Prøv avisen
Etisk sagt

Præst: Jeg har svært ved at forstå, når familier bryder med hinanden

33-årige Marie Høgh er præst i Lynge og Uggeløse sogn i Nordsjælland. Hun gæster tredje program af lydserien ”Det Etiske Kompas”, hvor panelet blandt andet diskuterer, hvornår det er i orden at opdrage på andre folks børn. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen

Sognepræst Marie Høgh mistede sin far i en ung alder. Det tidlige tab sætter hende ofte i dilemmaer, hvor hun skal finde balancen mellem sit private og professionelle jeg

Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?

Jeg står ofte i etiske dilemmaer, hvor jeg skal huske at adskille mit embede som præst med mine egne personlige holdninger. Det opstår for det meste i begravelsessituationer, hvor der forefinder opgør mellem familiemedlemmer. I en meget tidlig alder mistede jeg selv min far, og det kan derfor være svært at sætte sig i ind, når familiemedlemmer bryder bånd, mens de lever. Eksempelvis havde jeg engang en samtale med en søn op til hans mors begravelse. Det var tydeligt for mig, at han havde et meget anstrengt forhold til sin mor. Det viste sig også senere, at de ikke havde haft kontakt med hinanden i over 15 år. Min personlige holdning er, at man som familie har en forpligtelse over for hinanden. Jeg synes, man skal se på sig selv og hinanden som uperfekte frem for at kræve det fuldkomne af hinanden. Derfor havde jeg i den pågældende situation også lyst til at ruske i sønnen og give ham en kærlig opsang og fortælle ham, at han skulle have set på sin mor med et overbærende blik, mens tid stadig var. Samtidig ved jeg også, at der er en masse årsager til, at en familie vælger at bryde med hinanden, og at jeg derudover også skal blande mig helt udenom. Men det er klart, at den tidlige erfaring med det endegyldige farvel, har sat sig i mig.

Hvad er det største etiske dilemma, du har stået i?

For mange år siden kendte jeg en mand, som var gift. Det var en meget stor og sand kærlighed, som aldrig blev til mere, netop af den grund at han var gift. På daværende tidspunkt ville jeg gerne skabe en familie, og det var der ikke udsigt til sammen med ham. På trods af det havde jeg meget svært ved at løsrive mig fra relationen, og det var et stort dilemma. Jeg spurgte en god, ældre præsteven til råds, som sagde til mig: ”Man skal være sin skaber tro. Man må ikke lade andre mennesker spilde ens liv, og det er ens eget ansvar, hvis man tillader, at det sker”. Jeg stod stille i forholdet i lang tid efter rådet, inden forholdet af nogle andre årsager gik i opløsning. Men jeg har taget min vens ord med mig lige siden.

Etiske dilemmaer opstår, når vi mister blikket for det kristne menneskesyn. Det er for mig at se årsag til mange af tidens største etiske dilemmaer. Eksempelvis i diskussionen om, hvorvidt man automatisk skal være tilmeldt organdonation. Selvfølgelig er det en beslutning, som borgeren selv må træffe, da mennesket tilhører Gud og ikke er et reservedelslager for staten. I forhold til aktiv dødshjælp har vi glemt, at menneskelivet er en gave, som skal opretholdes og uden at lyde hjerteløs, er lidelsen og mørket nu engang en del af livet. Og med hensyn til spørgsmålet om utroskab, skal man huske, at mennesket er fejlbarligt,og kærlighed ofte har flere ansigter end bare ét. Hvis vi glemmer at have det kristne menneskesyn som pejlemærke i etiske dilemmaer, så er det, at vi farer vild i dilemmaerne og vi ikke kan komme ud af dem igen. Så for mig at se er tidens største etiske dilemma faktisk, at vi har glemt, hvad et menneske egentlig er.

Synes du, etik fylder nok i den offentlige debat?

Jeg synes ikke, at etik kan fylde nok, da etiske spørgsmål er inde og røre ved nerven i vores eksistens. Det er med til at definere, hvem vi er i en større sammenhæng og som kulturelle væsener. Det er mit indtryk, at der også findes en stor længsel efter at diskutere etik i offentligheden. Og der er en længsel efter alt det, vi som mennesker er grundfæstet af – alt det der binder os til jorden, til samfundet og til hinanden – nemlig vores historie, kristendommen og slægten. Derfor er det bekymrende at se identitets- og kønspolitikken, der på bekostning af det, der knytter os sammen som mennesker og kultur, dyrker forskellighederne og rettigheder som etiske principper. For eksempel støtter jeg muligheden for at alle får børn – uanset køn, men jeg mener, at sæd- eller ægdonoranonymiteten uagtet forældrenes seksualitet bør ophæves. For der er et etisk forhold til barnet, der står over alle andre rettigheder – nemlig retten til, at have mulighed for at finde sit biologiske ophav. Sin slægt. Og længslen efter slægtens spejl ligger dybt i ethvert menneske.