Prøv avisen

At rekordmange er enlige skyldes en søgen efter ubegrænset lykke

37 procent af alle voksne var ifølge statistikbanken enlige i Danmark den 1. januar i år. I tal er det 1,6 millioner mennesker. Foto: Mads Jensen

Stadig flere danskere lever som enlige. Det skyldes blandt andet individualiseringen og en higen efter at finde lykken, mener eksperter. Men bag de mange enlige gemmer sig en eksistentiel tomhed, siger sociolog

Øget økonomisk velstand, større søgen efter lykke og individualisering. Det er ifølge iagttagere en række af forklaringerne på det rekordstore antal enlige, som Danmarks Statistik netop har kunnet berette om. Ifølge statistikbanken var der den 1. januar 2015 1,6 millioner enlige i Danmark, hvilket svarer til 37 procent af alle voksne. Dermed er der tale om det højeste antal enlige, siden Danmarks Statistik begyndte sine optællinger i 1986.

Ifølge Mattias Stølen Due, psykolog og leder af parafdelingen på Center for Familieudvikling, er der ikke noget problem i, at man er enlig i en periode. Det kan der være ræson i, hvis man eksempelvis kommer fra en skilsmisse.

”Men alt peger på, at mennesker trives bedre i trygge relationer. Det giver en sikker base i et samfund som vores, der kræver så meget af os. Der er det vigtigt med et parforhold, hvor man kan tanke op og være sig selv uden hele tiden at skulle præstere,” siger Mattias Stølen Due.

Han mener, at det stigende antal skilsmisser og dermed erfaringer med komplicerede forhold kan være en del af forklaringen på de mange enlige.

”Er man blevet såret en gang, orker man måske ikke at gå ind i et forhold igen. En anden ting er jo, at vi lever i en tid, hvor vi er meget præget af ønsket om frihed. Vi kan gøre, som vi lyster, og der kan være nogle, der mener, at et parforhold er forbundet med for meget ansvar. Derfor er det blevet mere attraktivt at være enlig,” siger Mattias Stølen Due.

Også den økonomiske velstand og familielovgivningen, der giver flere rettigheder fra familien til den enkelte, har gjort det muligt - og legitimt - for enlige at forblive enlige, siger Birthe Linddal Jeppesen, sociolog og fremtidsforsker, der har familieliv som et af sine specialer.

”De ting gør, at flere mennesker går efter at forfølge deres egne drømme, for vi lever i en tidsånd, hvor man opdrager børn og voksne til at være individualister. Man hylder friheden og foragter opofrelsen,” siger Birthe Linddal Jeppesen.

Hun forklarer tidsånden og problematikken med en sofa-metafor:

”Ofte er det jo sådan, at mor egentlig drømmer om en orange sofa, mens far foretrækker en af læder, men efter forhandlinger ender de så med kompromisset en grå som alle andre. Det kompromis gider folk ikke længere nøjes med. For det var jo netop ikke en grå sofa, de drømte om, men noget andet, noget med mere kant,” siger Birthe Linddal Jeppesen.

Selvom mere end halvanden millioner danskere ikke er i et parforhold, betyder det ikke, at de bor alene. Mange bor, særligt de unge, i delte lejligheder eller på kollegium, mens en stor del ældre bor på plejehjem, viser opgørelsen fra Danmarks Statistik.

Folk ønsker i det hele taget ikke at være alene, hvorfor mange søger mod sociale medier og datingsider i håb om at blive bekræftet og dulme den eksistentielle ensomhed, som ifølge Birthe Linddal Jeppesen præger det moderne menneske.

”Som jeg ser det, er den eksistentielle ensomhed en følge af den stigende individua-lisering. I dag hører man ikke automatisk til nogen steder, fordi de moderne fællesskaber er mere fragmenterede. Selv i familien hører man ikke til. Der er bestemt en udfordring i at indgå i fællesskabet, men for at man kan blive en del af det, handler det også om at udvise rummelighed og sætte sig selv på spil. Det indeholder muligheden for at blive valgt fra, og det er måske det, som mange ikke tør eller ikke helt forstår.”

I stedet for at indgå i et fællesskab - også i familien - bliver parforholdet til én lang forhandling, hvor målet er at tage væk, arbejde meget eller holde fri fra familien. Forhandlingen handler ikke om at være sammen med familien, men om at være fri for den, oplever Birthe Linddal Jeppesen.

”Målet er hele tiden at være lykkelig, og lykkedefinitionen handler om nydelse i dag, det er meget hedonistisk og i et historisk perspektiv meget ulig den vestlige kultur, som har handlet om at bygge noget sammen og at yde, før man nyder,” siger hun.

Når man ud fra samfundsforsker Henrik Jensens, Roskilde Universitet, optik har en ideologi i den vestlige verden, hvor meningen skal findes i én selv, vil det unægtelig skabe pres på familien som institution. Den vil nemlig agere modspiller til alle de muligheder, som man føler tilkommer en, mener Henrik Jensen.

”Der er meget, der gør det svært at få det til at hænge sammen i en familie. For ved siden af skal man passe sit arbejde, have en karriere og få plads til alle sine dejlige fritidsinteresser. Det er ikke nemt, når man også skal være lykkelig. I gamle dage gik man ind i en familie og kom aldrig ud igen. I dag skal man hele tiden overveje situationen, og om den nu er optimal. Om der mangler noget, og om vi gør hinanden lykkelige. Det er en stressfaktor i en familie. Samtidig er der, på trods af at vi lever i et individualiseret samfund, stadig et ideal om, at man skal være en del af en familie og reproducere sig selv. Så det er op ad bakke.”

Peter Søes møder stadig flere danskere med ondt i samlivet i sit hverv som sognepræst ved Skelgårdskirken på Amager ved København. Det kan skyldes alt fra økonomiske bekymringer til midtvejskriser og problemer med det seksuelle samliv. Under de konkrete problemstillinger har Peter Søes observeret et træk, som går igen hos flere par.

”Det drejer sig om urealistiske forventninger. Man kan have en vidunderlig ægtefælle, som man ikke kan få bedre, men hvis man forventer, at dette andet menneske skal gøre en lykkelig på alle områder, så er forholdet dødsdømt på forhånd. Så er man dømt til at blive skuffet,” siger Peter Søes.

I stedet hjælper han folk med at gå mere praktisk til værks for eksempel ved at bede en bøn sammen med dem. Men det vigtigste for præsten er at fortælle dem, der kommer til ham, at lykken ikke nødvendigvis findes i ægteskabet, familien, arbejdet eller venskaber.

”Hvis kirken kan pege på, at ægtefællen ikke har et ansvar for at skabe lykke, men at lykken er en gave fra Gud, og at den kan forventes fra Gud, så kan man som præst give noget, som mennesker har brug for. Hvis vi skal satse hele butikken på at blive lykkelige, så er det kun Gud, der kan opfylde det.”