Preben Kok: Vi må lære af livet og give visdommen videre til de næste generationer

Preben Kok er overbevist om, at de grundlæggende udfordringer i livets sejlads er de samme i dag som altid. Med sin nye bog ønsker han at videregive brugbart arvegods til yngre generationer. Hvilke indsigter finder vi i eventyret "Klods-Hans", "Baronessen fra Benzintanken" og fadervor? Læs første kapitel i bogen "Arvegods"

"Hvis ikke man er fuldstændig fortrolig med dønningerne på havet, så ved man ikke, om man er på rette kurs," skriver Preben Kok i sin bog om at give universel visdom videre generation til generation.
"Hvis ikke man er fuldstændig fortrolig med dønningerne på havet, så ved man ikke, om man er på rette kurs," skriver Preben Kok i sin bog om at give universel visdom videre generation til generation. Foto: Leif Tuxen.

Da min medforfatter og jeg holdt vores første møde om denne bog, havde han samme morgen læst en interessant artikel i avisen. Artiklen fortalte om en mand fra Stillehavsområdet Polynesien, som havde gennemført sin jomfrusejlads fra Maui på Hawaii til Tahiti i Fransk Polynesien helt uden moderne hjælpemidler som gps, kompas og radio. Manden havde gennemført den lange sejlads på knap 2700 sømil (cirka 5000 kilometer) udelukkende ved hjælp af den viden og de fortællinger, han havde fået overdraget fra sin for længst afdøde bedstefar, en kendt polynesisk søfarer. Dette arvegods bestod blandt andet af et nøje kendskab til den såkaldte stjernesti oppe på himlen og en vigtig remse om denne sti, som den polynesiske mand reciterede fra under sin lange søfart. På den måde kunne den nu aldrende mand bedre huske kursen og dermed navigere. Undervejs kom han i tanker om sin gamle børnelærdom fra bedstefaderen om at føle dønningerne fra havet, så han kunne mærke, om han var på støt kurs. Og det var han.

Denne historie siger noget vigtigt om, hvad arvegods er – altså erfaringer og visdom overleveret fra generation til generation. På den måde kom dette bogprojekt godt fra land, og med vind i sejlene.

I denne bog ønsker jeg at videregive brugbart arvegods til den sejlads gennem både rørte og rolige farvande, som menneskelivet er. For jeg er overbevist om, at det grundlæggende i livets sejlads er det samme i dag, som det altid har været, hvor meget udsigterne undervejs end har forandret sig. Og som jeg påpegede i indledningen: Alle generationer har brug for værdifuldt arvegods. Derfor er det vigtigt, at min generation af efterkrigstidsbørn husker vores eget gode arvegods og videregiver det til vores efterkommere, især til de børnebørn, der særligt har brug for de grundlæggende værdier og den universelle viden, vi selv har haft gavn af i vores opvækst. Og forudsætningen for, at vi kan videregive det arvegods, er, at vi selv husker på det – og bruger det.

Jeg fik tildelt det meste af mit eget arvegods i 1950’erne. Til morgensang på skolen lærte jeg salmer som N.F.S. Grundtvigs ”Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord” (1872), og ordene gav mig en fornemmelse af, at jeg og min familie kunne leve et godt liv, selv om jeg kunne se, at der var mange, som var rigere end os. Først senere erfarede jeg, at salmen er en lille del af Grundtvigs lange digt ”Aabent brev til mine børn” (1839), hvor den dengang 56-årige far skriver om, hvad han ønsker hans børn skal arve efter ham. På den måde giver det over 180 år gamle digt fornyet inspiration til de grundlæggende spørgsmål, som jeg stiller mig selv som far og bedstefar, og som jeg ved foredrag i forskellige sammenhænge prøver at få andre til at overveje: Hvad er det vigtigste arvegods til vores børn og børnebørn? Hvad vil vi give videre til næste generation, og den næste igen?

Heldigvis er vores kultur fuld af de gode, universelle ledsagehistorier, der kan bruges som faste følgesvende i livet og som hjælp til at navigere i det.

