Blomster af skærmplanter er tit oversået af røde biller, der parrer sig. Det er præstebillen med det videnskabelige navn Rhagonycha fulva. Den lille gullige eller teglstensrøde bille med mørk bagende er en af Danmarks absolut almindeligste biller. På grund af dens beskedne størrelse på højst 10 millimeter og de ret svage farver er arten dog ikke nær så berømt som den syvplettede bille, som børn elsker og kender og synger om i visen om mariehønen Evigglad.
Selvom der ikke er skrevet populære sange om præstebillen, er den værd at lægge mærke til og hylde. Den kommer med sommeren, hvor den for alvor begynder at vise sig på varme solskinsdage efter sankthans.
De voksne biller æder gerne bladlus, så set med havebriller er de nyttige dyr. De søger desuden med særlig forkærlighed til blomster for at æde næringsrig nektar og pollen, som giver dem energi til deres korte, men heftige sommerliv i et par måneder. Ud over at æde bruger de nemlig næsten al tiden på at parre sig. Det vil sige, selve parringen og befrugtningen varer ikke så længe, men efter befrugtningen bliver hannen siddende koblet sammen med hunnen i dagevis – muligvis for at forhindre andre hanner i at komme til fadet.
De rødlige, evigtkopulerende biller er helt vilde med skærmplanter, og søger især til pastinak, bjørneklo, kæmpebjørneklo og vild gulerod. De er også glade for blomstrende tidsler og rølliker, og foruden bladlusene æder de gerne deres søde ekskrementer, som med et mere poetisk udtryk kaldes for honningdug. Billerne hører til den meget artsrige gruppe af blødvinger (billefamilien Cantharidae), som er nært beslægtede med de selvlysende sankthansorme og ildfluer (billefamilien Lampyridae). Navnet er velvalgt, for dækvingerne er bløde i forhold andre billers hårde forvinger.
Efter den langvarige parring lægger hunnen æg i jordoverfladen, og i sensommeren klækker de og bliver til larver, der overvintrer som små. Efter vinteren lever de sorte, flade larver af snegle og andre smådyr, indtil de er udvokset i maj eller juni, forpupper sig og kryber ud af pupperne om sommeren.
Det danske navn er i slægt med folkelige navne som ”præstelus” for burresnerrens irriterende frø, der sætter sig i klæder, eller ”præstepik” om den almindelige stinksvamp, som ligner en fallos. Præsterne har med deres højtidelighed og virke for de højere magter været yndede ofre for folkeviddet, og de skulle drilles og pilles ned på jorden med Vorherres egen skabninger.
Præstebillernes vane med af være sammenkoblet det meste af livet findes også hos mange af vandnymferne, der er en gruppe af spinkle guldsmede. Det er særligt smukt hos kobbervandnymferne, der er sammenkoblede, når hunnerne lægger æg i plantestængler ved skovsøer i august.
Præstebillen er mere klodset og vulgær, så folkets drillende navn har været et oplagt valg.