Da Camilla Carlsen Bechsgaard flyttede fra Svendborg til Aarhus for at studere for efterhånden mange år siden, kendte hun ingen. Og det var helt enormt ensomt.
”Der kunne jeg godt have brugt en ven,” siger hun.
Camilla Carlsen Bechsgaard er psykolog og har beskæftiget sig med venskaber i sin praksis. Hun nævner eksemplet, fordi, som hun siger, man dør af at være alene.
”Mennesket har brug for andre mennesker, det er helt grundlæggende. Det er en stenaldermekanisme, at man er nødt til at cementere sig i en gruppe for at forøge sine chancer for overlevelse. Mekanismen eksisterer i høj grad stadig, i dag er det bare en anden form for overlevelse,” forklarer hun.
Historien er fuld af store venskaber: Psykologerne Sigmund Freud og Carl Gustav Jung, forfatterne Ernest Hemingway og F. Scott Fitzgerald, Harry Potter, Hermione Granger og Ron Weasley. For mennesker - virkelige eller fiktive - har altid søgt sammen i fællesskaber. Om man definerer det som venskaber, grupperinger, kliker eller noget fjerde, er ikke så afgørende. Vigtigere er det, at man har hinanden.
”Venskaberne giver os mulighed for at få hjælp, både når der er tale om et akut behov, og når det handler om at få læsset af, hvis man har følelsesmæssige problemer. Venner udfylder mange funktioner, og derfor er de vigtige,” siger Camilla Carlsen Bechsgaard.
Men venskaberne ændrer sig også gennem livet.
”I skoletiden var ens venner dem, man gik i klasse med, spillede fodbold med. I teenageårene snakker man om hemmeligheder og de første forelskelser, og man har en meget større berøringsflade med venner fra efterskole, gymnasiet, folkeskolen, fritidsinteresser,” forklarer Camilla Carlsen Bechsgaard.
”I slut-20'erne og start-30'erne slår man sig måske mere ned og får børn, og så finder man typisk sammen med nogle, der også har børn. Der sker automatisk en prioritering af venner med en livsstil, der minder om en selv.”
Hun fortæller, at det ofte er her, venskaber går i stykker eller glider ud i sandet. For med børn kommer også en prioritering af tid, og man har ofte ikke overskud til at vedligeholde samme antal venskaber som tidligere.
Casper Høeg Radil er sociolog og gæsteforsker ved institut for medier, erkendelse og formidling på Københavns Universitet. Han har forsket i venskaber ud fra et sociologisk perspektiv og forklarer, at man kan inddele venskaber i tre cirkler.
”Der er de helt tætte, de mere perifere og de yderste, som man kalder bekendtskaber. Man har typisk 3-5 helt tætte venner, 15-25 perifere venner og en del flere bekendtskaber. De to inderste cirkler har ikke ændret sig synderligt, siden forskningen kom frem i 1950'erne. Men den yderste cirkel har ændret sig, siden Facebook og de andre sociale medier kom til,” siger han og uddyber:
”Facebook giver mulighed for at bibeholde gamle bekendtskaber fra efterskolen eller en gammel arbejdsplads. På den måde forlænger man bekendtskabet, selvom man ikke nødvendigvis interagerer.”
Han forklarer, at de sociale mediers indtog samt et samfund, hvor man i højere grad skifter job og bopæl, betyder, at de gamle regler for fællesskabet kan være på vej til at blive ændret.
”Inden for de sidste ti år er sportsfællesskaberne for eksempel gået fra at være holdorienterede til at være mere individualiserede. I gamle dage vidste man, hvad reglerne for fællesskabet var, når man gik til fodbold. Men går du ned i fitnesscentret i dag, er reglerne mere uklare. Hvad er det egentlig for en relation? Facebook er med til at gøre det mere usikkert, for der hedder hver relation et venskab,” siger han og fortsætter:
”De ritualer og rutiner, man havde før, erstattes af mindre permanente og flygtige former. Vi ved endnu ikke helt, hvad det betyder for venskaber, men det er interessant at se, om vi finder en venskabelig sikkerhed i det mere flygtige, eller om vi får nogle helt nye spilleregler.”