Prøv avisen
Interview

Hvis du ser udviklingshæmmede med hjertet, ser du ikke et handicap, men en særlig skønhed

”At kunne åbne sig over for andre i tro på, at vi gensidigt er værdifulde og har noget at give, er den største gave, man kan få og give,” siger filosof Jean Vanier, der har brugt sit liv på at bygge ”L’Arche”, en organisation for mentalt handicappede. – Foto: Scanpix

Jean Vanier har viet sit liv til at leve i fællesskab med mentalt handicappede og grundlagt en international bevægelse. Udviklingshæmmede har meget at give og hjælper deres medmennesker med at blive sig selv

Et stort portrætfoto af en ældre mand med leende øjne er det første, man ser, når man træder ind i Jean Vaniers hjem.

”Det er Raphaël Simi. Se, hvor hans øjne stråler. Billedet er taget få dage før, han døde,” siger Jean Vanier og viser ind i husets eneste stue.

For 52 år siden viede Jean Vanier sit liv til at bo sammen med Raphaël Simi og Philippe Seux, som var mentalt handicappede. I stedet for at bo på en institution flyttede de sammen her til den nordfranske by Trosly-Breuil og byggede en hverdag op, som ikke mindede om de institutioner, de havde forladt. Jean Vanier har aldrig stiftet familie. Raphaël Simi og Philippe Seux blev hans familie, og hans syn på fællesskabet med mentalt handicappede er siden blevet til en global bevægelse: ”L’Arche” (Arken).

Sidste år modtog han den prestigefyldte Templeton Pris, som tidligere er givet til blandt andre Dalai Lama, Moder Teresa og Desmond Tutu. Han fik prisen for den bevægelse af inkluderende fællesskaber for sårbare mennesker, han har brugt sit liv på at bygge op. Spredt på fem kontinenter i 38 lande findes der 149 fællesskaber. Bevægelsens centrum er her i Trosly-Breuil, hvor han har sit hjem.

Denne forårsdag fremstår byen som et stykke landsbyidyl med velholdte stenhuse, trimmede haver, solbadende katte og kvidrende fugle. Mange af husene tjener i dag som fritidsbolig for folk fra Paris, som har restaureret ejendommene, og så er der de mange boliger, som er hjem for bofællesskaber, hvor udviklingshæmmede lever sammen med assistenter i såkaldte L’Arche-fællesskaber. For en kortere eller længere tid giver unge frivillige deres liv til at leve med de handicappede og får kost, logi og lommepenge. I stedet for et liv på en institution med vagtplaner er det idealet at skabe fællesskaber, hvor glæden ved at være sammen er i højsædet.

”Det er vigtigt at opleve, at vi kan le sammen og bare være sammen,” siger Jean Vanier.

Foruden L’Arche er Jean Vanier medstifter af søsterbevægelsen ”Tro og Lys”, som er fællesskaber forankret i kirker, hvor familier med udviklingshæmmede mødes. Bevægelsen er økumenisk og findes i 82 lande. Den første danske gruppe forankret i en folkekirke blev for nylig optaget.

Den høje, ranke 87-årige er født i den schweiziske by Genève i en børnerig, katolsk canadisk diplomatfamilie i 1928. I 1939 blev familien udstationeret til Frankrig, men efter Paris blev besat i sommeren 1940, flygtede han sammen med sin mor og søskende til England. Hjemmet var romersk-katolsk. Hans far havde overvejet at blive præst i den katolske kirke, men organiserede i stedet for et regiment af fransk-canadiske soldater, som kæmpede for Frankrig i Første Verdenskrig.

”Min far var den eneste af de 30 unge mænd i regimentet, som overlevede årene i skyttegravene, og jeg voksede op med en betoning af, at man skal gøre sin pligt og leve for et formål. Det lå meget stærkt i mit hjem, og det var samtidig plantet i min families kristne praksis.”

Selv var Jean Vanier bare 13 år, da han søgte ind i den britiske flåde under Anden Verdenskrig. Han blev optaget på Dartmouth Naval College i England, og som 17-årig blev han en del af den britiske flåde. I årene efter krigen fortsatte han i flåden, men han mærkede, hvad han har beskrevet som et indre kald til at gå en anden vej. I takt med at koncentrationslejrene i Auschwitz, Buchenwald og Dachau blev lukket ved krigens ophør, påtog hans mor, Pauline Vanier, sig et frivilligt arbejde som plejer for de mennesker, som kom ud af lejrene. Når Jean Vanier havde orlov eller ferie fra flåden, deltog han også i arbejdet.

