Det store er ikke at være dette eller hint, men at være sig selv.
Hver lørdag aften i løbet af sommeren gentog skuespiller Hassan Preisler Søren Kierkegaards bevingede ord, når han som radiovært indledte samtaleprogrammet ”Min lille Hassan” på Radio24syv. Her talte den 47-årige skuespiller, dramatiker og forfatter om følelser med fremtrædende danske mænd for at finde ud af, hvem der i virkeligheden gemte sig bag positionerne, succesen og magten.
”Vi er alle sammen dårlige til at tale om, hvem vi er, og hvordan vi i virkeligheden har det. Alt for ofte er vi uærlige over for både os selv og vores omgivelser. I det øjeblik vi forlader hjemmets fire vægge, bygger vi en anden fortælling op om os selv, hvor vi er mere succesfulde, mere stabile og mere lykkelige, end vi i virkeligheden er. Tænk på alle de timer, penge og kræfter, vi bruger på at fremstå godt i offentligheden, så det ikke bliver afsløret, hvad der egentlig foregår inde i hovedet.”
I mere end 15 år har Hassan Preisler levet af at være skuespiller. Han har haft roller i et utal af danske teaterforestillinger og spillefilm som eksempelvis den romantiske komedie ”Grønne hjerter”.
Uden for skuespillerbranchen er Hassan Preisler dog mest kendt for sin evne til at skabe debat.
I 2013 udgav han sin anmelderroste og autofiktive debutroman ”Brun mands byrde”, der handler om at skabe sin egen identitet som brun mand i et hvidt land.
Siden har han kritiseret den danske kulturelite for at være et konformt meningsfællesskab bestående af udelukkende venstreorienterede storbyboere fra den øvre middelklasse. Og i foråret gjorde han sig endnu en gang bemærket, da han fik afvist sit forslag om at opsætte Salman Rushdies kontroversielle roman ”De sataniske vers” på Det Kongelige Teater.
Hassan Preisler har vist, at han er dette og hint, men gennem det meste af sit liv har han ikke turdet være sig selv.
”Det hænger sammen med en fundamental frygt for at blive afvist og skyllet ud med badevandet. Jeg har altid sat spørgsmålstegn ved, om jeg er god nok. Det gælder som forfatter og skuespiller, men i særdeleshed som søn, ven, mand, kæreste og far. Når jeg står på scenen og spiller en rolle, så er det dog trods alt forbundet med en vis distance, og når jeg skaber debat, er det ret nemt at være ham den frække provokatør uden grænser. Hvis jeg derimod sidder under mere private forhold, kan sveden begynde at pible frem på panden, og pludselig kan jeg dårligt formulere sammenhængende sætninger, fordi jeg er usikker på mig selv.”
For at undgå at blive fundet for let har Hassan Preisler haft en tendens til at skabe falske fortællinger for både sig selv og sine omgivelser.
Fortællingerne har taget sig ud på forskellige måder. Hvis Hassan Preisler har frygtet at blive forladt af en kvinde, har han kunnet finde på at bygge en indre historie op om, at hun alligevel ikke var den perfekte kvinde for ham. Og i sit virke som skuespiller har han også benyttet sig af lignende fortællinger for ikke at føle sig afvist.
Det mest absurde eksempel, Hassan Preisler kan komme på, var i forbindelse med en casting for år tilbage. Han var én af få kandidater, der var i spil til hovedrollen i en stor dramaserie på Danmarks Radio. Rollen kunne indbringe ham en månedsløn på 65.000 kroner over en årrække, men inden det blev afgjort, hvem der fik den, skrev Hassan Preisler en e-mail til manuskriptforfatteren og producenten.
”Jeg fortalte dem, at rollen var racistisk, og at jeg derfor ikke var interesseret. Men den var jo ikke spor racistisk. Jeg løj bare for mig selv og folkene bag serien, fordi det potentielle nederlag ved at blive afvist simpelthen var for stort. Derfor pillede jeg bevidst rollen ned, så fiaskoen ved ikke at få den tilbudt ikke var så markant i hverken mine egne eller andres øjne.”
Det er i høj grad frygten for at fejle, som har skabt gabet mellem den offentlige Hassan Preisler og den lille Hassan bag Nørrebro-lejlighedens fire vægge. Og den frygt har fyldt hans liv, så længe han kan huske.
Han er født i Charlottenlund nord for København som søn af en dansk mor, der var dansklærer, og en pakistansk far, der var genforsker. Karakteristisk for årtiet boltrede forældrene sig op gennem 1970’erne i seksuelle partnere og bevidsthedsudvidende stoffer, og Hassan Preisler mindes en ustabil barndom, hvor familien på grund af faderens arbejde nåede at bo i både Bern, Berlin og Bagsværd.
