Prøv avisen

Poul Thomsen: Gu' er det ej irriterende at være folkeeje

Poul Thomsen får stadig breve adresseret til Poul ”Dus med dyrene” Thomsen, selvom det snart er 20 år siden, han stoppede på tv.

I sin nye selvbiografi "Dus med livet" fortæller tidligere tv-vært Poul Thomsen om sit livs succeser og tragedier. Her kan du læse et uddrag fra bogen

Verdensberømt i Danmark (kapitel 14)

Hvis jeg selv skal sige det, synes jeg, at jeg har klaret den voldsomme eksponering, der har været af mig, temmelig godt. Jeg går ikke rundt og tror, at jeg er verdensmester. Det er egentlig mærkeligt, når man tænker på min opvækst, for – forkælet som jeg jo var af Bedstemor – har jeg haft rige muligheder for at få den vildfarelse, at jeg var et vidunder.

Jeg havde en fætter, der var sygeligt selvoptaget. Han benyttede enhver lejlighed til at fortælle, at han som barn havde danset i Tivolis pantomimeteater, og jeg er sikker på, at hvis han havde været udsat for det, jeg har været, ville han simpelthen være eksploderet i selvglæde.

Jeg har gået den balancegang, at jeg på den ene side ikke har troet, jeg var noget særligt, men at jeg på den anden side også godt vidste, hvad jeg kunne. Jeg har kendt mit talent og brugt det – og så har jeg fremfor alt været heldig. For hvad er det, der gør, at jeg stod klar, netop som Danmarks Radio havde brug for en kvabodder, der kunne fortælle noget om dyr?

Jeg er ofte blevet spurgt, om det ikke er irriterende at være folkeeje. Gu’ er det ej! Hvis jeg ikke havde kunnet lide det, var jeg holdt op med at lave tv, eller måske var jeg aldrig begyndt. Jeg har aldrig forstået de af mine kolleger, der, når projektørerne blev slukket, holdt alle andre tre skridt fra livet. Sådan er jeg ikke. Jeg har det også fint med, at der også er mennesker, der ikke kan døje mig.

Jeg talte engang med Jens Okking om det. Han var virkelig god til at finde balancen mellem at være venlig og ikke lade folk komme for tæt på. Der har jeg altid været mere blødsøden og måske også konfliktsky. Jens kunne det der med at sige til folk, at de gerne måtte komme og hilse på, men at han også gerne ville spise sin mad i fred. Han var også en helt anden type end mig. Engang fik et af de teaterstykker, han medvirkede i, en temmelig hård medfart af Jyllands-Postens legendariske anmelder, Jens Kruuse. De to passerede efterfølgende hinanden i Aarhus, og Jens Okking skråede resolut over gaden for at give Jens Kruuse en opsang, for hvad fanden bildte han sig ind at skrive sådan en lorteanmeldelse af hans stykke?! Da svarede Jens Kruuse: “Du må gøre dig klart, at hvis du lever af at udstille dit fjæs, må du også acceptere, at der er nogen, der synes, du er grim!” Så grinede de begge to og skiltes i fred og fordragelighed, for det kunne Jens jo godt se pointen i. Jeg har tit tænkt over det udsagn, for det er meget rammende.

Jeg har ofte tænkt, at jeg godt kunne tænke mig at have været mere robust i forhold til de mennesker, der er meget påtrængende og ikke har nogen fornemmelse for, når andre gerne vil lades i fred.

Jeg husker en aften på Parnas i København, hvor jeg sad og drak en øl med Jess Ingerslev. På det tidspunkt optrådte han på tv som den meget populære “tv-degn”, en rigtig slesk fyr. Det var en virkelig god rolle til Jess, som spillede den fantastisk. Der kom en mand hen til vores bord og spurgte, om han måtte hilse på mig. Han var lidt overrislet, men på ingen måde dum og fuld at høre på. Jeg svarede, at det måtte han naturligvis gerne. Så fik han øje på Jess og udbrød glad: “Og der har vi jo tv-degnen, må jeg også have lov at hilse på dig?” Jess, der ellers var en utrolig sød fyr, lod manden vide med sit kropssprog og mine, at det måtte han ikke. Manden blev forlegen og sagde, at han ikke ville gøre os ulejlighed med sit selskab.

