Politikerne taler om olie og minedrift i den grønlandske valgkamp. Men hvad gør den enkelte grønlænder sig af overvejelser om eget liv, landets udfordringer og håb for fremtiden? I denne serie sætter Kristeligt Dagblad fokus på valget og livet i det moderne Grønland. De næste artikler i serien kan lande direkte i din indbakke. Tilmeld dig her.
Jeg er opvokset i fåreholderbygden Qassiarsuk i Sydgrønland. Noget af det bedste var, når fårene læmmede. Vi arbejdede i døgndrift for, at de nyfødte lam skulle overleve. I det hele taget har jeg haft en fantastisk barndom.
Vi var mange børn i Qassiarsuk, og vi følte os trygge og medansvarlige for fåreholdernes arbejdsopgaver. Vi var ikke rige på materielle goder, men der var et stort sammenhold.
Da jeg var 14 år, tog jeg til Narsaq for at fortsætte min skolegang og boede på skolehjem. Men hver eneste sommer lige siden er jeg taget tilbage Qassiarsuk.
I 1995 blev jeg uddannet lærer på seminariet i Nuuk. Jeg var kun 22 år og havde fået et barn med min kæreste. Vi gik senere fra hinanden, og som 29-årig tog jeg med mine to sønner til Qaanaaq (Thule, red.) i det nordligste Grønland for at undervise.
Jeg flyttede tilbage til Narsaq efter syv et halvt år i Qaanaaq, og det var et godt valg. Narsaq er fredelig, og naturen er så smuk.
I 2014 blev jeg skoleinspektør. De fleste familier på skolen i Narsaq er velfungerende, men et mindretal har det virkelig svært. Jeg har set, hvordan forældrenes arbejdsløshed rammer børnene. Dårlige vaner og omsorgssvigt går videre fra den ene generation til den næste.
Jeg oplever, at forholdene for de mest sårbare børn er blevet forværret, efter at de grønlandske storkommuner blev indført i 2009. Vi skulle følge den danske kommunalreform. Det var en stor fejl. Personale fra kommunen blev i nogle tilfælde forflyttet mod deres vilje til steder, de ikke kendte. I det hele taget er det gået ned ad bakke for Narsaq og Sydgrønland de seneste år.
Et af de store problemer i Grønland er, at folkeskolen taber alt for mange drenge. Loven binder os i forhold til læseplaner. Hvis vi var lidt mere fleksible, kunne de drenge, der ønskede det, komme i praktik hos fangere eller håndværkere og få en bedre skolegang.
De grønlandske politikere er blevet forblændet af, at Grønland skal tjene penge. Mange mener, at Kuannersuit-mineprojektet (Kvanefjeld, red.) ved Narsaq skal redde os. Udvindingen af blandt andet uran vil betyde forurening med radioaktivt støv. Jeg er bange for, at minen ødelægger miljøet, vores traditionelle livsstil og erhverv.
Efter 25 år i folkeskolen skulle der ske noget nyt. For et år siden blev jeg leder af kollegiet i Campus Kujalleq i Qaqortoq (Julianehåb, red.). Jeg er med til at give kollegiets gymnasie- og erhvervsskoleelever et trygt og godt liv. De fleste klarer sig godt. Det er især de unge, der har haft en svær barndom, som får problemer under uddannelsen. De savner familien, og så dukker de negative oplevelser fra deres barndom op. Det kan være omsorgssvigt, vold og seksuelt misbrug. Heldigvis arbejder vi tæt sammen med studenterrådgivningen og sygehuset om at hjælpe de unge.
Jeg har et en god familie, og mit private liv er ubekymret. Mine to yngste sønner går i skole. Når vi har fri, sejler vi til Narsaq, eller vi besøger min ældste søn, der er fåreholder i en anden fjord. Min næstældste søn bor i Nuuk og arbejder for en entreprenør.
En af mine største bekymringer er den retning, det grønlandske samfund tager i disse år. Jeg har brugt meget tid på at læse rapporter om mineprojektet nær Narsaq. Jeg synes, det er forkert, at en tidligere embedsmand i Selvstyrets råstofdirektorat har fået en høj post i mineselskabet.
Først er de med til at lave loven, og så er de med til at styre mineselskabets drift. Mit indtryk er, at mange i toppen af det grønlandske samfund arbejder for at fremme deres personlige interesser.
Der sker ikke nok for at løse de sociale problemer. Politikerne er blevet så materialistiske, at de har glemt mennesket. De vil bruge milliarder på lufthavne, selvom mange lever under fattigdomsgrænsen. Der er brug for en langt mere målrettet social indsats rettet mod børn og voksne. Hvis de voksne får det bedre, hjælper det også børnene.
Jeg håber, jeg når at opleve Grønlands selvstændighed i min levetid. Det vil være godt for grønlænderne at få det fulde ansvar for deres land. Vi kan udvikle landbrug i Sydgrønland, fårehold og fiskeri og finde en bæredygtig måde at leve på, så vi ikke ødelægger naturen. Det bliver måske svært økonomisk i begyndelsen. Men vi har før overlevet i 4000 år uden hjælp udefra.