Prøv avisen
Etisk sagt

Præst: ”Det svære er at efterleve etikken ordentligt”

57-årige Peter Thyssen er sognepræst i Holmens Kirke i København. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen

Sognepræst ved Holmens Kirke i København Peter Thyssen har ikke svært ved at finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert. Men vanskelighederne opstår, når han skal efterleve sin egen etik

Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?

Et etisk dilemma er noget, hvor man skal vælge mellem to eller flere muligheder, hvortil der både kan tales for og imod. Det er derfor, at dilemmaet opstår. Jeg har ikke svært ved at vurdere, hvad der er rigtigt og forkert i forskellige situationer. Men vanskelighederne opstår, når jeg skal efterleve det ordentligt. Jeg står ofte i dilemmaer, hvor jeg skal vælge mellem, hvem jeg skal bruge min tid sammen med.

Om det skal være dem, jeg selv har mest lyst til at bruge tid med, eller dem, der har mest behov for min tid.

Det mest konkrete, jeg kan komme på, er, når jeg sommetider siger nej til en invitation ud fra en forventning om, at der måske kommer et bedre tilbud den givne dag eller weekend. Man ved godt, at man burde sige ja til det, som man bliver spurgt til først, men der kan være nogle personlige interesser, der kommer til at veje tungere. Det etiske dilemma er, at man bør sige ja til dem, som spørger først.

Så bliver det også meget nemmere at træffe beslutningen om, hvad man skal, fordi du allerede har lavet en aftale, som du ikke kan aflyse. Det handler også om, hvem man tænker mest på. Om det er en selv eller andre. Jeg hælder mest til, at det er vigtigt at tænke på andre, men nogle gange må jeg også tænke på mig selv. Jeg prøver at balancere det sådan, at det bliver nogenlunde lige fordelt.

Hvad er det største etiske dilemma, du har stået i?

Jeg har lyst til at komme med et Paulus-citat, Romerbrevet 7, 19, hvor Paulus siger det berømte: ”Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”. Det ligger i forlængelse af det, som jeg sagde før, at det svære sådan set ikke er at finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert, men at efterleve det. Her handler det for mig igen om, hvordan jeg bruger min tid. Det er ikke et dilemma, men mere en hverdagserfaring. Det er både i mit privatliv og i det professionelle, at jeg skal vurdere, hvor jeg gør bedst gavn. Nu er det jo også sådan, at hvis man siger nej til noget, så er der tit også en god grund. Men problemet kan være, når jeg egentlig har ressourcerne til noget, men alligevel siger nej, fordi jeg prioriterer mit eget.

Hvad er tidens største etiske dilemma?

Det er hele spørgsmålet om retten til liv og død. Nærmere ud fra et spørgsmål om, hvem der bestemmer. Om det er mennesket selv eller den samfundsmæssige lovgivning. Der opstår et etisk problem, når der på den ene side ikke er nogen, der har et ønske om at begrænse den personlige frihed. Men på den anden side kan der også komme for meget ensidig betoning af de personlige rettigheder, synes jeg. For eksempel i forhold til børn er de blevet en rettighed, som man skal have, koste, hvad det vil. Også ligefrem ved at betale sig til det i form af en rugemor. Der opstår et dilemma, når man mangler at debattere alternativerne til at udnytte de personlige rettigheder. Altså, et alternativ til for eksempel at få børn, og hvordan man kan leve som barnløs. Det gælder sådan set også i spørgsmålet om aktiv dødshjælp, hvor den oplagte løsning for mange er den enkeltes ønske og ret til, hvornår man vil have sit liv afsluttet. Men jeg kan savne, at der i højere grad er formuleret et alternativ til, hvad man kan gøre, hvis man for eksempel ikke vil have aktiv dødshjælp. I den forbindelse kunne løsningen være at mobilisere en menneskelig nærhed og omsorg i stedet for en indsprøjtning. Måske ender man et sted, hvor man kan mere, end man vil. Det er denne kunnen, der skal forvaltes på en ansvarlig måde.

Synes du, etik fylder nok i den offentlige debat?

I forlængelse af det, som jeg lige har sagt, så savner jeg, at alternativerne til personlige rettigheder bliver fremhævet mere. Debatten er ofte meget personbåret ved mennesker, der står frem i medierne. Her forestiller jeg mig, at nogle andre kunne stå frem med modsvarende historier om dem selv og fortælle om, hvordan de for eksempel har brugt tiden med en, der var dødeligt syg på en måde, der leverede et alternativ til aktiv dødshjælp. Eller nogen, der vælger ikke at få børn og fortælle om, hvordan de har levet med det. Hvis de alternative fortællinger fyldte mere, ville der også blive en større grad af valgmuligheder, tror jeg.