Det år, vi netop er gået ud af, har vist, hvad der sker, når tålmodigheden bliver sat på prøve. Hverdagen, som vi kender den, blev udsat på ubestemt tid, og som dagene blev mørkere, blev stramningerne flere, og med pandemien stod vi over for en kollektiv tålmodighedsprøve.
Skønt der står 2021 i kalenderen, og der vaccineres mod covid-19, er tålmodigheden fortsat sendt til tælling. Man skal være varsom med at tale positivt om en dødelig, global pandemi, men når tålmodigheden prøves, kan det blive anledning til fordybelse og fornyelse. Det mener i hvert fald forfatter og præst ved Apostelkirken på Vesterbro i København Niels Nymann Eriksen.
I ”Ordbog over det danske sprog” er tålmodighed beskrevet som evnen til at kunne finde sig i en lang ventetid og udholde forgæves anstrengelser uden at miste besindelsen. Det er den form for tålmodighed, man øver sig på, når man spejder mod den golde jord og længselsfuldt venter på at se vintergækkerne bryde frem, og det er den tålmodighed, man trænes i, når man står i en lang kø ved et coronatestcenter og tripper.
Der findes også en anden, dybere form for tålmodighed, hvor det ikke handler om at vente, til verden har forandret sig, men selv at undergå en forandring. Det er denne eksistentielle form for tålmodighed, Niels Nymann Eriksen gerne vil inspirere til og har skrevet en bog om. ”Tålmodighed” er titlen på bogen, som udkom i efteråret.
Vil man øve sig i den tålmodighed, skal man lære at give slip, før man tager fat. Som samtalen med Niels Nymann Eriksen viser, er det ikke nogen let disciplin, men coronaen kan være et godt afsæt for at øve sig.
Han tænker tilbage på de samtaler, han har haft med mennesker under pandemien. Bekymringer og angst har fyldt meget. Han husker møder med mennesker, som har været tvunget i knæ og udfordret i forhold til at finde et grundlag for deres håb.
Når Niels Nymann Eriksen skal udfolde den mere eksistentielle form for tålmodighed, tager han fat i Søren Kierkegaard, som han har arbejdet indgående med, siden han som ung teolog rejste til Cambridge University i England og skrev ph.d. om begrebet gentagelse hos Kierkegaard.
Tålmodigheden er som en puppe, sjælen spinder sig ind i, skriver Kierkegaard et sted. I puppen bliver det, som engang udgjorde et helt insekt, tilsyneladende opløst. I puppen sker en afvikling, for at der kan ske en udvikling. Nymann Eriksen sammenfatter Kierkegaards billede:
”Tålmodighed indebærer afgørelse i ordets egentlige forstand. Der er ikke noget at gøre, og netop i denne erfaring ligger muligheden for overgivelse og forvandling.”
På denne tid af året kan man læse artikler om nye vaner, man bør tillægge sig, hvad angår kost og motion. I Niels Nymann Eriksens bog leder man forgæves efter genveje til at opnå tålmodighed. Forældre kan måske lære deres børn at behovsudsætte og dermed mestre tålmodighed i den mest udbredte betydning, men den tålmodighed, Niels Nymann Eriksen fremhæver, er ikke på samme måde en egenskab, og som han skriver i bogen, handler det ikke om at vinde nye forståelser, men om at tilegne sig det, man allerede ved.
Nymann Eriksen bruger endnu et billede fra Kierkegaard for at forklare, hvordan man tager det til sig, man godt ved.
”Det, vi har brug for, er en sufflør, som ikke skal lære skuespilleren noget nyt, men skal hviske det, man allerede ved, men som man er i fare for at glemme.”
Kierkegaard skriver om at erhverve sin sjæl i tålmodighed og beskriver sjælen som verdens uretmæssige ejendom. Men hvordan mister et menneske sin sjæl? Niels Nymann Eriksen tøver ikke med at svare.
”Gennem utålmodighed.”
I bogen uddyber han, hvordan man mister sin sjæl gennem utålmodighed:
”Når vi er fanget i bekymringer om nederlag eller drømme om succes og optaget af sammenligning med andre. Utålmodigheden adspreder ved at lede tanken hen på alt det mulige, alt det, som man skal vinde; tålmodigheden opbygger ved at fastholde den afgørende fare, nemlig at vinde verden, men miste sin sjæl.”
Niels Nymann Eriksen kender også fra sit eget liv til den form for utålmodighed, hvor man er i fare for at miste sin sjæl. Derfor har han over sin dør fået skrevet et citat, som tilskrives den tyske greve Zinzendorf (1700-1760): ”Preach the gospel, die and be forgotten”.
