Chefpsykolog: Psykopaten er normløs, udnyttende og impulsiv

Omkring 1 ud af 25 personer i befolkningen har en dyssocial personlighedsstruktur. De føler for eksempel ikke anger, når de udsætter andre for grænseoverskridende adfærd, og de kan blive farlige, hvis man krænker deres ære, siger chefpsykolog

En dyssocial person kan for eksempel se en fordel i, at han kan undgå fængsel og behandling eller slet og ret andre menneskers irriterende spørgsmål og undrende blikke ved at lære sig en adfærd, der er inden for samfundets rammer, siger chefpsykolog.
En dyssocial person kan for eksempel se en fordel i, at han kan undgå fængsel og behandling eller slet og ret andre menneskers irriterende spørgsmål og undrende blikke ved at lære sig en adfærd, der er inden for samfundets rammer, siger chefpsykolog. Foto: Ritzau Scanpix/Iris.

En person med dyssociale personlighedstræk har et andet følelsesliv end andre mennesker. Og hvis Tine Wøbbe, chefpsykolog på Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde, kunne få et enkelt ønske opfyldt, så ville hun kravle ind i hovedet på sådan en person for selv at mærke, hvordan verden ser ud for dem:

”Jeg kan beskrive deres verden klinisk, men jeg har ikke oplevet den. Hvordan er det, at man ikke føler anger, samvittighedskvaler eller har følelsesmæssig dybde i det hele taget? Det må være befriende, men også utrolig tungt. De bliver ikke kede af det eller deprimerede, som andre bliver. Andre ved intuitivt og lærer hjemmefra, at verden er social, og at mennesker indgår i relationer. Hvordan føles det at være hævet over disse sociale regler og endda føle sig berettiget til det? De lever i deres eget univers, de taler deres eget sprog,” siger hun.

Dermed giver hun også en karakteristik af en person med dyssocial personlighedsstruktur, i folkemunde en psykopat. Det er personer, som er ”socialt ansvarsløse og normløse, udnyttende, impulsive og hensynsløse”, som personlighedstypen opsummeres i Patienthåndbogen.

Psykopat findes dog ikke som diagnose. Klinisk taler Tine Wøbbe og hendes kolleger i stedet om, at en person har psykopatiske personlighedstræk. Det vurderes ud fra, hvor højt personen scorer på den såkaldte psykopati-tjekliste, der indeholder 20 træk.

”Hvis vi siger, at diagnosen dyssocial personlighedsstruktur er en sovs, så er psykopati Maggi-terningen eller fonden. Det er den kondenserede, ekstreme form,” forklarer Tine Wøbbe om forskellen på den bredere diagnose og den smalle tillægsbeskrivelse.

I USA anslår man, at omkring én procent af befolkningen opfylder kriterierne i tjeklisten for psykopati – mens 80 procent af de indsatte i landets fængsler opfylder betingelserne for diagnosen, der i USA defineres lidt anderledes end i Europa, og dér kaldes antisocial personlighedsforstyrrelse.

Ingen ved, hvor mange der i Danmark har en dyssocial personlighedsstruktur, for personerne søger sjældent hjælp for en lidelse, der ikke plager dem. Men Tine Wøbbes ”forsigtige bud” er, at det gælder 3-4 procent af befolkningen, det vil sige cirka det samme som antallet af personer, der har personlighedsforstyrrelsen borderline, som man har estimater på.

Flest mænd har en dyssocial forstyrrelse, og ”vel ikke engang 1 ud af 10 er kvinder”.

”Den aggressive, impulsive adfærd ligger typisk mere til det mandlige køn, hvorimod flere kvinder får borderline-diagnosen, der dækker over følelsesmæssig ustabilitet,” siger Tine Wøbbe.

Man ved, at der er en vis arvelighed på tværs af personlighedsforstyrrelser på op til 50 procent, fortsætter hun. Men også når det gælder den dyssociale forstyrrelses årsager og udspring, mangler forskerne kontakt til det objekt, man vil undersøge.

Man har ikke fundet noget specifikt gen for psykopati, og Tine Wøbbes erfaring er, at miljøet har spillet en rolle hos mange, der udvikler psykopatiske karaktertræk. Hun ser dem, når de dømmes til behandling på grund af kriminalitet.

”Der har tit været en far eller mor, som har opført sig psykopatisk i sin opdragelse. Det er svært at sige, om man så har den her forstyrrelse, fordi man har generne imod sig, eller om det er, fordi man har set mor eller far behandle omgivelserne dyssocialt og på den måde har lært, hvordan man klarer sig og bruger andre til egen vinding,” forklarer hun.

Adfærden er dybt indlejret og står reelt ikke til at ændre.

I hjernescanninger hos indsatte, der ad den vej har deltaget i forskning, har man blandt andet set, at blod- og glukosegennemstrømningen er anderledes gennem den del af hjernen, der styrer og regulerer følelser.

Det er en særlig opgave at have sådan en person i terapi, når de for eksempel tvinges til behandling af en domstol, siger Tine Wøbbe.

”Normalt har personer, som er i psykoterapi, et ønske om forandring. Det har disse mennesker ikke, så det finurlige er at få dem til at være med på den,” beskriver hun.

En dyssocial person kan for eksempel se en fordel i, at han kan undgå fængsel og behandling eller slet og ret andre menneskers irriterende spørgsmål og undrende blikke ved at lære sig en adfærd, der er inden for samfundets rammer.

På den måde lærte en person, som Tine Wøbbe havde i behandling, at slå blikket ned i stedet for at se sig upåvirket og nysgerrigt omkring, når han sad i situationer, der krævede, at han udviste for eksempel sorg, respekt eller medfølelse, som var følelser, han ikke mærkede.

Den slags er en mestringsstrategi, understreger hun. Eller simpelthen et trick. Pointen er, at den tillærte adfærd ikke skal forveksles med reel forandring.

”De er som udgangspunkt uden for rækkevidde. Jeg har haft folk i terapi i årevis, og jeg kan ikke skrive under på, at jeg har gjort en forskel. Jeg kan ikke skrive under på, at jeg ikke bare er blevet manipuleret, eller at behandlingen i virkeligheden måske gør dem til ’klogere psykopater’, der tillærer sig, hvad der kan være fordelagtigt at sige og medgive eller ikke sige og ikke medgive,” siger hun.