Professor: Vi må genfinde kærligheden til naturen

Naturen er stadig vigtigere for os, men vi glemmer at værne om den og være i den, skriver professor Kaj Sand-Jensen i ny bog. I stedet for at advare og oplyse vil han dog hellere bruge gode historier til at lokke flere ud i det fri

66-årige Kaj Sand-Jensen er professor i ferskvands-økologi på Københavns Universitet og forfatter til en række bøger om naturen, ikke mindst det fem bind store værk ”Naturen i Danmark” fra 2006 til 2013.
66-årige Kaj Sand-Jensen er professor i ferskvands-økologi på Københavns Universitet og forfatter til en række bøger om naturen, ikke mindst det fem bind store værk ”Naturen i Danmark” fra 2006 til 2013. . Foto: Klaus Brodersen.

Forleden kørte Kaj Sand-Jensen fra Skagen til Ølsted i Nordsjælland. En lang tur, men da han kom frem, kunne han konstatere, at bilens forrude var lige så blank, som da han tog af sted.

”For 30 år siden havde jeg været nødt til at stoppe flere gange undervejs for at fjerne døde insekter. Men de er jo så godt som forsvundet. Sammen med så meget andet,” siger den 66-årige professor i ferskvandsøkologi og forfatter til en række naturvidenskabelige bøger, ikke mindst det roste storværk ”Naturen i Danmark”.

Men egentlig skal det ikke handle om den slags forfaldshistorier. Dem har han fortalt mange af gennem årene, og hans nye bog, ”Mit liv med bondelandets natur”, skal ikke være som de andre, han har skrevet. Det er ikke en traditionelt oplysende naturbog, og det er ikke en debatbog, det er en oplevelsesbog, forklarer han. Den skal tale mere til hjertet end til hjernen, for vi har det med at intellektualisere vores forhold til naturen, selvom det, der er behov for, er bare at træde ud i den.

”Jeg vil gerne have naturen tilbage i hovederne på danskerne,” siger han.

”Vi skal have genetableret den veneration, som jeg synes er forsvundet lidt de senere år. Og det er skidt timing, for naturen har virkelig brug for al den støtte, den kan få, nu hvor politikerne igen er gået i gang med at rive den fra hinanden.”

Og sådan er det interviewet igennem: Hver gang, han begynder på en beretning om sine mange store oplevelser i og med naturen, ender det i en kritik af tidens naturpolitik.

For det er paradoksalt, at det enorme arbejde siden 1980 med at genoprette naturen efter 200 års intensiv påvirkning, udnyttelse og afvikling, i disse år ødelægges af en dagsorden præget af vækst, siger han.

Befolkningens og politikernes forståelse af behovet for at prioritere ikke mindst de storstilede vandmiljøplaner er erstattet af et fornyet politisk fokus på landbruget og kystbyggeri. Og befolkningen gør ikke rigtig oprør mod tabet af de naturoplevelser, som prægede Kaj Sand-Jensens barndom. Hvor er brushønsene i dag? Hvor findes muligheden for at falde i søvn til fuglesang og kvækken gennem åbne vinduer, sådan som han gjorde det engang for længe siden?

”Plante- og dyrelivet på marker og bakker er nærmest forsvundet, fordi dyrkningen af jorden har overtaget landskabet,” siger han, ”og min store frygt er, at børn og unge, som aldrig har oplevet det rige naturliv, der var engang, og som måske heller ikke har fået fortalt om det, slet ikke er bevidste om tabet.”

Og hvad kan man så gøre ved det? Man kan råbe op, men det er sjældent det, der aktiverer folk. Nej det, der får folk op og ud, er fascination. Det er oplevelser. Det er at mærke naturen, sådan som han selv har gjort det det meste af sit liv. Se arter overleve selv i kulsort, ufiltreret spildevand. Opleve anemone-floret i april, orkidéhavet på Ølands alvar i maj, havørredfiskeriet i juni, bukkejagten i september og fuglelivet ved Filsø i november.

I bogen fortæller han derfor først og fremmest om alt det, han har studeret gennem årene. Havgræsserne i Middelhavet og de tørketålende arter på Ølands kalkklipper. Den nærmest mirakuløse genkomst af havørnen, de springende laks i Skjern Å og de mange nye planter i den genskabte Filsø. Og om de mange oplevelser som Åbybro-dreng i 1950’erne og -60’erne, som grundlagde hans dybtfølte glæde ved naturen.

Aftenturene ved Store Vildmose med især faderen og søsteren, hvor målet var rådyrene, der i skumringen listede fra mosens krat til de tilstødende marker for at græsse. Kaj skjulte sig med sin familie mellem tuer af græs og star og fulgte bukkenes revirkamp gennem kikkerten. Eller han gik alene gennem mosen, træt efter en lang skoledag, i håbet om at glemme hverdagen. Han kunne bare fortsætte derudaf, glad og tomhjernet, indtil trætheden og sulten til sidst drev ham hjem.

”Jeg har utallige gange følt naturens terapeutiske virkning. Den er meget kraftfuld, se bare på lystfiskerne. For de fleste er det jo ikke afgørende at fange noget, det er vigtigere at komme på afstand af dagens jag. Folk synker ind i sig selv under de forhold, og jeg ved, at for nogle er det helt afgørende at komme af sted for at kunne fungere normalt resten af tiden. På den måde er naturen en billig og effektiv medicin mod stress og tungsind, og jeg tænker, at vi mere end nogensinde har brug for den effekt,” siger han.

Noget af det, han sætter allermest pris på, er dog at betragte børns umiddelbare fascination af naturen. Så står de med medbragt stangketcher, en hvid bakke, et syltetøjsglas og måske en lup, og snart er vårfluer, guldsmede, igler og dansemyg indfanget. Måske endda haletudser, hundestejler og karusser, og lige der kan de opleve naturens grumhed.

Det kan være lærerigt, men også voldsomt, måtte Kaj Sand-Jensen for nylig erkende, da barnebarnet på fire år med rædsel så vandkalve gå til angreb på en lille vandsalamander.

”Han var skrækslagen, men kom sig hurtigt og blev lige så opslugt af dyrene som andre børn. Og det fantastiske er, at fanger man deres interesse allerede dér, lærer de langt hurtigere end voksne, og oplevelserne bliver siddende. Derfor håber jeg, at vi kan genskabe en kultur, hvor børn i højere grad præsenteres for naturen, så de skaber sig en bevidsthed om, hvad der er på spil. Og så de kan være med til at bekæmpe, at fremtidens natur blot tegnes af æstetikken i sprøjtesporene på markerne,” siger Kaj Sand-Jensen.

Han håber samtidig, at debatten om naturen kan skifte spor fra det pessimistiske mundhuggeri til at være visionær og båret af et fælles engagement.

”Det handler om sund fornuft,” siger han.

”Lige som vi i 1980’erne var fælles om at reagere mod de enorme mængder døde hummere og fik sat gang i den første vandmiljøplan, er der igen brug for, at vi søger sammen – private fonde, staten og befolkningen – om at give naturen betingelserne for igen at udfolde sin styrke. Kun på den måde kan vi sikre store naturoplevelser til fremtidens generationer. De behøver ikke alle have næsen boret lige så passioneret ned i naturen, som jeg har haft det – selvom jeg helt klart kan anbefale det! Men de skal som minimum have muligheden.”