”Jeg kan ikke sige, hvorfor jeg meldte mig så ung til flåden, men det betød, at mit liv i min ungdom havde en retning og et formål. Jeg fik en god grundtræning og slap for den rastløshed, som mange unge har det svært med. Krigen viste, hvilken utrolig kapacitet mennesker har til at være onde. Det så jeg på tæt hold, når jeg assisterede min mor i hendes arbejde. Efter en tid indså jeg, at jeg ikke kunne forblive i militæret hele mit liv. Krigen og årene i flåden gjorde det mere klart for mig, at der var en indre åndelig søgen i mig. Jeg ville følge Jesus. Efter krigen blev det meget stærkt for mig, at han er det eneste, som giver mening.”

Det føles naturligt at spørge, hvordan han kunne bevare troen på en god Gud, når han var tæt på ofrene for krigens ondskab. Han ryster på hovedet og svarer:

”Jeg har aldrig følt nogen grund til at anklage Gud, men jeg kan se, at vi er sårede mennesker, som gør onde ting og let kan vende os fra den vision om sandhed, som vi bærer i os.”

En af hans brødre blev munk. Den vej overvejede han også at gå. Da han havde forladt flåden, slog han sig ned i Paris, hvor han begyndte at læse filosofi, og han afsluttede studierne med en doktorgrad fra Institut Catholique de Paris om Aristoteles. Venskabet med den katolske præst fader Thomas kom til at vise vej for hans liv. Fader Thomas var præst for en institution i Nordfrankrig for udviklingshæmmede mænd. På universitetet havde Jean Vanier arbejdet med Aristoteles’ venskabsbegreb, men i fader Thomas så han en præst knytte venskabsbånd med udviklingshæmmede og bemærkede, hvordan venskabsbåndene gensidigt forandrede parterne.

Siden fulgte Jean Vanier, hvad han beskriver som et kald til at gå den samme vej. Med økonomisk hjælp fra sin familie fik han råd til at købe et lille hus her i Trosly-Breuil, hvor han flyttede ind sammen med Philippe Seux og Raphaël Simi. Huset gav han navnet ”Arken”.

I bogen ”An Ark for the Poor” (En ark for de fattige) om bevægelsens historie skriver Jean Vanier om visionen: ”Jeg ville skabe et samfund, hvor de kunne være i centrum, og give dem en familie og et tilhørsforhold, hvor de kunne udvikle sig og opdage evangeliet”.

Den første tid var præget af en nødtvungen enkelhed, da de økonomiske midler var begrænsede, men denne enkelhed viste sig også at have en appel til mange i lokalsamfundet, som gav en hånd til den høje ranke filosof og de to udviklingshæmmede. Med sin akademiske baggrund var det naturligt for Jean Vanier at skrive om sit arbejde, og nyhedsbrevene fra Arken nåede vidt omkring og var med til at starte en international bevægelse, som overvejende findes i kristne sammenhænge, men også har slået rod i hinduistiske og muslimske miljøer.

Selv opgav Jean Vanier sin akademiske karriere for at vie sit liv til fællesskabet med Philippe Seux og Raphaël Simi, og bevægelsen bæres i dag af mennesker, som har viet deres liv til arbejdet, samt unge i 20’erne, som giver et par år af deres liv til at være sammen med mentalt handicappede.

”Udviklingshæmmede har utrolig meget at give. Selv om deres forhold generelt er blevet vældigt forbedret, så er det fortsat en gruppe, som betragtes som samfundets bund. Unge, som kommer her som volontører, tænker, at de skal gøre noget godt for en udsat gruppe, men langt de fleste opdager, at de udviklingshæmmede er super mennesker. De er enkle og utroligt smukke personer, som ikke vil drøfte EU eller filosofi med dig, men ønsker at møde dig som menneske. Hvis du kan gå ind i det møde og lære at se med hjertet, ser du ikke først og fremmest et handicap, men mennesker med en særlig skønhed.”