Nogle gange har han gæster, der undrer sig over , hvordan han kan holde ud at have blikket rettet mod et så umiddelbart hårdt budskab: ”Forkynd evangeliet, dø og bliv glemt.” For Niels Nymann Eriksen angiver Zinzendorfs ord i stedet vejen til frihed fra kampen for at skulle udmærke sig, få opmærksomhed og vinde udødelighed.
Han fik malet ordene over døren med gotiske bogstaver, efter han havde han fået en uvane med at lægge vejen forbi kirketjenerens kontor om søndagen, når han gik fra kirke. Kirketjeneren talte antallet af altergæster og noterede dem i en bog. Niels Nymann Eriksen vidste nøjagtigt, hvor bogen lå, han fandt den og tjekkede tallet for den pågældende søndag, inden han gik hjem.
”Det er fint at tælle kirkegængere, men det var undergravende for mit kald, at jeg var så optaget af at se tallene, umiddelbart efter jeg havde forkyndt evangeliet.”
En dag sad han i kirkens dåbsværelse, hvor de præster, der i kirkens 120 år lange historie har haft deres virke, er foreviget i glas og ramme. Han så på fotografierne og genkendte to af ansigterne. De øvrige var blot navne og billeder, som ikke sagde ham noget.
”Det var en god kur mod den forfængelighed, som kan snige sig ind, og samtidig er det en befrielse at blive mindet om, at jeg har et evangelium at forkynde, men når blomsten har spredt sine frø, er alt vel. Evangeliet har en vældig frisættende kraft, og det er et privilegium at forkynde det, men det vanskeligste og vigtigste er at kunne vise bort fra sig selv, hen til Kristus.”
Når han ser på Zinzendorf-citatet på den hvide væg over døren til arbejdsværelset, fremhæver han ordet ”be forgotten”.
”At blive glemt er at forsvinde ud af andre menneskers liv, og det er ikke let at acceptere. Fristelsen er, at vi gør det, vi gør, for at vi vil sætte os spor og gøre en forskel. Men arbejder man på den måde, kæmper vi for at blive husket, og det vil stå i vejen for evangeliet.”
Den tålmodighed, Niels Nymann Eriksen gerne vil vise vej til, handler i sin reneste form om at kunne møde døden uden at flygte. Han fortæller om en sommermorgen, hvor han sammen med sine to sønner var på vej til stranden. Drengene var sikre på, at de hørte græshopper i det høje græs. Niels Nymann Eriksen hørte blot bølgeslagene, men da han bøjede sig, så han, at drengene havde ret. Hans ører havde blot ikke kunnet opfange lyden af græshopperne. I sine tanker flygtede Niels Nymann Eriksen. Nok var han i livets sidste halvdel, men han kunne stadig se græshopperne, så skønt han måske havde hørt naturens mindste strygere for sidste gang, var han alt andet end gammel.
”Vi kan ikke lade være med at ville flygte fra døden, og jeg holdt en forsvarstale for mig selv, mens jeg forsøgte at nyde formiddagen og glemme oplevelsen. Men påmindelsen om ens endeligt er også med til åndeligt at vække os, og jeg øver mig i at leve med bevidstheden om døden som overgangen til Guds verden.”
Det er let at se, om vi bliver coronatrætte og utålmodigt smider mundbind og undviger supermarkedets holdere med håndsprit. Den tålmodighed, Niels Nymann Eriksen vil inspirere til, er anderledes usynlig. Det er noget, han vil lægge ind i vores pulsslag ved at inspirere til et andet blik på vores tid og vores væren: Man skal give slip, før man tager fat.
”Vi er opdraget til at yde, før vi kan nyde, og dermed tage fat, før man giver slip, men vil man internalisere den hvile, som kommer af tålmodighed, må man først lære at give slip og dermed opgive kontrol. Vi lærer først at give slip, når vi gør os fri af besiddertrangen.”
Skal Niels Nymann Eriksen pege på et sted, hvor man kan øve sig i den eksistentielle tålmodighed, peger han på bønnen.
”Bøn er magtesløshedens sprog. Vi kan kun bede, når der ikke er andet, vi kan. Så længe vi tror på vores egen evne til at klare tingene, bliver bøn ofte bare til et ønske om en velsignelse af det, vi allerede er i gang med, og så er vi ikke inde ved bønnens væsen. Bøn opstår, når vi bliver bevidste om vores grænse og vores evne til at kontrollere, hjælpe og helbrede. Vi må overgive os til en magt, som er større end os selv, nemlig til Gud og til Kristus, og i den handling finder tålmodigheden sit højeste og samtidig enkleste udtryk.”
Læs anmeldelsen af ”Tålmodighed” på k.dk/kultur.