Prøv avisen
Spørg om livet

Rækkefølgen blandt søskende betyder noget

"Jeg er overbevist om, at det ikke er ligegyldigt, hvor i søskendeflokken man er født, og hvor mange år der er imellem de børn, der kommer i en familie," skriver Trine, som ofte føler sig usikker over for sin ældre søster, til brevkassen. Foto: NIMA STOCK

Som efternøler har Trine ofte følt, at hun skulle stå på tæer, når det gjaldt hendes ældre søskende. Selv som voksen føler hun sig indimellem kørt over af sin veltalende storesøster

Kære brevkasse

Hvor blev jeg tænksom, da jeg læste Jens Peters brev for to uger siden om at være det ældste barn. Jeg forstår så godt de overvejelser, han gør sig omkring sin barndom og sit videre liv. For jeg er overbevist om, at det ikke er ligegyldigt, hvor i søskendeflokken man er født, og hvor mange år der er imellem de børn, der kommer i en familie.

At der så er massevis af andre faktorer, som også gør sig gældende i en livsudvikling, har I så såre ret i. Man kan ikke lave lette regnestykker, men man kan tænke over tingene, og nogle gange kan man måske få forståelse for sin egen eller andres reaktioner ved også at tænke på, hvordan ens familie har været sammensat. Og man kan måske bruge det til at forstå andre familiemedlemmers reaktioner.

Jeg får i hvert fald medfølelse med den ”lille dreng”, som nu er en ældre herre, som vi hørte om i Jens Peters brev. Han skulle meget tidligt klare sig selv og se på, at der skulle drages omsorg for to små søskende. Og der er jo også forskel på forældres overskud. Man skal tænke på, at det er noget af en mundfuld med tre børn på tre år. Så det er jo slet ikke for at bebrejde moderen, men for at forstå drengen, som Jens Peter også skrev.

Jeg fik i hvert fald tanker i forhold til mine egne søskenderelationer. Jeg har en storebror, som er otte år ældre end mig. Min storesøster kom året efter ham. Hun var livlig og charmerende og kunne let vinde folks opmærksomhed, har jeg fået fortalt. Min bror var mere indadvendt, og jeg er overbevist om, at det både har med deres type eller væremåde at gøre, men også at hun kom så hurtigt efter ham og overtog ”den lilles plads”.

Han har til tider haft problemer med jalousi, og det forstår jeg godt. Han har så at sige altid skullet løbe lidt efter, selvom han kom først, også selvom han er en meget intelligent og reflekteret fyr. Men han var kun så kort tid den mindste og mest bedårende – så kom hun. Og det er ikke, fordi jeg har et dårligt forhold til min søster, jeg tænker bare tit på, at det ikke altid har været let at være ham.

Og så er der mig selv. Jeg kom seks år efter min søster. Hun fik lov til at være lille meget længe, og det gjorde jeg også. Men det at være den mindste med så store søskende er heller ikke altid en let rolle. Jeg har altid skullet gøre mig ekstra umage for at synes, at jeg kunne gøre mig gældende i deres samtaler og i deres gøremål. På en måde lå det i kortene, at de altid havde ret, for de var jo altid klogere, mere modne og større end mig.

Nu er vi voksne, og jeg kan stadig føle det sådan. Når min søster udtaler sig, er det med en autoritet, så der skal noget til for at sige noget modsat. På en måde ved hun bedst. Jeg kan huske, da vi var børn og unge, så opgav jeg ofte at blande mig i samtalerne, for jeg vidste, at det var de andre, der havde styr på tingene. Hvem er man som otteårig, når man skal hamle op med dem på 14 eller 15, og hvad med den 12-årige, hvis man skal kunne hamle op med dem på 18 og 19?

Nu er jeg midt i 30’erne og skal stadig tage mig sammen for at kunne sige min søster imod, når hun først har besluttet noget. Og så kan det måske nogle gange komme frem fra mig på en upassende måde, for jeg kan godt blive irriteret på den selvfølgelighed, som hun ofte udtaler sig med. Hun tænker måske, at vi nu er jævnaldrende. Hun er jo over 40, og min bror et år ældre. Men de gamle mekanismer stikker stadig hovedet frem.

