I sin psykologpraksis møder Ulla Dyrløv mange børn med fysiske problemer. De fortæller, at de har ondt i maven, ondt i hovedet, er stressede, angste, lider af depressioner.
”Og selvom der også er andre årsager, skyldes det i høj grad, at de er for meget på skærmen og for lidt sammen med rigtige mennesker. Jeg ser børn, der er ensomme, og som selv udtrykker, at de er afhængige og savner regler omkring brugen af skærm,” siger hun.
Ulla Dyrløv er psykolog, forfatter, foredragsholder og kendt fra tv-programmer som ”Ingen styr på ungerne”, ”Aldrig for sent” og ”Petra elsker sig selv”. Gang på gang møder hun børn, der har set noget, de ikke burde have set på deres tablet eller i tv. Børn fortæller, at de savner deres mor og far på trods af, at de er i samme rum. Børnene savner, at forældrene er mentalt til stede og ikke sidder med næsen nede i deres telefoner. Og børnene nævner entydigt samvær med forældrene som det, der gør dem gladest.
Hun har arbejdet med børn og unge i mere end 18 år og har endnu ikke mødt et barn, der siger, at det bedste, de ved, er at sidde alene med deres digitale skærme. Og tendensen er stigende, påpeger Ulla Dyrløv. Forældre har opgivet at være forældre, når det gælder deres børns brug af skærme. Tablets, mobiltelefoner, tv-streaming og computerspil opererer på mystisk vis under forældreradaren. Og på trods af at forældrene er bevidste om deres utilstrækkelighed som dem, der har ansvaret for børnenes udvikling og trivsel, trækker forældrene på skuldrene, bilder sig selv ind, at børnene er så glade for deres skærm, joker endda lidt med, at de kommer til kort, fordi børnene jo er eksperter på det digitale. Det viser sig også ofte, at forældrene, der skal vise vejen og fungere som rollemodeller, selv har svært ved at styre forbruget.
”Det bekymrer og undrer mig. For børnene er forældrenes ansvar. Hverken store eller små børn kan selv overskue konsekvenserne af enten for tidlig brug af skærm eller for meget brug af skærm. Til nybagte forældre og til forældre med børn eller teenagere, der har sovet i timen om digital coaching og dannelse, har hun skrevet bogen: ”Få styr på dit barns digitale verden”, der netop er udkommet.
”Det er din pligt som forælder at tage styringen og guide barnet gennem barndommen – også og måske især, når det er gennem det uoverskuelige digitale landskab. Som forældre går vi forhåbentlig op i børnenes skole, venner, sport og sundhed. Men vi skal også gå op i deres digitale liv. Vi har forhåbentlig lært vores barn trafikreglerne, inden vi sender dem ud på cykel alene. På samme måde må vi lære dem de digitale spilleregler. Og ligesom vi beskytter vores barn mod overgreb og traumatiserende oplevelser, skal vi også beskytte vores barn på nettet. Vi lader vores børn i stikken, når vi udleverer tablets, computere og mobiltelefoner, lukker døren ind til børneværelset og overlader dem til sig selv.”
Løsningen er ikke at slukke, understreger Ulla Dyrløv.
”Så vil et barn føle sig krænket, misforstået og overset. Og det forstærker blot distancen mellem barnet og den voksne. Det nytter heller ikke noget at udskamme, bebrejde eller appellere til barnets egen fornuft: ’Nu har du godt nok siddet der alt for længe, tror du ikke, at det er en god idé at holde en pause nu, du har trods alt spillet Hero i tre timer.’ Og det nytter ikke noget at være konfronterende i sin facon: ’Stop med at spille, nu vil jeg gerne tale med dig!’. Det virker ikke på børn. Det har det aldrig gjort”.
Hun oplever, at mange forældre klager over, at deres børn har lukket dem ude.
”Det er paradoksalt, for det er forældre, der selv har lukket sig ude. Det er aldrig for sent at blive lukket ind i barnets digitale univers, men man skal gå nysgerrigt og ikke anklagende til værks, især hvis man i årevis har svigtet sin forældrerolle,” forklarer Ulla Dyrløv.
”Da dit barn var mindre, fik du invitationen til at blive en del af dit barns digitale verden, men du sagde nej. Det skyldes dels, at vi bruger skærme som en digital sut ud fra devisen ’Du får skærm, jeg får ro’, dels at små børn er så detaljerede. Det tager lige så lang tid for et barn at genfortælle en film, som det tager at se den. Og er det et spil, vil barnet gerne tegne banerne og forklare hele spilleforløbet og reglerne. Det har de fleste forældre ikke tålmodighed til. Forældrene orker det ikke. Men det skal de. En anden klassisk undskyldning er at udnævne børnene som digitale eksperter, undlade selv at blive ekspert og på den måde komme til kort. Den går heller ikke.”
