Præst og psykolog: Her er otte bud på, hvordan du kan hjælpe en i sorg

Der opstår for tit tavshed omkring mennesker i sorg. I en ny bog opfordrer Ingeborg Kastberg og Lisbeth Bulig til at tage pligten som ”næstehjælper” på sig

Der findes ikke nogen manual til, hvordan man bedst bærer med, når andre er i sorg. Men  hospicepræst Ingeborg Kastberg og psykolog Lisbeth Buligs giver i en ny bog otte bud på, hvordan man kan bære sig ad. Illustration: Rasmus Juul.
Der findes ikke nogen manual til, hvordan man bedst bærer med, når andre er i sorg. Men hospicepræst Ingeborg Kastberg og psykolog Lisbeth Buligs giver i en ny bog otte bud på, hvordan man kan bære sig ad. Illustration: Rasmus Juul.

”Har de mon glemt, at min kone er død?”

Det og lignende spørgsmål vil mange efterladte i sorg stille sig selv, når tavsheden omkring dem vokser. Det er i hvert fald hospicepræst Ingeborg Kastberg og psykolog Lisbeth Buligs erfaring. De to mødte hinanden, da de arbejdede sammen på Hospice Sønderjylland i Haderslev. Sammen afholdt de arrangementer for efterlevende med oplysninger om sorgproces, og deltagernes respons var ofte noget i retningen af:

”Nu ved vi det, men vil I ikke sige det videre til vores naboer og kolleger og andre i vores omgangskreds?”

Mange af dem oplevede nemlig, at mennesker, de ellers tidligere havde snakket fint med, pludselig gik over på det andet fortov eller forsvandt hen i grøntsagsafdelingen i supermarkedet, når døden pludselig kom tæt på. Præsten og psykologen har nu skrevet bogen ”Næstehjælp – når du møder en, der har mistet”, der udkom i sidste måned på forlaget Eksistensen. De ser det nemlig som en forpligtelse for den enkelte at tage rollen som næstehjælper på sig, og i bogen giver de bud på, hvordan man kan få frimodighed til at være næste for en sørgende.

”Det er umådeligt svært at få plads til hjælpeløshed og sårbarhed i det samfund, vi lever i, hvor alting skal gå så stærkt, og hvor intet må være grimt eller energiforladt,” siger Ingeborg Kastberg.

Det er måske også derfor, det kan være svært at træde til, når man kender nogen, der har mistet.

”Det er, som om mange af os ikke er trænede i at have med tilværelsens smertepunkter at gøre, og vi har så travlt med at være en succes,” siger hun.

Dertil kommer, at sørgende mennesker er uomgængelige beviser på, at døden og lidelsen indhenter alle. Det kan få selv den modigste til at krybe i skjul.

”Men vi vil gerne slå et slag for, at sorg skal blive et mere fælles ansvar,” siger Lisbeth Bulig, der i dag har sin egen psykologpraksis i Vejle.

”Det ligger i en individcentreret tid og måske også ofte i den psykologiske tilgang, at den enkelte skal håndtere sin egen sorg. Problemet er, at sorg så bliver noget, man skal præstere, og sådan bør det ikke være. Sorgen skal bæres. Og det har stor betydning for den sørgende, om der er mennesker omkring én, der kan holde ud at være sammen med den sorg også,” siger hun og understreger, at en stor del af de fleste menneskers hverdag foregår sammen med mennesker, de ikke har helt tæt inde på livet. Det er derfor, kolleger, naboer og andre bekendte kan og bør bære med.

Der findes ikke nogen manual til, hvordan man bedst bærer med, når andre er i sorg. Og Ingeborg Kastberg og Lisbeth Buligs grundlæggende budskab er da også, at det eneste forkerte, man kan gøre, er ikke at gøre noget. Her deler de otte pointer, man kan overveje, hvis man kender en, der er i sorg.

