Hver morgen, når klokken er 7, kan man finde redaktionschef Jeppe Duvå bøjet over Kristeligt Dagblad i familiens stue i Charlottenlund. Han holder af orden. En avis udtrykker orden. I den ustoppelige strøm af nyheder er der trukket en streg og trykt en avis. Han læser grundigere, end de fleste, og gør ofte holdt for at notere idéer til artikler og input til dagens efterkritik på gule Post-it-sedler.
Her mellem klokken 7 og 8 har han en vane, han ikke er just stolt af. I det ene øre sidder der en øresnegl, så han kan lytte til DR P1, alt imens han læser avisen, og det sker også, at han tænder for TV 2 Nyhederne eller BBC World. En handlekraftig, erfaren avismand gør sig klar til en ny dag. Når klokken er 10 minutter over 8, sætter han sig på cyklen. Man kan kende ham i morgenmylderet på den såkaldte fisherman beanie, han bærer på hovedet en god del af året. Og hilser han ikke, er det, fordi han stadig lytter til P1 i det ene øre. Han slukker først for radioen, når han 40 minutter senere parkerer sin cykel i baggården ved Kristeligt Dagblads redaktion på Vimmelskaftet i det indre København.
Det er 14 år siden, at Jeppe Duvå blev ansat på Kristeligt Dagblad som nyhedschef, og siden blev han redaktionschef og dermed den afgørende krumtap i den daglige produktion af avisen. Og selvom han i dag, fredag, fylder 60 år, er hverken tempoet på cykelstien eller jobbet sat ned. En arbejdsdag er sjældent under 9 timer, og cykelturen varer to gange 40 minutter.
Kristeligt Dagblad er mere end en arbejdsplads for Jeppe Duvå. At være redaktionschef på en kvalitetsavis, hvor der tages journalistisk livtag med etiske, moralske og eksistentielle emner, bringer ham i spil med, hvad han er rundet af.
For at forstå graden af orden i Jeppe Duvås liv lader vi tiden gå tilbage til 1957. Påskenat det år blev hans forældre, Litsia Wølk Duvå (1928-2020) og Egon Albert Duvå (1926-1991), optaget i den katolske kirke. Egon Duvå var uddannet journalist på socialdemokratiske provinsaviser, der for længst er gået ind.
Der var 13 søskende, heraf en bror, som vandt Cavling-prisen, i det fattige, men politisk engagerede, socialdemokratiske hjem. Nok havde Egon Duvå lært mange salmer udenad, men hjemmet var ikke kirkeligt.
I Besættelsens sidste år deltog han i modstandsarbejdet og meldte sig umiddelbart efter krigen ind i kommunistpartiet, men erkendte, at han ikke fandt svaret på sin søgen i en verdslig ideologi. Han blev journalist og læste i sin fritid Bibelen, kirkehistorie og helgenbiografier. Efter års selvstudier kom ønsket om at konvertere. Et ønske, som ægtefællen Litsia Duvå, som havde indremissionske rødder, delte. Da Jeppe Duvå kom til i 1960 som parrets fjerde barn, blev han optaget i den romersk-katolske kirke ved sin dåb.
”Min far indså, at kirken i 2000 år havde haft svarene på de spørgsmål, han siden sin ungdom havde søgt svar på, og at den mest autentiske udgave af kirken er den hellige, almindelige katolske kirke.”
Den børnerige Duvå-familie fik adgang til en lejebolig ved Sortedamssøen på Østerbro i København. I dag er adressen mondæn, men i 1960’erne var det middelklasse på kanten af et tætbefolket arbejderkvarter. Jeppe Duvå fortæller om leg i mørke baggårde, hvor han som uforfærdet letvægter plankede den hen over rusten pigtråd og som en anden baggårdskat vidste, hvordan man skulle begå sig på skure med mosbevoksede tage.
Stille var han ikke. Flere gange påtalte hans mor, at hun i lejligheden på 4. sal kunne høre hans stemme fra gården. På 3. sal boede Gabor, som var hans bedste ven gennem barndom og ungdom. Han var også katolik, også god til at slås, og de kunne følges til Katolsk Centralskole på Nørrebrogade. I meddelelserne fra skolen til hjemmet stod der, at sønnen var dygtig og sød, men lavede for megen uro. Duvå kan endnu huske navnet på den lærer, som hev så meget i hans øre, at hans far måtte skrive et brev og bede læreren finde en anden legemsdel at gribe fat i.
Det kan synes oplagt, at han valgte journalistikken. Han kendte faget fra sin far og fik tidligt en optagethed af samfund og politik, men inden tilbragte han tre år som havnearbejder. En periode, han beskriver som gylden. I gymnasiet havde han meldt sig ind i Danmarks Kommunistiske Ungdom. I to år var han medlem og nåede at være to uger på Bezirksparteischule Georg Wolff i Dresden i DDR.
”I dag ser jeg det som en ungdommelig trang til radikale løsninger, men der er ingen undskyldninger for, at jeg, som er opvokset i Velfærdsdanmark, kunne tage så meget fejl. Men det er en eksistentielt vigtig og karakterdannende erfaring for mig, at jeg kunne tage så meget fejl.”
Som 23-årig forstuvede han sin fod og havde en pause fra havnen, og tanken om at uddanne sig til journalist meldte sig. I første forsøg blev han optaget på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus, hvor han markerede sig som en studerende, der ofte kom med lange og meget engagerede indlæg ved forelæsningerne. Medstuderende så på ham med en blanding af misundelse og skræk, for de fornemmede, at han var sjældent kvik og med dyb social indignation. Han kom i praktik på Politiken og beviste, at han var villig til at arbejde hårdt for at blive dygtig. Som nyuddannet blev han ansat på Politiken og blev i ung alder del af den redaktionelle ledelse.