”Det var helt sikkert et eventyr for dem, men det var ikke eventyrligt for mig at opleve så lidt stabilitet og opmærksomhed omkring, hvordan jeg havde det i hverdagen. De afvisninger i barndommen har plantet en følelse af usikkerhed i mig, som jeg siden har forsøgt at skjule.”
Usikkerheden i barndommen og ungdomsårerne blev heller ikke mindre af, at Hassan Preisler levede i spændet mellem to identiteter: den danske og den pakistanske. Han skammede sig over sine pakistanske rødder og gjorde, hvad han kunne for ikke at opfylde folks fordomme om indvandrere.
Til forældremøder blev han flov over sin fars accent, og når faderen en sjælden gang lavede pakistansk mad, gemte Hassan Preisler sit tøj væk i skabe og skuffer, så det ikke kom til at lugte af karry og hvidløg.
Barndommens begivenheder giver en del af forklaringen på, hvorfor han stadig i dag føler sig usikker, men han er alligevel tilbageholdende med at tilskrive den for stor betydning.
”Det er ganske givet en god forklaring, men det er ikke en særlig god undskyldning. Jeg er ikke syv år længere, men 47 år. Så jeg kan ikke alene tilskrive det barndommen, når folk i dag skal udsættes for mit bøvl, fordi jeg er usikker på mig selv.”
Det bøvl, som Hassan Preisler taler om, er måden, hvorpå han håndterer sin usikkerhed i dag: ved at projicere den over på andre, bedst eksemplificeret i hans kærlighedsliv.
Hvis hans kvinde eksempelvis til en fest har gjort ham jaloux, sørger han straks for, at rollerne bliver byttet rundt, ved at kaste sin opmærksomhed på en ny kvinde. På den måde sidder han ikke længere i en position, hvor han frygter at blive afvist.
”Pludselig sidder jeg med trygheden, og hun sidder med utrygheden. Det er en kujonagtig handling, fordi jeg kun tænker på, hvad der er behageligt for mig. Fordi jeg ikke er modig nok til at stå på mål for mine egne følelser, så render jeg rundt som en forstyrret teenager og piller andre mennesker ned. Men på den måde vender jeg ikke kun hende og kærligheden ryggen, jeg flygter også fra mig selv, fordi jeg føler, at mine følelser er for skamfulde til, at de må eksistere. At jeg ikke må være jaloux, fordi det er umandigt, forkert og kikset.”
Konsekvenserne af de falske fortællinger har været omfattende både i det professionelle og personlige liv, fortæller Hassan Preisler. Den høje pris for at have opført sig egoistisk blev for alvor tydelig for ham for tre år siden. Her blev han skilt fra sin hustru og moderen til sin nu seksårige datter, hvilket betyder, at børneværelset i Hassan Preislers lejlighed står tomt hver anden uge.
”At jeg ikke har kunnet bære mine egne følelser, men følt mig nødsaget til at lyve ved at skabe de her fortællinger, har ødelagt alle mine parforhold, mit ægteskab og flere år af mit faderskab. Det blev jeg bevidst om, da jeg så den smerte, jeg havde påført min datter, da hendes forældre blev skilt. I dag vil jeg gerne vise min datter, at følelser er i orden, og at man godt kan være utilstrækkelig uden at skulle skamme sig eller vende følelserne mod andre.”
Radioprogrammet ”Min lille Hassan” opstod oprindeligt, fordi Hassan Preisler sammen med sin gode ven og producer på Radio24syv, Kristian Danholm, talte om, at mænd er for dårlige til at tale om følelser. De ønskede derfor at skabe en national platform, hvorfra mænd kunne bryde tabuet og tale om følelser med hinanden for åben mikrofon. Men radioprogrammet er også blevet en form for terapi for Hassan Preisler, hvor han både kan fortælle åbent om sin egen utilstrækkelighed og samtidig spejle sig i sine gæsters.
”Programmet er for mig også en personlig og egocentreret proces. Jeg kan spejle min egen mangelfuldhed i andre mænd, som har det på samme måde. Jeg bliver ganske enkelt glad, når andre fortæller om deres utilstrækkelighed, for så føler jeg mig mere forbundet til dem. Det er nemlig virkelig ensomt at føle sig som den eneste mand i verden, der ikke er god nok.”
