Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?
Jeg skrev for nylig et debatindlæg om, at Medicinrådet skærer behandlingsmuligheder væk for kræft- og sklerosepatienter og patienter med muskelsvind. De allersvageste patienter. Det synes jeg er forfærdeligt. For det er grundlæggende i modstrid med historien om den barmhjertige samaritaner, men også med den fri og lige adgang til vores sygehusvæsen. Jeg synes, Medicinrådet er et misfoster, fordi det rokker ved tilliden til og hele det etiske grundlag for vores sundhedssystem, når man skærer behandlingsmuligheder, som er veldokumenterede, væk, og som kan hjælpe patienterne. På kræftområdet er det helt grotesk. Den medicin, man har skåret væk, kan give en kræftpatient op til to års overlevelse. Det er ganske meget og et stort fremskridt på kræftområdet. Dilemmaet består i, at sygehusene skal have økonomien til at balancere, og rådet var tiltænkt som et hjælpemiddel for regionerne til bedre at kunne styre udgifterne på sygehusene. Men etikken siger, at vi skal hjælpe dem, der har brug for hjælp, alene af den grund at de har brug for hjælp. Og så må hjælpen komme før budgetoverholdelsen.
Hvad er den største etiske udfordring, du selv har mødt?
Jeg var direktør for Aarhus Amts sygehusvæsen i 10 år, og der var jeg med til at lukke fire sygehuse. Dilemmaet bestod i, at når vi lukker et sygehus, ødelægger vi trygheden hos lokalbefolkningen. Trygheden ved at have et sygehus i nærheden. Heroverfor står så muligheden for at frigøre ressourcer, så vi kan styrke udviklingen i specielle behandlingsmetoder til de mest alvorligt syge ved at udbygge universitetshospitalet. Dengang var jeg embedsmand, så min rolle var at leve op til de overordnede politiske forventninger: at få så meget sundhed og så mange behandlinger ud af pengene som muligt.
Hvad er tidens største etiske dilemma?
Hvis vi må være lidt globale, så mener jeg absolut, at det er sult. Op mod 15 procent af jordens befolkning sulter og tørster, selvom vi faktisk er i stand til at mætte alle. Jeg tror, det var Kristeligt Dagblad, der havde en historie om, at vi er i stand til at mætte 10 milliarder mennesker på jorden. Vi er kun 7,5 milliarder. Så det er ikke mad, vi mangler. Men vi mangler villigheden til at være den barmhjertige samaritaner og hjælpe dem, der har brug for hjælp. Helt grotesk ser det ud, når flere og flere europæere dør af fedme, og op mod 40 procent af amerikanerne er overvægtige i en grad, så det kan koste dem liv og helbred. Med andre ord spiser vi os ihjel, mens vi på store fjernsynsskærme ser, at folk andre steder i verden dør af sult.
Synes du, etik fylder nok i den offentlige debat?
Nej, bestemt ikke. Jeg synes, at regnedrengene fra Finansministeriet fylder for meget. Økonomien og budgetrammeoverholdelse kommer først og sidst og fylder mere end at hjælpe en sklerosepatient, en, der er syg af muskelsvind eller en kræftpatient. Vi lever i en kultur, hvor det er penge, penge, penge, vi altid tager udgangspunkt i, når det kommer til at hjælpe andre. Økonomien har førsteprioritet, og det at hjælpe den halvdøde i grøften kommer i anden række. Den etiske diskussion prioriteres ikke i den offentlige debat.
Hvilke etiske principper tilstræber du selv at handle efter?
At hjælpe andre, der har brug for hjælp, alene af den grund at de har brug for hjælp. Denne fornemme pligtetik springer direkte fra fortællingen om den barmhjertige samaritaner, som kom forbi en halvdød mand nede i grøften og hjalp ham betingelsesløst. Og som ovenikøbet lagde to denarer på disken til hans videre pleje. Det er en meget smuk historie. Men det kan være en udfordring at leve efter den. Jeg har været heldig, at jeg i mange år har haft et arbejde, der har givet mig mulighed for at leve efter de principper, og hvor det har handlet om at skabe målsætninger, rammer og aktiviteter med henblik på at hjælpe dem, der har brug for hjælp.