Prøv avisen

Prisen for at opdage flere overgreb mod børn er, at også uskyldige forældre bliver mistænkeliggjort

Susanne Lyngsø har arbejdet med børn og unges trivsel næsten hele sit arbejdsliv, senest som leder af center for familie og handicap i Fredensborg Kommune i Nordsjælland. Hun mener, at det sociale system omkring mulige overgreb mod børn aldrig har været bedre. Og at kritikken mest af alt handler om den misforståelse, at alle underretninger bør føre til, at kommunen bliver involveret. – Foto: Leif Tuxen

Aldrig har der været flere underretninger om mulige overgreb mod børn. Men der er også flere falske alarmer. Samlet set er det sociale system dog bedre end nogensinde, siger centerchef. Tag med ud i virkeligheden og få forklaringen

For nylig udgav Danmarks Statistik en række tal, der vakte uro og debat: Hvert år bliver de danske myndigheder underrettet næsten 100.000 gange om et muligt overgreb på et barn. Nogle underretninger går på samme barn, så det er i alt knap 60.000 børn, som potentielt er i fare. Det er lige så mange, som der hvert år bliver født.

Men tallene blev værre endnu: I de 5900 tilfælde, hvor kommunerne fik flere end én underretning om samme barn, og hvor mindst én af underretningerne var i den grove kategori, var det under halvdelen, der fik hjælp. Eksempelvis i form af anbringelse uden for hjemmet eller en fast kontaktperson.

I tirsdags kom så en rapport fra Børns Vilkår og TrygFonden, der bekræftede billedet og blandt andet viste, at alene antallet af politianmeldelser for vold mod børn under ni år er mere end femdoblet siden 2010. På den baggrund virker det rimeligt at spørge: Tager vi os egentlig ordentligt af vores børn?

Det spørgsmål har mange da også stillet, siden statistikken udkom den 11. april i år. Der har været selvransagselse ude i kommunerne, politikere og børneorganisationer har råbt op, og socialministeren er kaldt i samråd.

Men debatten sker på baggrund af statistik og ikke virkelighed, mener Susanne Lyngsø. Og hun ved, hvad hun taler om. Siden hun blev uddannet som socialrådgiver i 1986, har hun det meste af tiden arbejdet med børn og unges trivsel. Blandt andet som arvtager af Den Sociale Brevkasse på Danmarks Radio efter legendariske Hanne Reintoft og som tidligere chef for Familiecenteret i Aarhus Kommune. Siden 2016 har hun haft ansvaret for de udsatte børn i Fredensborg Kommune i Nordsjælland.

Hun har sagt ja til at forklare, hvad der ligger bag de voldsomme tal, for de vækker unødig bekymring:

”Det er en fejlslutning, at fordi der er underretninger på 60.000 børn, så er der 60.000 børn, der har brug for hjælp. Jeg vil gerne understrege, at der bliver taget rigtig godt hånd om udsatte børn i Danmark. Vi kæmper mod et dårligt ry efter især Tønder-sagen i 2005 og Brønderslev-sagen i 2009, men der er sket meget siden da, og det sociale system er i dag mere velfungerende end nogensinde. Det modsiges ikke af de nye tal. Tværtimod.”

Når antallet af underretninger er så højt – det svarer faktisk til 265 underretninger hver eneste dag året rundt – så skyldes det først og fremmest en lov- og kulturændring, mener Susanne Lyngsø.

Ændringen begyndte for alvor i årene efter Tønder-sagen, hvor det kom frem, at en far gennem en årrække havde udlejet sine to små døtre til seksuelle overgreb. Trods mistanker greb ingen ind, og sagen rejste derfor skarp kritik af det sociale system. I 2013 kom så den såkaldte overgrebspakke, som skærpede alles pligt til at underrette kommunen, hvis de har mistanke om, at et barn mistrives, bliver udsat for overgreb eller af andre grunde har brug for hjælp.

”Jeg vil mene, at der skete omtrent en 10-dobling i antallet af årlige indberetninger i de første 10 år efter Tønder-sagen. Der opstod en helt anden opmærksomhed, og regler og systemer blev endevendt i en grad, så vi i dag har et meget mere finmasket net til at opdage sagerne tidligt. Men det betyder jo så, at vi får alt muligt i det net. Derfor er det ikke overraskende med knap 100.000 underretninger om året. Og det er helt naturligt, at der kun bliver handlet på cirka halvdelen af sagerne – også selvom de i første omgang ryger i den grove kategori. Det betyder ikke, at sagerne ikke er undersøgt, men blot at det, der lød voldsomt, i virkeligheden ikke var noget, der behøvede en indsats fra kommunen,” siger hun.

Susanne Lyngsø viser rundt på center for familie og handicap i Kokkedal, hvor hun sidder til daglig. Det er på sin vis et sindbillede af det sociale system, for ifølge statistikkerne burde telefonerne jo kime. Hendes medarbejderes ansigtsudtryk burde være hektiske, men her hersker en udpræget ro og afdæmpet tale i de lette og lyse kontorlandskab, hvor de lige så godt kunne sælge forsikringer.

