Præst: ”Jeg kommer mig aldrig over, at jeg missede EM-finalen i 1992”

Samtidig med at europamesterskaberne i fodbold går i gang, er kontinentet, der har været hårdt plaget af coronavirus, ved at lægge pandemien bag sig. Fællesskab og fest er på vej tilbage. Kristelig Dagblad har spurgt en præst, hvad han taler om, når han ­taler om fodbold. For hvorfor overhovedet gå op i 22 mands sparken til en bold?

Karsten Møller Hansen, 47, er sognepræst ved Tårnby Kirke på Amager. Foruden landsholdsfodbold er han en stor tilhænger af Brøndby IF. ”Fodbolden,” siger han: ”er den nemmeste vej til sorgen, smerten og glæden”
Karsten Møller Hansen, 47, er sognepræst ved Tårnby Kirke på Amager. Foruden landsholdsfodbold er han en stor tilhænger af Brøndby IF. ”Fodbolden,” siger han: ”er den nemmeste vej til sorgen, smerten og glæden” Foto: Thomas Sjørup Ritzau/Scanpix

I haven i mit barndomshjem i Dragør havde vi et gyngestativ, som min far havde lavet til et mål. Jeg må have været cirka fire-fem år, men jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg imiterede sportskommentatorerne, når jeg legede målmand og kastede mig efter bolden. Min far havde spillet for Aabenraa i Jyllandsserien, så der var ingen tvivl om, at fodbold var en del af familien, og at spillet har betydet uendeligt meget for vores relation. Den første slutrunde, jeg husker, var EM i 1984 i Frankrig. Det var sommerferie, og jeg var hos mine bedsteforældre i Jylland. Kampen blev sendt i tv, og jeg husker, det var så intenst, at jeg måtte sætte mig helt tæt på fjernsynet for ikke at blive forstyrret. Jeg husker særligt alle flagene. Ha, på det tidspunkt troede jeg, at Dannebrog kun var noget, man brugte ved fødselsdage, så jeg var sikker på, at alle havde fødselsdag.

Artiklen fortsætter under annoncen