Han beskrives af flere som en konservativ værdikriger. I 1999 kom han til Berlingske Tidende. Her udviklede han et venskab med journalisten og forfatteren Bent Blüdnikow, der så Duvå som uforfærdet.
”Vi havde et kolossalt godt samspil og havde politiske holdninger tilfælles, og vi var begge fandenivoldske. Jeppe havde frækhed og et intellektuelt overskud til at fortsætte den borgerlige kamp på en borgerlig avis, som var præget af stor forsigtighed. Han havde karakterstyrke og gik uforfærdet ind i konfrontationer.”
I 2007 kunne Kristeligt Dagblads chefredaktør, Erik Bjerager, byde Jeppe Duvå velkommen i avisens ledelse som nyhedschef. En chef, som evnede at være både hårdtarbejdende og samtidig fløjte på gangene. Fem år senere blev han forfremmet til redaktionschef, stadig fløjtende, taktfuld og blufærdig, men samtidig i besiddelse af en grovkornet humor, som er med til at holde tonen let i en hverdag præget af stort arbejdspres. Som chef er han krævende, man kan slå sig på ham, men han er generelt afholdt af medarbejderne på grund af sin dygtighed og evnen til ikke at bære nag. Erik Bjerager siger:
”Jeppe Duvå er handlekraftig og kan omsætte en idé til handling hurtigt, hvilket er centralt, når man arbejder i medieverdenen. Han er en fuldstændig uvurderlig del af avisen og har uomtvisteligt sin del af æren for, at det er gået så godt for Kristeligt Dagblad. Han besidder nogle værdifulde, gammeldags redaktørevner og er samtidig vanvittig engageret, vidende og velorienteret. Alt det, vi er optaget af på avisen, optager ham også som menneske, og som praktiserende katolik har han sjælen med i sit arbejde for avisen.”
Erik Bjerager bakkes op af vennen Thomas Larsen, der er Berlingskes politiske kommentator:
”Han har været en gave for Kristeligt Dagblad, når man ser avisen udefra. Erik Bjerager og Jeppe Duvå er et unikt makkerpar, som har været med til at drive avisen frem. At Kristeligt Dagblad er blevet en avissucces med vækst og stadig højere kvalitet, er en journalistisk kraftpræstation, og her har der været brug for en meget stærk redaktionel leder, som år efter år løfter barren. Sådan en leder er Jeppe Duvå.”
Kristendommen er en prisme i redaktionschefens liv. Som dreng sang han lejlighedsvis i kirkekor og var trofast ministrant i Sankt Ansgar Kirke i Bredgade i København, til han var 15 år. Der var ungdomsår, hvor han ikke kom i kirken, men han forlod den aldrig. Han forsømmer nødigt søndagens messe i Sankt Ansgar Kirke, for det er under messen, at han koncentrerer sin opmærksomhed om sit livsgrundlag. Han værdsætter den katolske domkirkes lidt højkirkelige liturgi med gregoriansk sang på latin og salmesangen.
Jeppe Duvå siger, at han lider af akut livsglæde. Han bruger formuleringen, når han bliver spurgt om, hvordan det har præget ham, at døden brød ind i hans barndom. To søskende døde. Den tidlige og tunge konfrontation med tab giver glæden resonans.
”Jeg føler meget intenst en glæde ved livet, og som kristen ved jeg, hvor jeg kan rette min tak hen.”
Vennen Andreas Rude, der er katolik og mag.art. i litteraturvidenskab, beskriver Jeppe Duvå som et engageret medlem af menigheden i Sankt Ansgar. I mange år sørgede han for, at hans mor også kom til messe, inden hun blev for svækket.
”Han er omsorgsfuld, loyal over for sin menighed og på mange måder en katolik af den gamle skole, retlinet og begejstret på en helt usentimental måde. Han er et intenst menneske fuld af energi, der har temperament og stærke og velovervejede meninger om mange ting og en stor viden om ikke mindst historie.”
Interessen for historie afspejler sig også i Jeppe Duvås bogreol. I det omfang, der er plads til en hobby i hans liv, er det fordybelsen i historie. I reolen fylder særligt bøger om Anden Verdenskrig. Her er også en del lyrik fra Søren Ulrik Thomsen til Seamus Heaney. Skønlitteratur passer ikke til hans temperament. Når tiden tillader det, vil han gerne ud og helst udrette noget med sine hænder. I øjeblikket er han i færd med at lægge mørkegrå portugisiske chaussésten ved huset.
Hver morgen, når klokken er 7, kan man finde Jeppe Duvå i familiens stue i Charlottenlund med dagens udgave af Kristeligt Dagblad, men der manglede en vigtig detalje ved beskrivelsen af morgenerne.
Før noget andet laver Jeppe Duvå nemlig kaffe, som han serverer for ægtefællen, journalist Hanne Stetting Duvå, på sengen. En vigtig del af dagens orden. Kaffen er en trofast gestus for den ægtefælle, han blev kæreste med som 26-årig, og som satte sin karriere på standby, da de fik brug for ekstra kræfter på hjemmefronten.
De er forældre til Barbara, som studerer jura, og Maria, der er i gang med specialuddannelsen STU og har et gennemgribende udviklingshandicap. At være Marias forældre er en omfattende læringsproces for parret, og når Hanne Stetting Duvå ser på sin mand, kan hun tænke, at de har fået et særligt sammenhold. Ikke alene deler de troen, men de er lidt som soldater, som har været i krig sammen og oplevet noget intenst, som andre ikke helt forstår.