Der er den onde stedmor i ”Askepot”, som tvinger Askepot til at være tjenestepige i sit eget hjem. Og i ”Snehvide” er stedmoderen misundelig på Snehvide, der ifølge det magiske spejl er den smukkeste i landet. Litteraturen og kulturen er fuld af eksempler på den onde stedmor, der forpester familien og skiller sig af med de besværlige børn, men virkeligheden er – selvfølgelig – mere nuanceret.
”Stedmødre er jo ikke onde, de befinder sig bare i en virkelig vanskelig situation. Måske er det derfor, at man ikke har et rigtigt ord til hende og kalder hende stedmor, ekstramor, papmor og bonusmor. I ordet ’mor’ ligger der en forventning om omsorg, som kan være svær for nogle kvinder at forholde sig til, fordi de netop ikke er barnets mor, og så føles det skamfuldt, hvis man ikke kan leve op til den forventning.”
Sådan siger Sia Holm, der er psykolog med særligt fokus på sammenbragte familier og driver hjemmesiden sammenbragte-familier.dk. I løbet af de seneste 15 år har hun set hundredevis af par i sin konsultation, for hvem den sammenbragte familie bringer myriader af udfordringer.
”Nogle gange skal man bare nævne barnets navn, så bryder skænderiet ud,” som hun siger.
Hun forklarer, at det ikke kun er titlen, der er udefineret. Det er selve rollen og forventningerne til en stedmor også, og det giver ofte konflikt.
”Mange tænker, at de godt kan lide børn, måske har de også selv børn, og i starten er det dejligt. Men pludselig oplever man, at man bliver smålig, ufleksibel, sur, jaloux. Man føler sig måske udenfor og vender det indad og føler sig som et dårligt menneske. Stedmoderen har jo ikke nogen magt. Hun har ingen rettigheder i systemet, hun er bare usynlig,” siger hun.
Ifølge Sia Holm er der to veje, man kan gå, når man skal være stedmor – eller andenvoksen, som hun kalder det. Vil man have et bofællesskab eller et familiefællesskab? Begge har fordele og ulemper, og den ene model er ikke mere rigtig end den anden. Det vigtigste er, at man tager klar stilling.
”Man skal sætte sig ned og tage en praktisk snak, mand og stedmor, om, hvordan tingene skal se ud helt lavpraktisk uden, at de store følelser går ind og mudrer det hele til. For det handler ikke om, at man skal elske barnet, men at man skal lære at leve sammen. Men skal man være familie med alt det ansvar, der følger med, eller skal man være en voksen i et bofællesskab? Det er noget, de voksne skal tage stilling til. Ofte sker der det, at man i en skilsmisse lægger en del beslutninger over på barnet, og så giver man børnene mere magt end de voksne. Det giver en dysfunktionel familie og ender med at give alle involverede ondt i maven. Det er de voksne, der skal sætte sig ned og tage stilling og finde ud af, hvordan konstellationen skal være,” siger hun.
Det lyder nemt, medgiver hun, men når hun alligevel gang på gang sidder med sammenbragte familier, hvor relationerne er gået i hårknude, er det, fordi det virkelig er svært.
”Mange bliver overvældet af følelserne. Af jalousi over, at barnet tager plads, og at man ikke kan skælde det ud, og så er man usynlig og har ingen funktion i sit eget hjem. I virkeligheden er de følelser udtryk for et enormt engagement, tingene forskubber sig bare, hvis man ikke stiller skarpt på, hvad man er i gang med at lave. Det er et stort arbejde at skabe en sammenbragt familie, det er også derfor, at mange af dem ender i skilsmisse. Det er et arbejde at samarbejde og kommunikere og ikke lade følelserne styre,” siger hun.
Hun peger på, at stedmoderen ofte er overset i den offentlige samtale, hvor fokus er på børnene i en skilsmissesituation. Og det er også helt fint, påpeger hun, men man skal ikke glemme, at det også kræver sin kvinde at være stedmor.
”Det er ikke nemt at skulle lære at leve med noget uden at have medbestemmelse. Og ofte er der mange vilkår, der spiller ind. Kan de biologiske forældre samarbejde? Har det været en hård skilsmisse? Hvordan er man kommet ind i familien? Problemet er, at der ikke er nok fokus på de voksne i forhold til, hvordan man håndterer meget vanskelige vilkår med nogle meget høje krav, nogle gange højere end til de biologiske forældre. Så er det klart, at man bliver selvkritisk, at man føler sig forkert og ikke kan snakke om det. På den måde har det nogle store konsekvenser, og det måtte gerne fylde mere i den offentlige debat,” siger Sia Holm.