Prøv avisen
Dage med diagnose

Refleksioner over, hvad vi giver hinanden

Foto: Emil Kastrup Andersen

En kollega, der selv har haft ovariecancer, gav mig et klogt råd: Hold dig fra Facebookgrupperne. Men jeg kunne alligevel ikke helt lade være, skriver journalist Hanne Foighel

Da jeg blev syg, væltede det ind med gode tilbud. Jeg syntes ellers ikke, jeg før havde kendt til nogen, der havde ovariecancer. Men nu havde utallige venner en svigerinde, en kusine, en svigerdatter, en nabo eller mors søster, der havde været ramt. De ville alle forfærdeligt gerne tale med mig og give gode råd.

Men jeg ville ikke tale med dem.

En kollega, der selv har haft ovariecancer, gav mig et klogt råd:

”Hold dig fra Facebookgrupperne. Min erfaring er i hvert fald, at der er for meget græsk grædekone over dem,” sagde hun. Det lød fornuftigt. Jeg havde ikke plads til sygdomshistorier. Hverken gode eller elendige.

I stedet gjorde jeg alvor af det med at lære at spille på klaveret, Piana. Jeg fandt Itai, en yngre musiker, der underviser, og han er trofast kommet en gang om ugen. Sammen begyndte vi med de simple skalaer og bevægede os via temaet til ”Den lyserøde panter” – kun i højre hånd – hurtigt videre til Bachs Preludium i C i begge.

Der har været uger, hvor det eneste, jeg orkede, var at ligge fladt på sofaen, rejse mig, øve lidt og lægge mig igen. Og klavertimer, hvor jeg i stedet for at spille kun orkede at være eneste publikum til en solokoncert. Men vi har holdt fast. Piana, Itai og jeg. Og nu ligger der allerede en fin stabel noder ved Pianas side: lidt blues-rundgange, Bachs ”Minuet i G” og en forsimplet udgave af ”Air” på en G-streng og ikke mindst en vidunderlig ”Love Ballade” af min lærers store idol Oscar Peterson, som jeg elsker at spille.

Jeg har også holdt fast i kajakklubben. Ikke at jeg i vinterhalvåret har turdet nærme mig hav, bølgesprøjt og vådt tøj med immunsystemet i bund. Overhovedet ikke. Men hver fredag morgen er jeg troligt taget ned til havet, netop som kammeraterne kom i land. Jeg har mærket gusen, indimellem regnen, har set funklende havblik, skummende bølgetoppe og endda flere regnbuer. Og jeg har hver gang fået en runde store saltvandskrydrede knus, kys og opmuntrende bemærkninger, der har lagt sig om mig som en gylden energikappe. Fra uge til uge.

Men jeg kunne alligevel ikke holde mig fra Facebook-grupperne. Da jeg begyndte at føle mig hjemme i min kræftpatientstatus og tryg ved mit eget behandlingsforløb, meldte jeg mig til en ovariecancer-støttegruppe på Facebook. Jeg valgte at holde en vis afstand. Så det blev hverken en dansk eller en israelsk, men en engelsksproget gruppe med tusinder af medlemmer over hele verden. Fra Storbritannien over USA til Malaysia og Australien.

Det har ikke hele tiden været lige nemt. Jeg har hurtigt måttet spole forbi opslag, der begynder med ”Så mistede vi vores kære…”. Og jeg har krympet mig over at læse posts fra ganske unge kvinder med små eller endnu uden børn, der har fået ovariecancer, til trods for at gennemsnitsalderen for dem, der får denne kræft, netop er os med de udrangerede æggestokke på 61-62 år.

I det hele taget har jeg gennem gruppen lært meget om ovariecancers forskellighed, om forskellen på den behandling, man får tilbudt forskellige steder i verden, og om, hvor forskelligt vi hver især reagerer, når vi bliver behandlet med de samme stoffer.

Det har været hårrejsende at læse, hvor længe kvinder mange steder går rundt med svære symptomer, uden at nogen læge vil tage deres bekymring alvorligt. Og det har varmet at læse, hvilke fornuftige svar og gode råd gruppens medlemmer gavmildt giver hinanden.

Jeg har også lært, at der på hospitaler verden over er mange forsøgsordninger med nye stoffer, og at det er kvinder, for hvem sygdommen bryder ud anden og tredje gang, der med livet som indsats deltager i disse forsøg og forhåbentlig baner vejen for alle os andre.

Det har på en gang været skræmmende og opmuntrende at læse snesevis af kvinders forskellige svar på enkle spørgsmål som for eksempel dette:

Hvor længe/kort har I hver især været cancerfrie efter afslutningen af jeres første behandlingsrunde? Mangfoldigheden strækker sig fra få måneder til halve og hele årtier.

Hvis vi på denne måde giver hinanden indsigt i den enkeltes erfaring, er der på én gang grund til ærbødig bekymring og til forsigtig optimisme.