Prøv avisen
I medgang, modgang og tomgang

Psykolog: Sig "pyt" til din partner

Det er godt at have idealer og ambitioner, og det er godt at stræbe efter det gode liv og trygge parforhold. Ikke desto mindre vil jeg opmuntre til, at vi flytter fokus fra det ideelle til det reelle, og at vi øver os i at holde af den uperfekte partner og det uperfekte parforhold, skriver Mattias Stølen Due. Foto: Leif Tuxen

At sige pyt, når ens partner (stadigvæk) ikke er så social eller sjov, som man ideelt kunne tænke sig, er ikke at negligere dybereliggende behov, men en sund måde at acceptere den anden, som denne er

De fleste danskere holder sommerferie nu. Uanset om man er hjemme, i et sommerhus på Samsø eller på en strand i Spanien, er vores ønsker næsten de samme: Afslapning, gode oplevelser og hyggeligt samvær med vores nærmeste.

At have forventninger til sin sommerferie er fint nok. Dog kan der også være en risiko forbundet med de store forventninger. For ferien bliver sjældent, som vi troede. Varmen kan udeblive, hotellet kan være dårligere, end hjemmesiden signalerede, og vi eller børnene kan blive syge. Meget kan gå galt, og så kan vi stå skuffede og frustrerede tilbage. Jeg er selv relativt perfektionistisk og har svært ved at tolerere og håndtere, når noget går anderledes, end jeg havde håbet.

Tanker om, hvordan noget bør være, gælder ikke kun i sommerferien. De gør sig også gældende i parforholdet. Det kan være forventninger til, hvordan ens partner skal møde én, når man har det svært, hvor ofte den anden skal tage initiativ til sex, eller hvordan samtalerne i forholdet bør forløbe. Gennem årene har man måske skubbet nogle af disse forventninger til side, fordi de ikke er blevet indfriet. Men det er min erfaring fra parterapeutiske samtaler, at mange desværre ikke for alvor har forsonet sig med, at det blev anderledes end forventet. Skuffelsen og bitterheden kan ligge og lure lige under overfladen.

Forventninger i parforholdet relaterer sig ikke kun til, hvordan ens partner skal agere, men kan også gælde forholdet som helhed. Man kan således have en række tanker om, hvordan man burde have det som par. Disse forestillinger henter ofte næring fra andre par, som man sammenligner sig med. Via disse sammenligninger kan man få en oplevelse af, at man har flere konflikter end sine vennepar, at man har det mindre sjovt end naboerne, eller at man har mindre at tale om end ens søskende og deres ægtefæller. Desuden kan man via idealiserede kærlighedsskildringer i medierne få det indtryk, at man ikke er forelsket nok, lykkelig nok eller begærer hinanden nok.

Partneren og parforholdet vurderes ikke på egne præmisser, men bliver (be)dømt ud fra fragmenterede og ofte urealistiske idéer om, hvordan man bør have det.

Det kan bidrage til utilfredshed og skuffelse og i værste fald så tvivl om, hvorvidt man overhovedet bør fortsætte forholdet. Kort sagt: Idéerne om, hvordan ens partner og parforholdet burde være, kan reducere vores (parforholds)tilfredshed.

Det er godt at have idealer og ambitioner, og det er godt at stræbe efter det gode liv og trygge parforhold. Ikke desto mindre vil jeg opmuntre til, at vi flytter fokus fra det ideelle til det reelle, og at vi øver os i at holde af den uperfekte partner og det uperfekte parforhold. Glæden ved parforholdet og ens partner er ikke kun et resultat af, hvordan det går, men i høj grad også et resultat af det blik, vi kaster på hinanden. Og der er en verden til forskel på det krævende og misfornøjede blik og så de taknemmelige øjne, der bevidst leder efter det gode ved forholdet og det smukke ved den anden.

I Acceptance and Commitment Therapy (ACT) er man optaget af at hjælpe mennesker til at opnå psykologisk fleksibilitet. Dette begreb henviser til vores evne til at regulere os selv, når noget bliver anderledes end forventet, og det står dermed i modsætning til psykologisk rigiditet, som består i, at noget skal foregå på en bestemt måde – også selvom det ikke er muligt. Evnen til psykologisk fleksibilitet er forbundet med større trivsel og er derfor noget, vi alle bør øve os i.

Da jeg var dreng, prøvede min far at lære mig at sige ”pyt”, når jeg ikke vandt mine fodboldkampe, ikke fik de ønskede fødselsdagsgaver eller ikke kunne deltage i alle de arrangementer, jeg kunne tænke mig. Dengang syntes jeg, han var irriterende, gammelklog og belærende. I dag kan jeg se, at han blot forsøgte at opøve min psykologiske fleksibilitet. At sige pyt, når ens partner (stadigvæk) ikke er så social, stimulerende eller sjov, som man ideelt kunne tænke sig, er ikke at negligere dybereliggende behov, men en sund måde at acceptere den anden, som denne er.