, formentlig på grund af posttraumatisk stress. Men hun ømmede sig ikke og tog i stedet til Sorbonne og læste fransk. Hun lærte mig meget om at sætte sig noget for og gøre det. Og om etikette.

Hvad skal der stå på din gravsten?

Der skal ikke stå noget ud over mit navn. For mig ville det virke patetisk, hvis der stod noget mere end det. Ikke fordi jeg mener, det er patetisk, hvis andre får skrevet ting på deres gravsten, men for mig er det ikke noget. Jeg skal ikke have en illusion om, at jeg kan leve videre på en gravsten, for det kan jeg jo ikke. Når jeg er væk, er jeg væk.