Den værste sætning, jeg kendte, var, at de sagde, at jeg var lille og forkælet. Det sagde min bror også. Jeg kan huske, at jeg syntes, det var så uretfærdigt. For jeg havde ikke selv bedt om at være lille og forkælet. Jeg ville gerne være stor og veltalende sådan som dem. Min mor spurgte også ofte min søster til råds om det ene og det andet igennem opvæksten. Hun var jo den fornuftige og modne. Jeg var den lille.

Jeg ved godt, at den lille også kan have gode privilegier. Og mine forældre var rigtig gode med mig. I det hele taget var vi på mange måder en god familie, men det var min indre ”leven op til”, som kunne være så svær, og den kan altså stadig være der endnu.

Og mine søskende kunne med fordel reflektere over deres rolle, selv i en voksen alder, synes jeg. For jeg har måttet træne i at tænke, at mine argumenter var lige så meget værd, og at mine beslutninger var lige så betydningsfulde som deres.

Min bror har fået en god uddannelse og er meget intellektuelt funderet. Min søster er oversygeplejerske. Medens jeg er uddannet inden for det musiske. Så de er også via deres stillinger nogle, som beslutter og bestemmer – og jeg er den kreative, som måske ikke altid har argumenterne i orden.

Min mand forstår mig heldigvis, når jeg ”besøger” den lidt usikre lillesøster, som skal leve op til andre. Og jeg har også kunnet drøfte det med mine forældre og i et vist omfang med min søster. Men selv i de diskussioner – hvor hun godt forstår – så hopper hun hurtigt ind i oversygeplejerske- eller storesøsterrollen.

Jeg håber, at jeg kan tænke på disse ting i forhold til mine egne børn. Jeg har også tre børn. Jeg ved, at man ikke kan stille noget op med den rækkefølge, de er født i – men man kan være lidt ekstra opmærksom på det.

Venlig hilsen

Trine

Kære Trine

Tak for dine gode refleksioner. Som du skriver, kan ingen gøre hverken fra eller til i forhold til, hvornår man er født, og hvor mange søskende man har. Men man kan reflektere over den rolle, som man selv har fået eller taget undervejs, og hvilke goder og besværligheder, der er fulgt med, både for sig selv og andre. Ved at forstå lidt mere og være bevidst om det har man til tider chance for at gøre noget ved det. Det, som sker ubevidst og automatisk, kan man ikke stille så meget op med.

Så har man ekstra tendens til for eksempel jalousi, så ville det være godt at få arbejdet med det, for det er ikke en god følelse at gå rundt med. Hvis man oplever et mindreværd i forhold til søskende eller andre i livet, så ville det være en god idé at arbejde med det, så man kan få tilkæmpet sig værdighed og selvrespekt. Ingen har glæde af at være mindre eller større, end de er.

Er man en person, der ofte styrer, og som har været blandt ”de store i flokken”, så skal man måske dels være taknemmelig for sine indflydelsesrige evner, dels bruge dem hensynsfuldt og hensigtsmæssigt, men også tænke på, at fordi man er den store, har man ikke automatisk ret. Måske kan det også være en byrde at være den store, for det har for nogle indebåret et større ansvar.

Den lille kan derimod både have fået følelsen af altid at skulle stå på tæer og altid skulle argumentere ekstra for sin holdning eller sin ret. Modsat kan der også være en frihed i at være den mindste. Og så er der dem i midten. De kan nogle gange være klemt, kan man læse forskellige steder. Og sådan kunne man blive ved.

Der findes ingen facit, men der findes muligheder for at tænke på egne og andres reaktioner i forhold placeringen i søskenderækken – og det kan altid være en god idé at gå på besøg i det univers, så vi gennem livets små skridt bliver både mere eftertænksomme og respektfulde for os selv og andre.

Vi håber, at du må kunne glæde dig over, at du blev dig – og at dine søskende er sig – og måske skal du træne i ikke at tage dem så tungt.

Mange hilsener