Poul Krebs: ”Jeg kæmper med at være nærværende”

Poul Krebs’ flydende arbejdsliv gør det svært for ham at være til stede i nuet. Han ønsker at blive mere nærværende med de mennesker, han holder allermest af

Rastløsheden er blevet en motor for Poul Krebs' kreativitet. "Jeg kan ikke være til stede, hvis jeg gentager mig selv," siger musikeren, der bliver nødt til hele tiden at forny sig selv for at holde sig skarp - også selvom det er en udfordring.
Rastløsheden er blevet en motor for Poul Krebs' kreativitet. "Jeg kan ikke være til stede, hvis jeg gentager mig selv," siger musikeren, der bliver nødt til hele tiden at forny sig selv for at holde sig skarp - også selvom det er en udfordring. Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Jeg kæmper med at fastholde mig selv i nuet, så jeg kan være til stede for de mennesker, som jeg allerhelst vil være der for. Det er nok sådan i min branche, at de fleste er drevet af lige dele nysgerrighed og rastløshed. Det kan være svært at hvile i øjeblikket, fordi man altid er på vej videre. Enten på landevejen fra by til by eller på scenen, hvor jeg kan stå og tale til mit publikum, mens jeg i mit hoved tænker på, hvor jeg skal spille henne i morgen.

Når mine tanker sender mig andre steder hen, går det ud over nærværet til min familie. Det har de også pointeret mange gange, så jeg prøver at træne det hårdt.

Da jeg var yngre, kunne jeg stoppe alt andet for at løbe hen og skrive en linje ned, hvis jeg fik en idé til en sang. Det føltes som det allervigtigste i verden. Nu er jeg kommet til et punkt, hvor jeg tænker, at hvis den linje er god nok, så glemmer jeg den ikke. I stedet skriver jeg den ned, når jeg har ro til det.

Samtidig er trangen til at skabe også det, der driver mig. Rastløsheden er blevet en motor for min kreativitet, og jeg har flere gange måttet takke nej til længerevarende projekter, for eksempel teaterstykker, fordi jeg ved, at jeg ikke kan holde til det. Jeg kan ikke være til stede, hvis jeg gentager mig selv. Jeg slukker, hvis jeg spiller det samme set flere aftener i træk på en turné, eller hvis jeg siger de samme ting på scenen. Det er udfordrende, men jeg bliver nødt til at forny mig selv hele tiden for at holde mig skarp.

Mine tekster har meget fokus på hverdagslivet og på det, vi har sammen lige nu. Så det er noget, jeg sætter pris på og gerne vil have mere af i mit liv. Det er svært, fordi jeg i mit voksne liv aldrig har haft faste arbejdstider. Jeg kan sommetider fange mig selv i ikke at være til stede i noget af det, jeg laver, fordi alt er så flydende.

Hør Poul Krebs fortælle i podcasten "Mellem himmel og ord".