Bogaktuel præst og psykoterapeut: Slip af med din skam

Følelsen af at være forkert og skamme sig stammer fra barndommen. Men man kan slippe af med skammen ved at kaste et mere kærligt blik på sig selv

”Det handler om at vide, hvad skam er. For mig har det været godt at få en forklaring på min selvusikkerhed. Hvis man får at vide, hvad den selvusikkerhed handler om, tror jeg, at det vil være en lettelse for mange. Det var det i hvert fald for mig,” siger Ilse Sand. – Foto: Hanne Loop.
”Det handler om at vide, hvad skam er. For mig har det været godt at få en forklaring på min selvusikkerhed. Hvis man får at vide, hvad den selvusikkerhed handler om, tror jeg, at det vil være en lettelse for mange. Det var det i hvert fald for mig,” siger Ilse Sand. – Foto: Hanne Loop.

Ilse Sand var for nylig gæst i programmet ”Go’ morgen Danmark” på TV 2 for at fortælle om sin nye bog, ”Sig hej til din skam”. Da hun efterfølgende genså sig selv på skærmen, kunne hun tydeligt se, at hun virkede nervøs og usikker. Tidligere ville den 58-årige teolog, psykoterapeut og forfatter have skammet sig over at fremstå så sårbar, men sådan er det ikke længere.

”Det er o.k. og meget naturligt at være nervøs i den situation. Men jeg fik mit budskab ud, og det er fint,” siger Ilse Sand i telefonen fra Lading vest for Aarhus, hvor hun bor.

Hun er især kendt for sin bog ”Elsk dig selv – en guide for særligt sensitive og andre følsomme sjæle”, men har også skrevet om emner som ødelagte relationer og overdreven dårlig samvittighed. Denne gang er det følelsen skam, hun har kastet et kærligt blik på i bogen ”Sig hej til din skam. En bog om at slippe frygten for at være forkert”, der er udkommet på forlaget Gyldendal. Hendes håb er, at bogen kan give flere mod til at gøre op med den dårlige skam, så de i stedet kan folde sig ud, blomstre og stå ved sig selv.

”Min bog er først og fremmest en hjælp til dem, der er ude af den tangent, hvor man skammer sig for meget,” siger Ilse Sand.

Ifølge opslagsværket Den Store Danske er skam en følelsesmæssig reaktion på oplevelsen af afvisning, latterliggørelse, kommen til kort eller tab af anseelse. Det er en sammensat, smertefuld følelse, der blandt andet rummer forlegenhed, ydmygelse, krænkelse, vanære og tab af selvfølelse.

”Det handler om at vide, hvad skam er. For mig har det været godt at få en forklaring på min selvusikkerhed. Hvis man får at vide, hvad den selvusikkerhed handler om, tror jeg , at det vil være en lettelse for mange. Det var det i hvert fald for mig,” siger Ilse Sand. – Foto: Jonna Fuglsang.
”Det handler om at vide, hvad skam er. For mig har det været godt at få en forklaring på min selvusikkerhed. Hvis man får at vide, hvad den selvusikkerhed handler om, tror jeg , at det vil være en lettelse for mange. Det var det i hvert fald for mig,” siger Ilse Sand. – Foto: Jonna Fuglsang.

Det kender Ilse Sand selv til. I sin meget personlige bog fortæller hun om en oplevelse, da hun var i begyndelsen af 30’erne, havde tiltrådt sit første præsteembede og var begyndt at færdes i en kreds af præster, der interesserede sig for psykoterapi. Her var der en ældre kvindelig præst, der sagde til hende: ”Du ser godt nok skrøbelig ud.” Det havde Ilse Sand hørt før, og hun kunne slet ikke holde det ud. For der, hvor hun kommer fra, var der ingen opbakning til at være skrøbelig. Og hun turde ikke mærke efter, om der kunne være noget om det, den anden præst talte om.

”Det tog mig mange år at finde modet til at undersøge og stå ved, hvor skrøbelig jeg er. Og da jeg endelig gjorde det, fandt jeg ud af, at sårbarheden, som jeg har skammet mig så dybt over, ofte er noget, andre værdsætter ved mig, og ofte er netop det, mænd falder for,” skriver hun i bogen.

Årsagen til, at skam er så vanskelig en følelse, er ifølge Ilse Sand, at skam er hinsides fornuften.

”Man kan godt skamme sig over noget, som man med hovedet ved ikke er noget at skamme sig over. Alligevel kan skammen vise sig som rødmen og rysten på hænderne. Det er det, der er så fælt ved skam. Man får lyst til at skjule sig, men i virkeligheden bør man gøre det modsatte.”

”Skam handler om hele ens person og væren, og derfor er skam sværere at håndtere end skyld over en handling, som man kan gøre god igen. Det handler om at vide, hvad skam er. For mig har det været godt at få en forklaring på min selvusikkerhed. Hvis man får at vide, hvad den selvusikkerhed handler om, tror jeg, at det vil være en lettelse for mange. Det var det i hvert fald for mig.”

At man kan føle skam, er også positivt, fordi det kan virke adfærdsregulerende i forhold til andre mennesker.

”Skam er en sensor, og hvis ikke den er overdrevet, er den god, fordi den afholder os fra for eksempel at brase ind på toilettet, der er optaget af en anden, pille næse i fuld offentlighed eller tale hele tiden uden at give andre plads. Men nogle har en sensor, der er overdrevet, og det hæmmer dem i samværet med andre,” siger Ilse Sand.

