Til Brevkassen: Jeg har skreget til Gud om en forklaring. Nu er jeg forsonet med sorgen

De mange tv-udsendelser om forsvundne danskere og arvinger minder Katarina om en uopklaret familietragedie

Arkivbillede.
Arkivbillede. Foto: Stu Lauren/Unsplash

Kære brevkasse

Jeg har lyst til at skrive til jer på baggrund af Cecilies fortælling for to uger siden om hendes vedvarende sorg over ikke at have fået børn og børnebørn. Jeg er selv et lignende sted med udfordrende situationer med venners fremvisen af diverse børnebørn i alle mulige dejlige udtryk.

Jeg forstår Cecilie så godt og synes, at I giver en god udlægning af Cullbergs kriseteori. Og navnlig dette med, at sorg ikke er en proces, som afsluttes sådan med et punktum. Nej, den dukker op fra tid til anden i en form for cirkelbevægelse. Jeg kan varmt anbefale et forløb hos en psykolog eller terapeut for at få hjælp til at gå igennem bearbejdningsfasen. Min erfaring er, at det kan være svært at gøre helt alene.

Når det er sagt, så er der for mig et yderligere skridt. Og det er et for mig erfaret troens skridt, hvor jeg lægger den oplevede sorg i Guds hænder. Der er jo mange forskellige måder at gøre dette på og mange bibelsteder at lade sig inspirere af. For mig er det at knytte min afmagt til Guds omsorg i bøn og bede ham om hjælp.

Artiklen fortsætter under annoncen

Jeg har en sorg, som gør endnu mere ondt – ud over det med manglende børnebørn. Det er en uopklaret familietragedie, som netop i disse dage banker på, når der er tv-reklamer for forskellige udsendelser om forsvundne danskere og arvinger. Det hele smerter til igen, og jeg må skrue ned for lyden og absolut ikke se serierne.

Det holder ikke op med at gøre ondt. Men jeg kan samtidig sige, at jeg er forsonet med det gennem Guds hjælp. Jeg har skreget til ham om at give en forklaring, og jeg har skældt ud på ham. Men jeg er dér nu, hvor jeg ved, at han tager sig af hele min familie i en kærlighed, som også rækker ud på den anden side, hvor jeg også skal se min families sår blive forvandlet. Her kan jeg finde fred.

Min anbefaling til Cecilie er, at hun kan få en form for terapeutisk forløb, og at hun kan lægge sin sorg frem i en bøn, som passer for hende.

Venlig hilsen

Katarina

Kære Katarina

Tak for dit brev med beskrivelsen af dine egne livskampe og din insisteren på, at Gud er der midt i det liv, du lever. Og tak for dine råd til Cecilie, som savner børnebørn, og til andre, som lever med andre savn i deres tilværelse.

Som du skriver, er det ofte en rigtig god idé at opsøge et professionelt og godt menneske at snakke med, når man bærer på byrder, som både kan være store og livslange. En psykolog eller sjælesørger kan ikke tage det, som smerter, væk eller give det, man savner eller har mistet. Men de kan lytte og sætte sig ind i en vigtig livsfortælling, give rammer og rum for, at man kan dele det, som bor inden i en selv, og som dermed kan løftes ud i lyset og luften, således at man sammen kan få kastet nyt lys over de temaer, som fylder i ens liv.

Ad den vej kan man nogle gange få mulighed for at møde smerter og savn på en ny måde og fra andre vinkler med en øget forståelse for sig selv, sine reaktioner og sit liv. Et andet menneske kan også være modtager af den sorg, som bor i sindet, således at man ikke skal sørge helt alene. Herved kan man opleve medleven, forståelse og barmhjertighed. Det har vi alle brug for i livets stormvejr.

Nogle kan måske tænke – og måske ikke mindst mænd – at dét at gå til psykolog ikke er for dem. Jeg er jo ikke syg. Jeg har en sorg eller et problem, og det er noget andet, som jeg selv må klare. Andre kan tænke, at det er ydmygende at bede om hjælp. Det er trist, for ofte forholder det sig omvendt. At bede om hjælp kan være udtryk for både mod, ærlighed og styrke.

Sorg er ganske rigtigt ikke en sygdom, men bliver den fastlåst i det indre på den lange bane, kan den omformes til depression og kronisk slitage i sindet. Psykologer ønsker også at hjælpe helt almindelige mennesker i deres helt almindelige hverdag med de ting, som kommer på livsvejen af udfordringer, tab, konflikter, savn og så videre. Det er livsvilkår, som mange mennesker gennem livet kommer til at smage på i en eller anden form.

Egentlig vil rigtig mange have gavn af at snakke med et andet vist og erfarent menneske om deres liv. Det behøver ikke altid være psykologen eller præsten. Det kan også være en god ven eller et ældre modent og livsklogt menneske i familien. Mange har erfaret, at det kan være en befrielse at dele deres tanker og følelser. Og mange erfarer, at de ad den vej er modnet som menneske og som medmenneske.

Man kan blive både ærligere og klogere på sig selv og andre, og man kan få en del af de ting, som måske ubevidst præger ens tanker og følelser i det daglige, bevidstgjort, så man på en ny måde kan se på det, der gjorde så ondt, tage stilling til det og arbejde med det og ad den vej måske også justere eller ændre sine tanker og adfærd.

Som du skriver, forsvinder sorger ikke bare, men ved god hjælp kan de nogle gange blive mindre og finde en plads i ens sind, således at de ikke fylder lige så meget hele tiden. Men de kan naturligvis dukke op, ikke mindst når man ved bestemte anledninger mindes om det, man bærer på.

Og så skriver du åbent og ærligt om den hjælp, du finder i din tro og i din kontakt med Gud. Du skriver, at du kan komme til ham med dine smerter og med det, som du ikke kan ændre i dit liv, hverken savnet af børn eller børnebørn, men også omkring de svære ting, der er sket i din familie, som må være af betydeligt omfang. Du beskriver, at Gud kan tåle både vores skrig, vores vrede, vores tryglen og meget mere. Ligesom en god far favner han sine børns forskellige reaktioner på livets svære ting. Dermed har man en at bære sine byrder hen til, som altid har en åben dør.

Selvom det ikke altid er let at forstå Gud og let at se, at han er der i vores konkrete liv, så har du fået den gave, at du kan lægge livshændelser, sorger, savn, familie og andet hen til et sted, hvor du kan læsse af. Og nogle gange lade det ligge der.

Som du skriver, er der rigtig mange steder i Det Nye Testamente, som anskueliggør, at han ønsker at være der for mennesker, der har det svært, og som oplever sig ”fattige i ånden”, som ”trænger hvile”, som ”tørster efter retfærdighed” og så videre, med en forvisning om, at han er der for dig. Han har sans for det mindste og for dem, som kæmper og sørger.

Og så skriver du, at din tro også rummer et fremtidshåb til trøst om, at der skal komme en tid, hvor sorger og smerter og tragedier opløses, og hvor vi skal leve i Guds evige fred og glæde. Ikke som flugt fra dette liv, men som trøst og håb på vejen og for at give mod til nye dage. Tak for, at du ville dele det med os.

Mange hilsener