Jeg plejer at forklare ledsagehistoriens nytteværdi med et eksempel fra den viden, læger og sygeplejersker har fra behandling af sår. De ved, at hvis man har et stort sår, og det begynder at hele op og vokse sammen, så kan der i kanten af såret opstå kløe. Umiddelbart vil den patient, der har såret, mene, at der nu er to problemer: såret og kløen. Men når patienten får at vide, at kløen er et godt tegn på helbredelse, så skifter kløen karakter fra at være et problem til at være et gode. Og det skyldes ikke, at selve kløen har ændret sig, men at patientens syn på kløen har. For mig er ledsagehistorien en tolkning af det ene eller det andet aspekt i livet – og som sådan kan den have afgørende betydning for ens vurdering af det, man står over for. En ledsagehistorie kan for eksempel fortælle om, at de smerter og ubehageligheder, man oplever, er nødvendige for, at livet kan udvikle sig. Man tager nemlig fejl, hvis man tror, at det, der er liv i, kun er det, der føles godt.

Vi kan også jævnføre ledsagehistorien med erfaringen fra den polynesiske søfarer: Hvis ikke man er fuldstændig fortrolig med dønningerne på havet, så ved man ikke, om man er på rette kurs. Ledsagehistorien kan lære os om de ”dønninger” i livet, som kan føles forkerte, men faktisk er rigtige og nødvendige for, at vi kan komme på rette vej.

Ledsagehistorierne vil os det godt, men er ikke en type fortælling, der sparer os for de strabadser, som er nødvendige i livet. Det er derfor, de er så vigtige.

Til mine egne børnebørn har jeg haft fokus på tre grundlæggende ledsagehistorier, der hver især og samlet set udgør fundamentalt arvegods: den kristne bøn fadervor, H.C. Andersens kendte Klods Hans-eventyr, som er hans udbygning af folkeeventyret Klotte-Hans, samt den gamle danske spillefilm Baronessen fra Benzintanken fra 1960.

Lad mig begynde ved Klods-Hans, som var den første ledsagehistorie, jeg fortalte til mine børnebørn. Klods-Hans handler jo om den yngste af tre sønner, brødreflokkens mest kejtede fyr. Hans to ældre brødre ser kun hånligt og nedladende på ham, også da kongen inviterer landets unge mænd til at fri til sin datter, den yndige prinsesse. De to storebrødre forbereder sig i otte dage med læsefærdigheder og andre kundskaber, og de ankommer til prinsessen højt til hest. Men prinsessen afviser bestemt dem begge: ”Dur ikke! Væk!” vrænger hun. Noget senere ankommer Klods-Hans på den gedebuk, han har måttet nøjes med, da faderen kun har villet tilbyde sine to ældste sønner en hest. Klods-Hans har ikke forberedt sig som brødrene, men har instinktivt samlet det op, han mødte på sin vej: en død krage, en gammel træsko og en håndfuld mudder.

Pointen i eventyret er, at brødrenes viden kan give dem en stilling i livet, hvor de kommer ”højt til hest” og bliver beundringsværdige. Men det vigtigste i livet – symboliseret ved prinsessen, der kan gøre en til konge i sit liv – får man ved at være jordnær og møde livet, som det nu engang former sig. Det jordnære og umiddelbart værdiløse kan vise sig at give adgang til det dybeste i livet. Det kan være en vigtig påmindelse i en hverdag, hvor man ofte får at vide, at man skal stile højt for at få succes i livet. Eventyret om Klods-Hans siger det modsatte.

En lignende lærdom findes i Baronessen fra Benzintanken. I filmen, der har folkekære navne som blandt andre Ghita Nørby, Dirch Passer og Ove Sprogøe i hovedrollerne, arbejder den unge kvinde Anne Tofte (Nørby) på et helt almindeligt autoværksted på en benzinstation i Nordsjælland sammen med onklen Lars (Sprogøe) og vennen Hans (Passer). Mens det muntre liv går sin gang på benzintanken, går jagten ind på en arving til det nærliggende Rosensteen Slot, som ellers vil falde i hænderne på godsbestyreren og hans udspekulerede mor. I sin undersøgelse opdager slottets sagfører, at Anne er datter af den afdøde baron von Rosensteen og dermed den retmæssige arving. Men udsigten til det nye og finere liv som baronesse giver anledning til adskillige forviklinger og intriger, for har Anne overhovedet lyst til at blive baronesse og til at leve resten af sit liv på det lidt afsondrede slot blandt gods og guld? Er det et godt liv for hende?