”Samtidig må jeg indrømme, at jeg har det som skuespiller, forfatter og nu radiovært med at tænke, at hele verden skal stopfodres med fortællingen om mine følelser, for først i det øjeblik vil jeg føle, at verden kan rumme dem. Det er på en måde meget selvoptaget, selvsmagende og privat, men når det falder ud på den rigtige måde, kan andre forhåbentligt bruge det,” siger Hassan Preisler, der har modtaget flere positive tilkendegivelser fra lyttere:
”Forleden modtog jeg en mail fra en ung fyr fra Vestjylland. Han fortalte, at det ikke altid havde været let at være en ung mand i en lille by, hvor ’følelser var for svanser’, og ingen udadtil følte sig utilstrækkelige som hverken sønner eller kærester. Det havde åbenbart ændret sig nu, efter at folk i byen var begyndt at høre mit program, hvilket jo er fantastisk.”
Indtil for få uger siden troede Hassan Preisler, at alt ville ende lykkeligt, hvis han blot erkendte sin utilstrækkelighed og talte åbent om den ved enhver given lejlighed. Men som tiden går, kan han efterhånden mærke, at den evige selvafsløring har en udløbsdato. Kilden kan blive udtømt, og fortællingen kan blive repeterende – både i radioen og i virkeligheden, siger han. Da han for nogle måneder siden mødte den kvinde, som nu er hans kæreste, lagde han da også ud med at blotlægge sine dybeste følelser.
”Hun blev indlagt til at høre om mine følelser 24 timer i døgnet, og hun lyttede i øvrigt også fast til mit radioprogram. Det var ved at sende hende helt ned med flaget. Hvis jeg bliver ved med at køre ud af dette spor, hvor jeg fortæller, hvad jeg føler, hvert eneste øjeblik, så er der en risiko for, at jeg ender som en plaprende idiot,” siger Hassan Preisler, der tror, at der ligger et arbejde og venter foran ham på den anden side af selvafsløringen:
”At jeg er uperfekt, har jeg vidst hele mit liv og været ærlig om i den seneste del af det. Men spørgsmålet er så, om jeg også kan eksistere med det uden at skulle fortælle hele verden om det. Hvis jeg lykkes med at bære mine følelser selv, så kan jeg måske få mit liv til at handle om andet end det, der foregår på indersiden af min hjerneskal.”
Det punkt, som Hassan Preisler ønsker at bevæge sig hen imod, kender han fra sit professionelle virke. Som skuespiller er den store lykke gemt i det øjeblik, hvor man ikke tænker på, om replikken falder korrekt, og om publikum elsker en, men hvor man derimod glemmer sig selv for en stund.
”Jeg håber at komme til et punkt, hvor jeg kan dyrke mine forældre, venner, datter og min kæreste som det primære frem for mig selv. Den største stolthed oplever jeg, når jeg er sammen med en kvinde og er i stand tilikke at tænke, hvad jeg har brug for, hvad der gør mig ked af det, og hvad der skal til for at gøre mig glad igen. Men i stedet fokusere på, hvad der interesserer hende, hvad hun bliver tændt af, og hvad der trætter hende. Jeg er der ikke endnu, kan jeg mærke, men de lyttere, der siger, at jeg skal kravle ud af min egen navle, kan jeg altså nu berolige ved at sige, at jeg så småt er på vej,” siger Hassan Preisler, der forsikrer, at vejen mod at blive et mere generøst menneske ikke er let.
”Det handler om at tage det fulde ansvar på sig, og det er jeg bange for. Utilstrækkeligheden er en af livets præmisser, og jeg skal kunne leve med den uden hverken at lyve eller ty til min evindelige uduelighedsfortælling, som jeg gør i mit radioprogram.”
Men det kan være tungt ene mand at skulle bære rundt på sin egen utilstrækkelighed og tage ansvar for den, erkender Hassan Preisler.
”Jeg kunne sagtens forestille mig, at jeg vil leve et mere harmonisk og tilfredsstillende liv, hvis jeg turde overdrage en del af ansvaret til en højere magt. Men jeg er vokset op i et hjem, hvor ateismen er blevet dyrket intenst, og jeg færdes til daglig i kulturlivet, hvor der er en udpræget religionsforagt, og hvor det kræver større mod at springe ud som kristen end homoseksuel. Jeg håber, at jeg en dag finder modet til tro på noget større, men indtil da klamrer jeg mig krampagtigt til illusionen om, at jeg har det fulde ansvar for mit eget liv. At kampen skal foregå inde i mig selv,” siger Hassan Preisler, der tror, at den erkendelse kræver en gentænkning af konceptet, inden næste sæson af radioprogrammet begynder til vinter:
”Det kan være, at ’Min lille Hassan’ på et tidspunkt bliver en times stilhed, fordi alt foregår inde i mit eget hoved.”