”Hjertet i L’Arche er det menneskelige møde, hvor man opdager, at vi er forenet længere nede end de skel, vores handicaps, kultur og religion har sat. Sammen kan vi finde en frihed til at være det, som vi inderst inde er skabt til at være.”

Nabo til Jean Vaniers hjem er en gammel gård ombygget til et slags åndeligt centrum for L’Arche. Laden er lavet om til katolsk kirke, og staldbygninger er gjort til bibliotek, og desuden er her indrettet en række værelser til mennesker, som tager på retræte her. Efter et liv med mange rejser som taler og forelæser verden over har Jean Vanier de senere år koncentreret sit virke omkring retrætecenteret, hvor der både er engelsk- og fransksprogede retræter. I år er han tegnet for mere end 10 retræter.

”Jeg har også mange retrætedage, hvor jeg bare er her i min stue. Jeg tror, vi dagligt må luge vores sind for hadets frø, så vi kan se den grundlæggende skønhed i vore medmennesker. Vi har brug for stilheden for at opdage, hvad vi trænger til for at blive mere menneske og mere elskende. På den vej må vi nære den indre stemme i os, som gør det muligt at lytte til Guds ånd og med Guds hjælp dagligt lære at leve sandt og lære at tilgive.”

Den forandring, unge oplever, når de kommer til L’Arche for at leve sammen med udviklingshæmmede, er ifølge Jean Vanier mere kontrastfuld end tidligere.

”I min generation var vi optagede af at gøre vores pligt, men individualiseringen har skabt et stærkt fokus på en stræben efter at opnå individuel succes. Individet har på den ene side fået en stor frihed, men samtidig er der et krav om, at friheden skal bruges til at blive succesfuld, hvilket får mange til at spærre sig selv inde i systemer opretholdt af indre frygt. Vi skylder at vise, at verden ikke kun er de tilsyneladende sejrendes, men at der også er en elskende verden. En verden, hvor man tør møde både slagteren og naboen med venlighed og åbenhed.”

En af de skikkelser, Jean Vanier er optaget og fascineret af, er Frans af Assisi. I helgenbiografierne kan man læse, at Frans af Assisi efter at være flyttet sammen med de spedalske mærkede, hvad han beskriver som ”en ny mildhed i min krop og i min hånd”.

”Den beskrivelse inspirerer mig. I vores tid ser vi så tydeligt, hvordan vi er bange for at blive usikre, bange for at blive alene, og konsekvensen er, at vi lukker os inde bag indre vægge og har travlt med kun at vise vore omgivelser en facade. At kunne åbne sig over for andre i tro på, at vi gensidigt er værdifulde og har noget at give, er den største gave, man kan få og give.”

Klokken nærmer sig 12, og Jean Vanier gør klar til at bryde op, for han er ventet ved bordet i et af fællesskaberne her i byen, hvor han har spist de fleste af sine måltider. Her er han sammen med andre frivillige og udviklingshæmmede, som har boet i byen i 30 eller 40 år.

”Guds rige er der, hvor vi bekæmper vores frygt og vores forsvarsmekanismer og er glade for bare at være. Her er de mentalt handicappede utrolige lærermestre. De har lært mig noget om at elske og acceptere folk, som de er. Sådan er Gud. Jeg tror, at alt, hvad Gud ønsker, er, at vi skal lære at elske hinanden. Men det er ikke let i en verden, hvor frygt fylder mere og mere, og der er grænser, som vi ikke tror, vi kan krydse.”

Forleden mødtes Jean Vanier med en gruppe af ældre, som ligesom ham har viet deres liv til arbejdet i fællesskabet, men nu er gået på pension.

En del af dem har slået sig ned på egnen og kommer jævnligt til messerne i kirken. De talte om, hvordan man lærer at leve med tab. At håndtere tab er ifølge Jean Vanier en af de mest grundlæggende menneskelige udfordringer.

”Vores liv er fuld af tab fra den dag, hvor vi bliver født og må forlade moders liv, til tab af livsfaser og siden tab af evner og førlighed frem mod døden. For at kunne leve med de tab, må du lære at leve med opstandelsen, og det gør du ved at finde ind til det liv, som lever i os, uanset hvad vi kan udrette.”