Michael bygger en motorvej: Regn er det værste, der kan ske. Og nu drypper det

Vejarbejder Michael Hørbye bruger i øjeblikket al sin arbejdstid på udbygningen af Fynske Motorvej. For ham er vore veje fællesskabers byggesten

For Michael Hørbye er noget af det bedste ved hans job de mange kolleger, som han taler med hver dag. Når de er i gang med et så stort og langvarigt projekt som udbygningen af Fynske Motorvej, er de hver især en lille, men afgørende del af et meget større hele. – Foto: Julie Høgholm.
For Michael Hørbye er noget af det bedste ved hans job de mange kolleger, som han taler med hver dag. Når de er i gang med et så stort og langvarigt projekt som udbygningen af Fynske Motorvej, er de hver især en lille, men afgørende del af et meget større hele. – Foto: Julie Høgholm.

Han lytter hjemmevant til en konstant susen. Ikke fra havet. Ikke fra træernes svajende kroner. Fra de utallige tunge lastbiler og personvogne under ham. På den midlertidige træbro over motorvejen står vejarbejder Michael Hørbye, der fungerer som formand for entreprenør M.J. Erikssons resterende vejarbejdere under udbygningen af Fynske Motorvej. Et omfattende projekt, der skal forvandle fire hårdt pressede spor tværs over Vestfyn til seks nyasfalterede på blot få år.

Michael Hørbye ved, at en nøje afstemt tidsplan er altafgørende i den sammenhæng, og her er regn det absolut værste, der kan ske. Han ser mod himlen. Det drypper. Ligesom det mere eller mindre har gjort uafbrudt de seneste 10 dage. Hjemme på vejarbejdernes fælles containerkontor hænger flere opslagstavler med adskillige stationers vejrprognoser for de kommende uger. Alle plastret til med advarselsfarver fra tykke overstregningspenne, hver gang prognosen er dårlig. Godt vejr er altafgørende for, at hele projektet kan nås og samtidig er rentabelt.

Michael Hørbyes telefon ringer, lige efter at han har sat sig ind i sin firehjulstrækker og sat kurs mod gangtunnellen – i daglig tale kaldet Bro 63 – som arbejderne er i gang med at bygge ud til. Opkaldet er fra tilsynet. Vedkommende vil netop høre om situationen ved tunnellen og om, hvorvidt den tilhørende indstampningsrapport er, som den skal være. Ja, svarer Michael Hørbye. De har sikret sig, at jorden er indbygningsegnet, så de ikke risikerer, at den skrider, når broen først er støbt og asfalten lagt.

”Er I så helt færdige derude? Jeg ved, at I kæmpede lidt med det i går?”.

”Vi er i gang med at lave skråningsanlæg nu,” svarer Michael Hørbye og drejer i det samme ind på det kuperede grus foran gangtunnellen. Han håber, at de kommer i mål i dag trods alt det vand, der er faldet de seneste dage.

Oprindeligt er Michael Hørbye uddannet smed. For 20 år siden blev han dog træt af smedefaget, og samtidig bød chancen sig for at komme ind og køre gummihjulsmaskine hos M.J. Eriksson. Han er vokset op på landet med masser af maskiner omkring sig. Faktisk er overraskende mange af hans kolleger i gravemaskinerne i virkeligheden uddannet bagere, slagtere og smede, mens kun ganske få er uddannet struktører. Ja, de refleksklædte mænd er ”en blandet pøbel af gode folk”, som han plejer kalder dem.

Foran gangtunnellen hilser han for eksempel på Max, der sidder i den ene gravemaskine. Ham kender han hjemme fra Nyborg, og det var også på Michael Hørbyes initiativ, at Max blev hyret til projektet.

Selvom Michael Hørbye sommetider møder på arbejde og er eddikehamrende sur, varer det som oftest kun, til han møder sine kolleger. Arbejdet med vejen binder dem sammen, synes han. For selvom han langtfra altid når at se alle 30-80 mennesker, der arbejder på strækningen, i løbet af en arbejdsdag, så mærker han alligevel følelsen af at være en del af en større helhed.

Michael Hørbye er opvokset med maskiner og savner at bruge endnu mere tid som fører af en gravemaskine eller gummiged. – Foto: Julie Høgholm.
Michael Hørbye er opvokset med maskiner og savner at bruge endnu mere tid som fører af en gravemaskine eller gummiged. – Foto: Julie Høgholm.

Og vejen er jo ikke kun deres fællesskab. Michael Hørbye kan godt lide tanken om, at han med sit virke hjælper danskerne med at komme nærmere hinanden. Veje er fællesskabers byggesten. De forbinder ikke bare kolleger, men også familier og venner. Det er det herlige ved at være med til at lave så stort et anlægsarbejde, som så mange får glæde af.

De fleste bilister er da også glade for Michael Hørbyes og kollegernes indsats, selvom der selvfølgelig altid er nogen, der ikke overholder hastighedsgrænserne. Trods sin lange anciennitet har Michael Hørbye endnu ikke vænnet sig til det ubehag, det giver i maven, når en bilist kører forbi i alt for høj fart få meter fra ham.

Respektløst, synes han, ligesom den dag i forrige uge, hvor en bilist kastede affald efter dem. Alligevel fornemmer Michael Hørbye, at de fleste gennemkørende trafikanter er glade for deres indsats.

Han taler med Max i gravemaskinen, der har arbejdet siden klokken 6 i morges for at blive færdig til tiden trods de seneste dages nedbør. Michael Hørbyes vurdering er, at de er færdige med Bro 63 om en times tid.

”Godt, så kan ’Betonerne’ overtage byggepladsen i dag, når vi er færdige herude,” siger Michael Hørbye til Max i gravemaskinen, mens bilerne på motorvejen suser forbi ved siden af dem.

Han ville ønske, at han selv havde tid til at give en hånd med, selvom hans primære job i dag består i at ”slukke mere akutte ildebrande”, efter at han også er blevet formand for de andre. Før i tiden var der altid tid til at tage fat i en skovl og hjælpe til. Det savner han. Men hvis han skulle det, ville det kræve, at han gik til et mindre firma. Og så ville han jo ikke få lov til at lave storstilede projekter som motorvejsudbygningen her.

Hans telefon ringer igen. Nu er det Basse, der er i gang ovre ved den nye rampe i den anden ende af udbygningen og har brug for sparring om afvandingen.

Michael Hørbye smækker bildøren og begiver sig mod kollegaen. Tæt ved destinationen ruller en lastbilchauffør vinduet ned og råber efter ham:

”Michael! Du skal ikke komme her og forstyrre det arbejdende folk.”

”Jamen så er det da ikke dig, jeg generer,” råber han retur med et grin.

Bag de midlertidige afskærmninger kender alle hinanden. Max ringer i samme sekund og melder færdig ved Bro 63. Michael Hørbye smiler. Selvom solen langtfra altid skinner, lykkes tidsplanen alligevel igen i dag.