Hun definerer skam som en alarm, der daterer sig tilbage til livet på savannen, hvor det var farligt at blive udstødt af flokken.

”Dengang var det livstruende. I dag ved vi, at man kan leve 10 år på en øde ø uden at dø, men vores hjerner er ikke fulgt med tiden. Problemet er så, at nogle har en alt for følsom skamsensor. De tør ikke skille sig ud og gør som andre af frygt for at blive udstødt. Det er urangst for at blive alene.”

”Det er ikke godt for et menneskes livskvalitet. Det, der giver stor tilfredsstillelse, er blive set og accepteret, lige som vi er. Det er at føle sig elsket. At en anden kan se det hele med et accepterende blik, ligger som en dyb længsel i os alle. Det er sådan, vi opdager os selv. Så når nogle kæmper med overdreven skam, kommer det af ikke at være blevet set af sine primære omsorgsgivere, som typisk er forældrene.”

”Det rigtige er at se sine børn på deres egne præmisser. Min mor kunne det ikke, kun i sjældne glimt, og derfor interesserer det her emne mig meget. Det har så stor betydning for ens selvfølelse at blive set af en anden som den, man helt ægte er,” siger Ilse Sand og tilføjer, at hendes mor ikke lever længere, så derfor kan hun tale så frimodigt om hende.

”Min mor havde en gennemgående sætning: ’Kan du ikke skrive noget om glæde? Du skriver altid om sådan nogle triste emner.’ Hun kunne godt lide min bog ’Elsk dig selv’, men de andre blev hun dårlig af at læse. Det ikke at have opbakning fra sit eget ophav giver en stor selvusikkerhed.”

”Hvis man skammer sig over sin selvusikkerhed, får man skam på skam. Og så er der det med skammen, at den skriger, du skal skjule dig. Men man skal gøre det modsatte af, hvad skammen vil, og det er at sige det til nogen. Man behøver ikke at begynde med at stå op på en scene og råbe det ud over hele verden. Man kan begynde med at skrive et brev til en afdød bedstemor eller Vorherre. Det næste skridt kan være at fortælle det til en, man ikke er bange for at miste. Det kan være til en anonym rådgivningstjeneste på nettet eller ens læge.”

Det er Ilse Sands erfaring som præst, psykoterapeut og også personligt, at når man endelig får taget sig sammen til at fortælle andre om sin skam, opdager man, at det ikke er så slemt.

”For en selv er det kæmpestort at finde ud af, at verden ikke går under, hvis nogen opdager det her om en. Der, hvor man ikke er blevet set, føler man sig som ingenting. De der huller af ingenting er ekstremt skræmmende. For hvis det, man er, er noget, man ikke må være for sig selv, eller noget, ingen har set, føles det meget skræmmende,” siger Ilse Sand.

I bogen skriver hun, at ”det skamfulde helbredes ved at blive delt med en anden. Der skal kærlige øjne på.”

”Det skal der, fordi man har brug for at se sig selv med kærlige øjne. For at kunne det har man har brug for at låne kærlige øjne af andre. Jeg har haft gode eksistenssamtaler med teolog, psykoterapeut og forfatter Bent Falk. Det er langt hen ad vejen ham, der har hjulpet mig med min egen skam. Jeg har følt, at jeg blev set af ham. Gode forældre fortæller deres børn, hvem de er. Både-og er i den sammenhæng vigtigt: Du er lige nu et vredt og elsket barn. Børn, der er blevet set på den måde, kan godt være vrede uden at være bange for, at verden går under.”

”De fleste husker min mor som en sød dame. Hun havde selv haft en svær opvækst, og det, man ikke selv har fået, kan man ikke give videre. Børn blev ikke set i hendes generation. Det bliver børn i højere grad i dag, men nogle gange på en forkert måde. Se bare på de billeder, der bliver lagt ud på Facebook og Instagram af folks fantastiske børn. Det kan også generere skam at skulle leve op til at være fantastisk, for det kan ingen leve op til, når det kommer til stykket.”

Spørger man Ilse Sand om, hvorfor skam er sådan en fæl følelse, lyder svaret:

”Fordi den isolerer en og gør en ensom. Man er helt alene med den her hemmelighed, og måske kender man ikke selv hemmeligheden, men man kan mærke selvusikkerheden. Det gør det ikke nemmere, at det i vores tid er veltalende personer, der bliver hevet frem i medierne, og så kan vi sidde og spejle os i dem. Når jeg før i tiden som præst stod for begravelser ude på landet, ville de efterladte gerne have, at jeg i begravelsestalen skulle sige om den afdøde, at vedkommende havde været et beskedent, hjælpsomt eller retskaffent menneske. Det er gode gamle dyder. I dag får man hele tiden at vide, at hvis man vil blive til noget i verden, skal man være god til at føre sig frem med selvtillid.”

Det har haft stor betydning for Ilse Sand, at hun har arbejdet med sin egen skam og årsagen til sin selvusikkerhed.

”Jeg tør være åben om mig selv, og det er rigtig godt for gode relationer. Og jeg har det bedre. Det, som vi typisk skammer os over, er følelsen af hjælpeløshed, sårbarhed og manglende kontrol, og man tror, at man er den eneste i verden, der har det sådan. Min erfaring som præst og psykoterapeut er, at så forskellige er vi mennesker ikke, når man kommer ind bag facaden. Det er også derfor, jeg kan tale om min selvusikkerhed uden at tænke, at jeg er den eneste i verden, der kender til det.”

Læs uddrag af ”Sig hej til din skam” på

k.dk/liv