"Baronessen fra Benzintanken", spillefilmsklassikeren med en ung Ghita Nørby i hovedrollen, ser Preben Kok som en moderne udgave af eventyret "Klods-Hans". "Du skal huske at bruge det almindelige og velfungerende værktøj fra livets værksted i stedet for at tro, at lykken består i at sidde veltilfreds med sit skinnende bestik bag en smukt prydet slotsfacade." Jordnærheden er forudsætningen for det gode liv, skriver Preben Kok.
"Baronessen fra Benzintanken", spillefilmsklassikeren med en ung Ghita Nørby i hovedrollen, ser Preben Kok som en moderne udgave af eventyret "Klods-Hans". "Du skal huske at bruge det almindelige og velfungerende værktøj fra livets værksted i stedet for at tro, at lykken består i at sidde veltilfreds med sit skinnende bestik bag en smukt prydet slotsfacade." Jordnærheden er forudsætningen for det gode liv, skriver Preben Kok. Foto: Ivar Myrhøj/Ritzau Scanpix

Rosensteen Slot præges nemlig af intrigante og grådige folk, som kun tænker i penge. Her findes der ikke meget muntert liv, hvilket er ganske lig Klods-Hans-historien, hvor prinsessen på kongeslottet er svær at gøre glad, kongen ulykkelig over hendes dårlige humør, og hoffets oldermand en stivstikker. I nærheden af Rosensteen Slot findes en almindelig benzintank med tre humørfyldte mennesker med skidt på tøjet og olie i ansigterne, og hvor Anne viser sig at være ”bedre med en skruetrækker end et sølvbestik”, som det mundret lyder i filmens resumé. Kække og jordnære er disse tre venner, der nemt kan sammenlignes med Klods-Hans, som ikke ejer sin egen benzintank, men rider en beskeden gedebuk frem for en prangende hest og på vejen samler de tilsyneladende værdiløse ting op, der jo siden bliver hans adgangsbillet til det gode liv.

Baronessen fra Benzintanken kan ses som en moderne udgave af Klods Hans-eventyret, som er den Klods-Hans-historie, vi kender i dag. H.C. Andersens eventyr er som nævnt udbygningen af folkeeventyret Klotte-Hans, og det er folkeeventyrets rene form, jeg lægger vægt på i min genfortælling, fordi det ikke kræver særlige evner eller boglige kundskaber og kan forstås af alle.

Folke-eventyr, folke-viden, folke-visdom understreger den jordnærhed, som er en mangelvare i vores samfund i dag. Derfor bliver jeg ikke træt af at gentage det, Klods- Hans fortæller os: Hvis du vil nå det dybe og berigende i dit liv, er du nødt til at være så jordnær, at du kan samle det, livet giver dig, op nede fra jorden.

Eller som Baronessen fra Benzintanken fortæller os: Du skal huske at bruge det almindelige og velfungerende værktøj fra livets værksted i stedet for at tro, at lykken består i at sidde veltilfreds med sit skinnende bestik bag en smukt prydet slotsfacade. Jordnærheden er forudsætningen for det gode liv, der så kan udvikle sig og give dig en rigdom, du ikke havde kunnet forestille dig.

Både Baronessen fra Benzintanken og Klods-Hans handler altså om at være jordnær, men det er også vigtigt at holde fast i den helt grundlæggende tanke: Helheden har altid mindst to sandheder, som er sande på samme tid, så det at holde på den ene sandhed modarbejder ikke nødvendigvis den anden. Man kan derfor sagtens blive konge eller baronesse, som Klods-Hans henholdsvis Anne bliver, men ikke uden sin grundlæggende, jordnære natur, for den er en direkte betingelse for overhovedet at kunne opnå rigdommen og det gode liv. Det er dét arvegods, som vejer tungest hos mig, og som jeg gerne vil give videre.

Vigtigt arvegods, ja, men ikke nødvendigvis til omgående indløsning. I hovedsagen formidler jeg disse fortællinger til mine børnebørn, fordi jeg gerne vil have, at de i deres hukommelse får ledsagehistorier med til resten af livet. Eventyrene rummer jo ligesom Bibelen en indsigt i livets forhold, som ikke går af mode – uanset hvordan vores ydre påklædning ændrer sig.

Vi, der er gamle nok, skal give arvegodset videre, for det har altid været de gamles vigtige opgave at gøre, og i vores tid skal vi turde tro på, at vi ved noget om, hvad vores efterkommere vil få brug for i livet. På samme måde som de gamle polynesiske søfarere gav remsen om stjernestien videre til deres efterkommere.