Deres arbejde er dog ganske alvorligt. I 2015, hvor den seneste statistik er fra, modtog centeret i alt 585 underretninger fordelt på 380 børn. Socialrådgiverne tager telefonen døgnet rundt og holder møde to gange om dagen for at kunne reagere bedst muligt inden for 24 timer på hver eneste underretning, som loven kræver.

Det foregår sådan, at sagerne inddeles i en grøn, en gul og en rød kategori. I den grønne finder man eksempelvis børn, der ikke er mødt op hos skoletandlægen gentagne gange. Det er tandlægen nemlig forpligtet til at underrette kommunen om. Her er også chikaneunderretninger fra naboer, der har set sig så sure på hinanden, at de begynder at beskylde hinanden for misrøgt af børn. Der er altså her tale om sager, hvor der ikke sker noget ved at vente lidt, før man taler med forældrene. Det skal ske inden for fire uger.

I den gule kategori, som er den, langt de fleste sager havner i, finder man eksempelvis højt skolefravær og skilte forældre, der anklager hinanden for omsorgssvigt. Det kan også være en lærer, der melder om udpræget tristhed hos barnet. Altså sager, hvor det er alvorligt, hvis der er noget om mistanken, men adfærden kan også have naturlige årsager. Her skal forældrene indkaldes til samtale inden for to uger.

Mistanke om fysiske, psykiske eller seksuelle overgreb vil altid ende i den røde kategori. Hvis en pædagog ringer og siger, at Markus på otte år er blevet hentet af en tydeliig dybt alkoholiseret forælder, er det den røde kategori, mens en underretning om, at hans far indimellem lugter af alkohol, ryger i den gule. I den røde kategori banker myndighederne på forældrenes dør inden for et døgn.

Susanne Lyngsø har prøvet det meste. Hun har stået i døren hos familier, hvor der helt åbenlyst intet var galt. Måske havde barnet blot for sjov sagt, at det var blevet slået. Men hun har også måttet kontakte politiet umiddelbart efter et besøg. Det er netop. fordi man aldrig helt ved, hvad der møder en bag den lukkede dør, at hun siger: Hellere 10 underret-ninger for meget end én for lidt. Hellere gøre nogle forældre chokerede end lade nogen begå overgreb.

”Jeg kan forsikre om, at det ikke er sjovt at stå der foran omsorgsfulde forældre, der ikke har fortjent at blive mødt med mistanke fra det sociale system,” siger Susanne Lyngsø.

”Og det er værd at diskutere, om den pris er for høj i forhold til at sikre bedst muligt, at ingen børn falder igennem vores sikkerhedsnet. Efter overgrebspakken er det blevet sådan, at alle fagfolk smider, hvad de har i hænderne, hvis et barn taler om overgreb eller vold. Der må ikke spørges ind, for det kan forplumre processen, så det er altid hele maskineriet, der går i gang. Lidt lige som når nogen siger bombe i en lufthavn. Nuancerne går tabt, men man kan ikke både få et finmasket net og nuancer. Man kan i bedste fald balancere på et knivsæg, og det er det, vi forsøger hver gang.”

En række tendenser i tiden er med til at gøre den balancegang ekstra vanskelig. Mange forældre underretter om hinanden under og efter en skilsmisse i forsøget på at få mere magt over deres børn. Det er ofte ressourcestærke forældre, og det er derfor næsten umuligt for kommunen at komme børnene til undsætning, siger hun. Meget tyder desuden på, at der er stadigt flere forældre med psykiske lidelser. De har ofte et enormt fokus på retssikkerhed og kræver mange ressourcer at tale til rette. Og så er der hele den øgede kropsforskrækkelse. Sager med fædre, der ikke kan være i badekar med deres datter uden at blive beskyldt for overgreb. Og mandlige pædagoger, der ikke tør være alene med børnene af frygt for mistanker.

”Vi er der i dag, hvor familievejledere sidder i fjernsynet og siger i ramme alvor, at ingen andre end forældrene må give børn et kys på kinden. Helt ærligt. Kroppen og berøring er blevet et tabu helt ude af proportioner, og det er med til at skabe flere uberettigede underretninger. Det er det, vi bør diskutere – frem for om antallet er for højt.”

Har vi skabt et system, hvor balancen mellem at sikre børn mod overgreb og samtidig ikke snage unødigt i folks familieliv ligger det rigtige sted?

”Som udgangspunkt ja. Der kan selvfølgelig ske menneskelige fejl, men jeg synes, systemet fungerer. Jeg sidder selv i en arbejdsgruppe, der skal komme med forslag til forbedringer, og vi har svært ved at finde noget. Det skyldes ikke mindst, at de fleste kommuner er begyndt at ansætte flere socialrådgivere. Det holder antallet af sager nede og sparer penge på grund af en mere kvalificeret sagsbehandling. Og det har betydet, at der igen er kommet høj faglighed og høj trivsel blandt socialrådgiverne og hele teamet omkring dem.”