“Hvorfor gør du det så?” spurgte Jess.

“Du gør bestemt ikke mig ulejlighed,” skyndte jeg mig at sige til manden for at glatte lidt ud og redde situationen.

Der er naturligvis skyggesider forbundet med at være en kendt person. Jeg har for eksempel en hel mappe med ubehagelige breve. Altså rigtig væmmelige. Nogle af dem er meget truende, og de fleste af dem er anonyme, så man kan ikke engang stille noget op. Jeg synes, jeg har været god til at ryste det af mig, og jeg siger til mig selv, at hvis man optræder på tv en lørdag aften, kan man for det første ikke gøre alle tilpas, og for det andet er der en statistisk ret stor sandsynlighed for, at der sidder nogle mere eller mindre psykopatiske mennesker rundt om i stuerne og ser med. Sådan er det. Og der er da heldigvis heller aldrig nogen, der har gjort alvor af deres trusler.

Jeg har dog prøvet at blive rystet over ting, jeg fik tilsendt. Som for eksempel dengang posten kom med et paprør uden afsenderadresse. Jeg løftede forsigtigt plasticstykket i den ene ende af røret og kiggede ned i det. Jeg har altid haft en veludviklet fantasi, så jeg syntes, det lignede katoder og anoder, så jeg skyndte mig at lukke røret til igen. Jeg sad lidt med det i hånden, da Hanne kom ind og spurgte, hvad det var, jeg sad med.

“Det ved jeg sgu ikke,” svarede jeg.

“Nu er det vel ikke en bombe,” spurgte hun, og det var jo præcis det, jeg selv sad og grublede over.

Jeg ville ikke have sprængt arme og ben af, så jeg tog resolut paprøret med ud på terrassen og kylede det, så langt jeg kunne, ud i haven, hvor det landede bag solbærbuskene. Der skete ikke en skid. Jeg besluttede mig for at lade det ligge til dagen efter, og hvis der ikke skete noget i løbet af dagen, ville jeg ringe til bomberydderne.

Næste dag var der en sød dame fra København, der ringede til mig for at fortælle, at paprøret indeholdt en gave til mig fra hendes mands firma. Det var et middel til at sprøjte på altaner og solbænke, så duerne ikke kom og satte sig og sked eller byggede reder. Så jeg blev ikke sprængt i luften dén dag.

Jeg har heldigvis aldrig fået en bombe med posten, og langt størsteparten af de breve, jeg har modtaget gennem tiden, har da også haft et positivt budskab. For nogle år siden fik jeg eksempelvis et brev fra en mand, hvis kones største ønske var at spise middag med mig. Han spurgte, om de måtte komme på besøg hos mig som en overraskelse til hende. Da var det Sus, der sagde, at det skulle jeg svare ja til, for det var meget modigt af manden at skrive og bede om sådan noget.

Sidste år, da Sus og jeg boede på kroen i Nymindegab, kom tjeneren hen med et postkort til mig. Der stod: “Kære Poul, da jeg hørte din karakteristiske røst gennem krostuen, kom jeg til at tænke på, hvor meget du egentlig har glædet mig gennem årene. Det vil jeg gerne sige dig tak for!” Tænk at få sådan et kort – jeg bliver altså rørt over det.

Jeg er altid imødekommende over for folk, og selvom jeg nogle gange godt kunne tænke mig at være bedre til at takke pænt nej, er det også bare sådan, det er. Og én ting er helt sikker: Jeg bliver aldrig nogen­sinde blasert og har heller aldrig været det.

Jeg bilder mig ind, at en af mine forcer har været at få folk til at slappe af. I dag i forbindelse med tv-optagelser kommer der én person, som laver både lyd og billede og interview, men dengang kom vi syv mand høj og rykkede ind med kabler og projektører – folk blev jo rædselsslagne. Men jeg synes, jeg var god til at gøre folk trygge og få dem til at glemme alt det der hurlumhej.

Læs interview med Poul Thomsen ved at klikke her.