I sit hoved var han allerede på vej til Grønland denne sidste torsdag i maj, hvor han lånte ægtefællens elcykel for at nå frem til en frokostaftale i det centrale Aarhus. En kollega havde fået nyt job, og de skulle spise afskedsfrokost. I sit hoved havde han forberedt en tale, og når han atter var hjemme i Brabrand, skulle han pakke til rejsen i embeds medfør til Grønland.
Han spændte cykelhjelmen og glædede sig til samværet med kollegerne og rejsen, men der hvor Åby Ringvej krydser Silkeborgvej blev præsten og debattøren Henrik Højlunds planer slået ud af kurs. Torsdag den 27. maj lidt efter klokken 11 svingede en bil til venstre, og det næste, han husker, er, at han ikke kan rejse sig.
Da han nogle dage senere så landsholdsspillerne slå kreds om Christian Eriksen i Parken, tænkte han, at det var samme medmenneskelige omsorg, han mødte, da han lå på asfalten og mærkede smerter, han ikke vidste kunne være så stærke. Han besvimede, da han kom op på ambulancens båre. Hans hustru og de voksne børn havde tårer i øjnene, da de besøgte ham på intensivafdelingen på Aarhus Universitetshospital i Skejby.
Nu sidder han i en lænestol i sit hjem i Brabrand, og et drop i venstre arm sørger for, at han får antibiotika. Han er stadig indlagt, men i denne uge har hans tal været så gode, at han har kunnet nøjes med at møde op til stuegang og nogle blodprøver i ugens løb. Vi skal tale om, hvad de godt fire uger i hospitalssengen har gjort ved en mand, som i forvejen har det svært med livets forgængelighed og dødens vished.
De første mange dage efter ulykken var han i en døs af morfin og talte kun i enstavelsesord. Han havde brækket seks ribben, og den ene nyre var sønderskåren. Nyren var årsagen til de stærke smerter og det langstrakte hospitalsophold. Den kvæstede nyre betyder, at han har udsigt til en rum tid, hvor han skal tage det med ro.
I den ufrivillige ro har han som så ofte før sendt en varm tanke til lærer Sørensen på Hirtshals Skole, der underviste i formning i 4. og 5. klasse og bemærkede, at Henrik Højlund havde sans for at tegne. Lærer Sørensen lærte ham om skygge og perspektiv, og siden har Henrik Højlund holdt fast ved at tegne. I sygesengen kommer han i tanke om en pakke med 12 farver, som han fik til sin 60-årsfødselsdag. Hans kone pakkede de nye farver, og en af sønnerne indkøbte en ny bog med tegnepapir. Henrik Højlund sad i hospitalssengen og bladrede i gamle fotos på sin telefon og fandt et billede af sønnen Asger med muskuløs overkrop. Normalt maler Henrik Højlund med akvarel eller akrylmaling, men han var utrolig glad for at kunne bruge de 12 farver i sygesengen. Han delte tegningen af sønnen på Facebook og skrev blandt andet:
”Tredje uge på sygehus efter cykelulykke, jeg ligger i sengen og kradser lidt med pastelfarver. En af mine sønner, hvis krop repræsenterer mit håb om tilbagevenden til god krop.”
Næste dag malede han endnu et billede og skrev på det sociale medie, at han ville blive ved, så længe han er indlagt:
”I slipper ikke for mine billeder – så længe jeg ikke slipper for at ligge på sygehus.”
Siden han kom ud af morfindøsen, har han læst og set tv, og der har været mange besøg, men der sker noget med tiden, når han sidder med pastelblyanterne, der nu tæller en samling på 132. Han tegner også, mens vi taler.
”Jeg ryger ud af nuet, når jeg maler, og træder ind i et mærkeligt, men godt tomrum uden for det normale rum. At tegne har været den største lise i denne lange tid i sengen.”
Nok var det en uopmærksom bilist, som var skyld i, at han blev ramt den dag på cyklen. Han er sig bevidst, at han er sluppet særdeles nådigt, men ulykken føjer han til sin samling over nederlag. I august er det to år siden, han kom til Aarhus og blev indsat som præst i Aarhus Bykirke, som er en valgmenighed tilknyttet Evangelisk Luthersk Netværk og Indre Mission. Ansættelsen kom efter en svær tid. Efter rige år som præst i Løsning ved Hedensted, rykkede han til København, hvor han var blevet sognepræst i Kingos Kirke på Nørrebro.
”Turen til Nørrebro var en nederlagstur, men i dag kan jeg se, at det nederlag har været lærerigt for mig. Vi kan bestemt ikke lære noget af alle vores nederlag og kampe, men der kan være en kraft i sårbarheden.”
Det har taget ham omkring 15 år at nå frem til, at der kan være styrke i nederlag. Fra han var 40, til han var 55 år, befandt han sig i, hvad han beskriver som en midtlivskrise. Når han har talt om det, har det ofte været med en vis mængde humor, for krise lyder som et nærmest overdrevet ord til denne langstrakte overgangsperiode i hans liv.
”Man ser på sit liv og tænker: ’Var det så alt, hvad jeg nåede.’ Da jeg blev 40 år, tænkte jeg, at nu var jeg blevet voksen. Jeg kunne trække på ting bagud. Jeg følte i høj gad, jeg havde været i oplæring indtil da, men nu kunne jeg trække på ting, jeg havde med mig, der var meget, jeg kunne, og jeg havde noget at byde ind med. Men sideløbende var der en undertone af et vemod og en erkendelse af, at jeg er et dødeligt menneske på vej ned ad en bakke.”
Midtlivskrisen dampede af, da han var 55 år og omkring samtidig med, at han blev ramt af hjerteflimmer. Hjertet mistede sin rytme, og han blev forpustet. Det sker stadig et par gange om året, og så ved han, at han skal på hospitalet, hvor hans hjerte får stød.
”Jeg er endt med at takke Gud for midtlivskrisen og hjerteflimmeret og har forsonet mig med forgængeligheden og dødens vished. Det får alt sammen evighedens håb til at træde frem. Det kan godt være, at jeg får lov at blive 95 år, som min mor, men målt i evighedens perspektiv, har vi mennesker kun kort tid på denne skønne jord omgivet af det, vi elsker og hænger fast ved. Skrøbeligheden er en påmindelse om, at vi skal videre. Selv når livet er smukkest og skønnest, så er det bare en trailer til noget, som kommer, og som vi ikke har begreb om.”
Da han var ude af morfindøsen, bad han sin hustru tage en salmebog med til Aarhus Universitetshospital i Skejby. Han har haft en ensengsstue, og ingen har hørt, hvordan han hver dag har sunget en salme med en sangstemme, som efter ulykken er gået fra at være klangfuld tenor til at være ufattelig tynd.
Han slog op på nummer et i Den Danske Salmebog og har siden sunget salmerne i rækkefølge. Først kom lovsangene, og nu er han fremme ved salmerne om skabelsen og forsynet. Brorson, Kingo og Grundtvig har åbnet sind og tanke. En salme pr. dag som en del af en slags morgenretræte i sygesengen.
”I vores tid, og det gælder også for mig selv, bliver vi forskrækkede, når vi bliver ramt af lidelse, men salmedigtere som Kingo og Brorson skriver med en dybde og en erfaring af, at lidelsen er en del af livet, og på den måde bidrager de med noget, som godt kan være svært at sige lige ud, men som faktisk er stærkt og brugbart.”