Ligesom stjernestien ligger fast og kan følges, når man kender den og er opmærksom på havets dønninger, således ligger mange veje i et menneskeliv fast – selv om vi i vores tid ikke bryder os om at tænke sådan, fordi vi betragter os selv som unikke. Her kan man tænke på ørene og næsen, som, hvor forskellige de end er, sidder nogenlunde samme sted på os alle, og ligesådan er det med nogle vigtige sejlrender i livet. Det er dem, ledsagehistorierne fortæller om, og jeg vil gerne have, at mine børnebørn er opmærksomme på dem, når deres liv kommer ud af kurs.

Jeg har også lagt vægt på at lære mine børnebørn at bede fadervor. Den mest grundlæggende bøn i kristendommen, som Jesus lærte sine disciple: ”Fadervor, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er riget og magten og æren i evighed! Amen.”

Det har jeg gjort, fordi der er to ting, kristendommen bidrager med, som man ikke kan hente noget andet sted i samfundet. Det ene er, at der er grænser for, hvad mennesker – herunder børnebørnene selv – skal kunne. Der er en del af verden, som hører til i vores magtområde, og så er der en del af verden, som hører til i Guds magtområde. Den anden særlige ting, kristendommen bidrager med, er, at vi lever på baggrund af en betingelsesløs kærlighed – Guds kærlighed til os. Det er netop de to grundlæggende værdier, fadervor udtrykker. Derfor er bønnen afgørende vigtigt arvegods for mig.

Min egen historie med at bede fadervor er livslang. Ligesom for andre troende er fadervor for mig en bøn, jeg beder ofte, men i to situationer spiller den en særlig rolle for mig. Den ene er, når jeg oplever noget, som er for stort, altså når jeg rammes af en sammenhæng, som jeg ikke kan forstå, men som jeg kan se er smuk og nyttig. Det kan for eksempel være, at tilsyneladende tilfældige hændelser sker på en sådan måde, at de tilsammen giver mig en klarere forståelse af den situation, jeg er i. Det kan også være, når jeg har bidraget til, at et andet menneske er kommet videre i sit liv på et afgørende punkt (som det har været tilfældet i de eksempler, jeg bruger i denne bog). Altså når livet ganske konkret går over al forstand, så fastholder jeg det underfulde i situationen ved at bede – måske nogle få af mine egne ord og så fadervor. På den måde sørger jeg også for, at jeg ikke kommer til at behandle det særlige, jeg har oplevet, som tilfældigheder. Gjorde jeg dét, ville noget værdifuldt forsvinde, og det ville være sjusk med værdier, set med mine øjne. I øvrigt er det at bede fadervor i den situation også med til at fastholde den gamle sandhed, at de store problemer i tilværelsen skal løses ”med Guds hjælp og lidt håndkraft”, som et gammelt ordsprog lyder. For at være realistisk er det vigtigt at se, hvor meget man selv har gjort, og hvor meget der er sket af uforklarlige årsager, når mørke og besværlige tider bliver lysere og lettere at være i.

Den anden konkrete situation, hvor jeg holder fast i fadervor, er, når jeg eller et andet menneske er angst og har brug for en kærlig favn, der kan rumme alt, og som man kan søge tilflugt i. Gud ske tak og lov hjælper fadervor os til at fastholde realismen, uanset hvordan livet ser ud.

Undervejs i mine mere end 40 års arbejde med sjælesorg og syge mennesker har jeg oplevet, at nogle indimellem får fat i noget bevidstheds- eller forståelsesmæssigt, der virkelig skaber en lettelse i deres liv. Efter sådanne oplevelser beder jeg altid fadervor. Det gør jeg, fordi jeg selvfølgelig ikke kan tage æren for det lykkeligt indtrufne, som i mine øjne er et samvirke af noget, jeg har bidraget med, og noget, der er kommet udefra. Noget guddommeligt. Hvis jeg gav mig selv æren for det hele, ville jeg komme til at lægge et unødvendigt pres på mig selv. På længere sigt ville det give mig stress, fordi jeg ville have skabt noget, jeg hele tiden skulle leve op til. Jeg beder derfor fadervor, når det, der sker, overskrider grænsen for, hvad jeg kan, og når æren derfor bør placeres højere oppe. Når jeg giver Gud æren, kan jeg leve som et frit menneske. Ud fra devisen ”Du bragte ikke solen ind i mit liv, men du fjernede det, der skyggede for den”, som jeg husker fra min ungdom.

