Det begyndte allerede, da Adam Price var en lille knægt. Faderen havde med egne ord ”voldsomme gastronomiske interesser”, og når ferien skulle planlægges, bestemte smagsløgene naturligvis destinationen.
Typisk rejste familien til forskellige middelhavslande og havde på forhånd bestemt sig for lige præcis den region eller det område, der skulle smages på.
Også som voksen har manuskriptforfatteren, restauratøren og madanmelderen Adam Price taget den rejseform til sig. Gastroferien, hvor maden er i centrum for rejsen.
”Jeg tror aldrig, det vil forekomme mig helt naturligt at rejse et sted hen, hvor der ikke samtidig er en gastronomisk fortælling. H.C. Andersen sagde: ’At rejse er at leve’. Jeg er vokset op med udtrykket: ’at rejse er at spise’,” siger han og fort- sætter:
”Da jeg var barn, rejste vi som regel i en helt bestemt retning for at opsøge nogle helt præcise råvarer, min far interesserede sig for og ville blive klogere på. Han skrev også for diverse magasiner dengang, så tit var det en kombination af arbejde og fornøjelse.”
Dengang ejede familien en lejlighed i Sydfrankrig. Så kunne de tage netop de specifikke råvarer med hjem, tilberede dem og nyde dem med familien. Sammen. For interessen for de gastronomiske rejser handler både om fællesskab og om at forstå et land eller et område.
I dag er Adam Price 51 år. Ferieformen ”ligger stadig i blodet”, og sammen med både sin bror, komponisten, kapelmesteren og restauratøren James Price, og med anden familie rejser han stadig ud i verden i ferien for at opsøge kulinariske oplevelser. I år går turen til Venedig, hvor destinationen denne gang er en lille restaurant, der serverer ”den mest fantastiske risotto”, fortæller Adam Price.
”Jeg skal både forbi nogle områder, jeg ikke har været i før, og så spise på den restaurant, jeg længe har drømt om at spise på igen. Og så skal jeg forbi en vinproducent, jeg beundrer utrolig meget.”
Når Adam Price er af sted på rejser med gastronomien i centrum, er det på en og samme tid en måde at slappe af på, men også en mulighed for at suge til sig. En måde at samle familien om en fælles interesse, men også en inspira- tion til det igangværende eller det næste projekt, som kan vente efter sommerferien. For igennem maden kan man forstå et land. Samfundet, menneskerne, samhørigheden. Politikken og religionen. Gastronomien er et udtryk for det. Det giver oplevelser til både Adam Price selv og hans nærmeste.
”Især hvis man rejser i områder, hvor kulturen og i den sammenhæng også religionen har sat så dybe spor, som det eksempelvis har i Israel. Så kan man ikke lade være med at tænke over, at man befinder sig et sted, hvor der er en flere tusind år gammel historie, der har skilt folk ad, men samtidig også har været en styrende kraft i deres gudsforhold. Jeg var der senest under den jødiske påske pesach, og der er det jo super interessant at få lov at sidde med jødiske familier, spise et påskemåltid og opleve alle de traditioner, de sange og de fortællinger, der er en del af det rituelle påskemåltid. Traditionen og den samhørighed hos et jødisk folk, som lever på det her sted, er så stærk, at det bliver meningsfuldt at følge de her gamle religiøst betingede spiseregler, alene for at signalere samhørighed. Og på den måde bliver mad og ritualiseringen af visse måltider igennem den religiøse åre pludselig til meget mere end bare et måltid. Det bliver i den grad til en kulturel og nogle gange religiøs manifestation.”
”Jeg har været i Israel i foråret, og det var jeg af flere forskellige grunde. Jeg kan ikke sige alt for meget, for noget er hemmeligt, men jeg har blandt andet været der i forbindelse med research til anden sæson af DR-serien ’Herrens Veje’. Jeg har en kæmpe interesse for middelhavskysterne, også ovre i den osmanniske del, ovre i det, der er de mellemøstlige køkkener. Og der er Israel jo en fantastisk destination. At opleve de her blandingskøkkener, man kan se i Jerusalem og i Tel Aviv. Den måde, kulturer og traditioner blander sig på.”
Efter turen til Venedig står den på drengetur for Adam Price, når han tager sønnen med til Island. Akkurat som manuskriptforfatteren selv husker sine barndoms- og tidlige ungdomsår, giver han det videre til sine egne børn. Og på vulkanøen er målet naturligvis en kulinarisk oplevelse.
”Vi skal til Island. Jeg har altid været en stor fan af Island, som jeg synes er et utroligt sted. En vanvittig energi, som ligger i en befolkning med 330.000 mennesker, og der skal jeg prøve nogle af de fantastiske specialiteter, deres havfugle og lam, selvom det måske ikke er så børnevenligt.”