1) Du vælger ikke selv

En næstehjælper er ifølge Ingeborg Kastberg og Lisbeth Bulig ikke en efterlevendes nærmeste, men den, der tilfældigvis er tæt på. Det kan være kollegaen, fodboldkammeraten, dem fra læseklubben eller menigheden. Man vælger ikke, hvem man pludselig bliver en næste for, når mennesker rammes af tab. Men man kan vælge, hvordan man vil tage opgaven på sig.

2) Vis, at du ved det

Det går igen hos efterlevende, at de ønsker, at mennesker omkring dem anerkender sorgens eksistens. Det kan gøres på mange måder, men husk gerne på vedvarende at udtrykke, at du ved, at livet er svært eller måske endda ubærligt. Så bliver tavsheden og ensomheden måske ikke lige så overvældende for den efterlevende.

3) Du er ikke og skal ikke være professionel

Mange kan måske genkende følelsen af at blive forlegen, hvis de møder mennesker i sorg. Hvad skal man sige? Kan man komme til at overskride den andens grænser eller måske sine egne? Men samtaler om sorg er ikke kun for professionelle. Acceptér, at det er svært, og at du måske må famle lidt efter ordene. Hvis du følger din umiddelbare intuition og siger, hvad der ligger dit hjerte nært, vil det med stor sandsynlighed blive modtaget som troværdigt og omsorgsfuldt af den sørgende.

4) Sorgen skal ikke fikses

Ingeborg Kastberg og Lisbeth Bulig kender til mange eksempler på sørgende, der har fået at vide, at de ser godt ud i dag, eller at de klarer det godt. De ved, at den slags kommentarer er ment kærligt, men mener, at man bør man afstå fra dem. For det kan give den efterlevende en oplevelse af, at magtesløsheden og alt det andet grimme ikke må være der, men hurtigst muligt skal overstås. Når man accepterer, at sorgen ikke skal fikses, kan man gå med den sørgende et stykke af vejen.

5) Tal om den døde

Har du kendt den afdøde, så tal om ham eller hende. Måske var det ham, der altid fortalte de dårlige vittigheder, eller hende, der altid mindede naboerne om det, når der skulle flages for én på vejen. Sig det gerne højt, hvis du selv savner den døde. Og husk at nævne hans eller hendes navn. Mange efterlevende oplever nemlig, at folk omkring dem ikke tør sige navnet, og det kan bidrage til en følelse af, at den afdøde ikke længere sætter aftryk.

6) Ord er ikke alt

”Det er godt nok noget lort,” kan være lige så god en sætning som lange, dybfølte samtaler om sorgen. Det afhænger selvfølgelig af, hvem du selv er, og hvilken relation du har til den sørgende. En næstehjælp kan lige så vel være en berøring på skulderen, at slå græsset, køre til genbrugsstationen med storskrald eller gå en tur i tavshed. Spørg dig selv, hvilken slags nærvær eller hjælp du kunne ønske, hvis du var i den sørgendes sted.

7) Aflast den sørgende

Når man er i stor sorg, kan det være en lettelse, at andre tager beslutningen for én. ”Jeg ringer til dig i morgen igen, og så er det helt okay, hvis du ikke har lyst til at tale,” kan du for eksempel sige. Og lav eventuelt en aftale med nogle andre om, at I skiftes til at hjælpe. Hvis den sørgende kan se, at det for eksempel er fire kolleger, der skiftes til at komme med aftensmad, så er det heller ikke lige så svært at tage imod hjælpen.

8) Vær vedholdende

Mange sørgende beskriver, at opkaldene stopper, og de varme boller ikke længere dukker op på trappetrinet, når der er gået nogle måneder. Også børn beskriver, hvordan deres lærere stopper med at spørge ind til deres tab, når der er gået noget tid. Men sorgen forsvinder ikke. Husk at spørge ind eller hjælpe til også lang tid efter. Og tag ikke nødvendigvis den sørgendes afvisning af et tilbud om hjælp eller samtale fra dig som en afvisning af dig. Måske har den sørgende ikke kræfter til at tage imod det i dag. Så kan du prøve igen i morgen.

Læs også Ingeborg Kastberg og Lisbeth Buligs kronik her.

.