Når livet er tungt, spiller fadervor også en stor rolle for mig. For eksempel når angsten trykker, så kan jeg finde på at lægge mig i fosterstilling i min seng og sige: ”Nu lægger jeg mig ind til dig, Gud, nu skal du passe på mig!” Og når jeg ligger dér, beder jeg fadervor. Gennem mange år har jeg lært adskillige patienter på sygehuset at gøre det samme. Også folk, som var helt stive i kroppen, endda folk, som ikke kunne bevæge sig overhovedet. Dem har jeg bedt om at lukke øjnene og forestille sig, at de lå i fosterstilling, og at de nu lagde sig ind hos Gud og sagde: ”Nu skal du passe på mig, Gud!” Og så bede fadervor.

Fadervor er vigtig, fordi bønnen ligesom er grænsebommen for, hvad der er mit og ikke er mit. Den fastholder på den måde en realisme om, hvad jeg skal kunne og ikke skal kunne. Det er samme realisme, Grundtvig beskriver i sin salme ”Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord”:

Et sådant liv jeg ønsked al min æt og pønsed på med flid at forberede,

og når min sjæl blev af sin grublen træt, den hviled sig ved ”fadervor” at bede.

Da følte jeg den trøst af sandheds ånd, at lykken svæver over urtegården,

når støvet lægges i sin skabers hånd, og alting ventes i naturens orden.

Her taler Grundtvig netop om den grænse, som ikke bare begrænser, men også er det sted, hvor du møder det nye. På samme måde når vi møder landegrænser og dermed står over for et nyt sprog og en ny kultur. Og det samme gælder, når du har brugt alt, alt det, der er dit, og har nået grænsen for, hvad du kan. Her opstår muligheden for, at du begynder at se tingene på en anden måde og kan lægge dig i Guds hånd. Det er det, ”Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord” handler om. Og det er også den tankegang, jeg bruger i de forskellige livssituationer, positive som negative. Der er grænser for, hvad mennesker kan. Den erkendelse og erfaring vil jeg gerne give videre til mine børnebørn som arvegods. Konkret udtrykt i bønnen fadervor.

Men hvordan gør man voksenvisdom af denne slags til arvegods for sine børnebørn? Her er jeg af den overbevisning, at målet helliger midlet. Og når jeg fortæller om min pædagogik i foredragssammenhæng, er reaktionen ikke sjældent en blanding af lun latter og småklukken. Men der er mening bag galskaben – og morskaben.

For da jeg ville lære børnebørnene at bede fadervor, kunne jeg ikke finde et argument for det, som de ville kunne forstå. Derfor fandt jeg på, at de skulle lære fadervor, fordi de blev belønnet for det. ”Det giver Fætter BR-points,” forklarede jeg dem, og det betød, at vi måtte en tur ind til Fætter BR-butikken, hver gang de var på besøg og havde lært en ny sætning eller to. De har simpelthen tjent på at lære fadervor, og som et af børnebørnene en dag havde fortalt henne i skolen: ”Min morfar siger, at hvis man kan sit fadervor og kender Baronessen på Benzintanken, så er man godt kørende.”

Det er vigtigt for mig, at børnene finder en realistisk – og dermed naturlig – plads i tilværelsen, også når de engang står i en eller anden situation, der viser sig vanskelig eller endda uoverskuelig for dem. Nu er de øvede i at bruge det, jeg anser for at være den grundlæggende forsyningslinje til livets centrum, altså relationen og magtforholdet mellem Gud og mennesker.

Således ligger arvegodset ligefor – i de ledsagehistorier, vi giver videre. Her formidles visdommen i jordnærheden og minder om, at det gode liv opbygges nedefra. I bønnen finder vi den gavnlige grænsesætning og beroligende realisme. Men ingen af delene betyder, at vi ikke må stile efter de store højdepunkter her i livet: den skønne prins, den bedårende prinsesse eller et stort hus fuldt af smukke ting. Men det sker bedst fra en jordnær position, hvor vi ikke ser os selv som overmenneskelige væsener, men blot sårbare mennesker, der følger den naturlige livsbues opstigning før nedstigning.

På samme måde som man bygger et hus fra grunden, nedefra og op. Det omvendte er umuligt. Det er grundlæggende arvegods, som er værd at videregive og have med i bagagen i vores ambitiøse stræben mod stjernerne, hvilket er temaet i det næste kapitel.

Læs også nyt interview med Preben Kok her.