Ulla Dyrløv slår fast, at vi skal gide at sætte os ind i, hvad vores børn går op i – også hvis det er noget digitalt. Hun anbefaler forældre at være på forkant.
”Sæt dig ind i de digitale muligheder, opret en Steam -konto og tag på biblioteket og snak med bibliotekaren om, hvad der er af gode spil. Vær den, der præsenterer børnene for spil, apps og film. Sørg for at være sammen om skærmen. Hvis det er for meget, så vid som minimum, hvad børnene snakker om, når de siger streak eller snap. Frem for selv at skabe distance og sige, ’nej, er det nu også kommet på mode, er det noget nyt?’, så sig, ’gud, hvor spændende, må jeg høre noget mere om det. Hvad er streaks for noget?’. På den måde får du også muligheden for neutralt at sige ’det lyder stressende at skulle være på hele tiden’. Når du begriber dit barns interesser, kan du gribe dit barn, hvis det kommer i virtuelle vanskeligheder. Når du ikke er lukket ude, har du en langt bedre mulighed for at hjælpe dit barn med gode digitale vaner og tale med dem, hvis de havner i en af de mange digitale faldgruber som internetmobning, hævnporno eller youtubefilm med skræmmende indhold.”
Hvad så hvis computerspil som Mindcraft, Moviestarplanet eller World of Warcraft allerede er en stor del af dit barns liv bag lukkede døre? Til det siger Ulla Dyrløv:
”Start med at anerkende, at du selv har holdt dig udenfor. Og fortæl det til dit barn: ’Nu skal du høre her, makker, du sidder og spiller rigtig mange timer om dagen. Og det har du gjort i flere år. Og jeg kan også godt huske, at der var en gang, hvor du godt ville fortælle mig om det, og hvor jeg ikke rigtig orkede det. Og det beklager jeg. Det er mit ansvar. Nu vil jeg gerne.’”
Det får ikke nødvendigvis barnet til at straks at åbne døren til sit digitale liv. Men en undskyldning er på sin plads. Og du må bede om en ny chance, mener hun.
“Lavpraktisk kan du insistere på, at døren til værelset skal være åben, når barnet spiller. Du kan også smide dig på deres seng med en bog og til den undrende teenager sige, ’jeg vil bare gerne være der, hvor du er’.”
Ideelt set skal computeren ud af børneværelset.
”Det skal den, hvis barnet isolerer sig inde på værelset. Forældrene tror tit, at det ikke kan blive værre, men det kan det. Døren må generelt godt være lukket, vi har alle brug for privatliv, men uden internet. Der er ingen mennesker, der bliver længe inde på deres værelse uden skærm og internet. Der kommer altid en naturlig trang til at lave noget sammen med andre. Men med skærmen sker der det, at timerne, dagene, månederne og årene går – det gør det også for os voksne – fordi det er så let at blive underholdt, uden at du skal gøre noget. Med computeren ude i fællesrummet kan I også spille sammen. Og husk, to timer alene foran en skærm er meget værre end fem timer foran en skærm med en forælder ved sin side.”
Ulla er med på, at de voksne måske aldrig bliver særlig gode til spil som FIFA, Fortnite eller Grand Theft Auto.
“Men så må du være klovnen og stadig spille med dit barn. Du kan godt afsløre, at det ikke er din spidskompetence, men insister på, at du altså vil prøve at forstå og vil lære det, og at du vil synes, det er spændende. Tænk også på, at du ikke må hierarkisere børnenes fritidsinteresser. Forestil dig, at du har flere børn, og du kun deltager til håndboldkampene, mens dit andet barn går op i computerspil. At du aldrig spørger til computerspillet eller ser med. Det stigmatiserer barnet, som føler sig overset og mindre værd. Du kan ikke tillade dig at stå kamp efter kamp på sidelinjen til din søns fodboldtræning og så ikke have præcis samme entusiasme omkring din datters begejstring for computerspillet Hay Day.”
Den digitale verden er kommet for at blive på godt og ondt, og den er en vigtig del af børn og unges hverdag. Ulla Dyrløv håber, at vi som forældre indser, at konsekvenserne ved at overlade børnene til sig selv i den digitale verden er for store.
”Kom nu, af med skyklapperne, ind i kampen, og vær sammen med børnene om skærmen.”
Sidst, men ikke mindst gælder det gode gamle udtryk ”børn gør, som du gør, ikke som du siger”, stadig.
”Det klinger hult i børneører, at du forbyder telefoner ved middagsbordet, hvis du selv lige skal tjekke en arbejdsmail. Så demonstrér selv et sundt forhold til skærmen, læg den væk og vis, at den digitale verden ikke kan erstatte den fysiske, ved at tilbyde alternative fælles aktiviteter i familien, som ikke involverer skærme.”
Læs uddrag af bogen ”Få styr på dit barns digitale verden” ved at klikke her.