Prøv avisen

Vi har mistet respekten for autoriteterne – og det er de selv skyld i

Tegning: Morten Voigt.

Vi svømmer desorienteret rundt i kølvandet af 1960’ernes oprør mod autoriteterne og følger ofte vores egne fornemmelser for, hvad der er ret og rimeligt. Men vi har brug for fælles autoriteter, siger samfundsforskere

Danskerne er et uhøjtideligt folkefærd med en sund skepsis over for autoriteter og humor nok til at pille dem ned, der bliver for høje i hatten. Sådan kan man godt formulere det, mener antropolog Bodil Bjerring, Aalborg Universitet, som forklarer, at vores skepsis over for autoriteter skyldes, at vi, til forskel fra for eksempel Sverige, har holdt fast i de små enheder i samfundet.

”Vi er stadig små selvstændige – om ikke erhvervsdrivende – så i hvert fald mennesker. Derfor ser vi også protester, hver gang der nedlægges en landsbyskole. Den der med, at ’de skal ikke tro, de skal bestemme’ findes i mange af os. Hvor ’de’ står for autoriteterme, eliten – og København,” siger hun.

En sund skepsis over for autoriteter er glimrende og giver mange fordele, større frihed for eksempel. Men vi har også brug for fælles autoriteter at spejle os i både som individer og samfund. Og det skred vi stadig befinder os i efter 1960’ernes målrettede opgør med det hele, gør det ikke helt nemt, mener flere samfundsforskere.

Johannes Andersen, der er lektor på institut for statskundskab ved Aalborg Universitet, hæfter sig ved, at der i øjeblikket ”spises af autoriteterne” fra flere sider.

”I vores stigende tro på, at vi er vores egen, individuelle autoritet, er vi blevet meget omkostningsbevidste. Villigheden til at betale den samfundsmæssig værdi, der for eksempel ligger i at have et postvæsen, bliver mindre og mindre. En samfundsfunktion er ikke den samme, når man kun gør den op i penge,” siger han og holder sig til postvæsenet som eksempel: ”Hvis man ikke kan se, at institutionen handler om mere end at sende et brev i ny og næ, mister man et fælles kulturelement. En tradition som den at udveksle julekort er jo allerede gået tabt på den konto – den, hvor man lige fik fortalt moster Anna, at der har været lidt knas med skulderen, men at man ellers er okay og ønsker, at det er hun også.”

Og når selv lovlydige borgere begynder at cykle på fortovet eller køre over for gult, er det også tegn på, at vi læner os mere op ad vores individuelle autoritet – efter devisen jeg kører efter forholdene, som de er bedst for mig – i stedet for at følge den fælles autoritet, færdselsloven, fortæller samfundsforskeren.

Men de klassiske autoriteter er også selv skyld i, at respekten for dem udhules.

”Når Skat bortkommer milliarder, og togdriften ikke binder landet sammen med samme stolthed for akkuratesse som før, går autoriteten fløjten,” siger Johannes Andersen

Direktør for den borgerlig-liberale tænketank Cepos, økonom Martin Ågerup, mener, at autoriteterne er ude i nogle alvorlige selvmål. Et tema, han har behandlet i debatbogen ”Velfærd i det 21. århundrede” (2017).

”Flere af de naturlige autoriteter, vi har haft i velfærdsstatens systemer, er gået ned i kampen om ressourcerne. For eksempel har man ved at fremstå ynkelige solgt ud af lærernes og folkeskolens autoritet. Når formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo i medierne udtaler, at lærerne ikke har tid til at forberede sig til undervisningen, er det klart, at han har en økonomisk agenda. Men de forældre, der hører det i radioen, får indtrykket af, at deres børns lærer ikke har tjek på tingene. Lærerne og folkeskolen er et godt eksempel på en autoritet, der har undergravet sig selv,” siger Martin Ågerup.

Også kirkens autoritet er under pres, mener han.

”Når et lands indkomst stiger, så følger andelen af mennesker, der ikke tror på Gud, med. På den måde har kirkens autoritet været vigende i hvert fald 100 år.”

Ligesom folkeskolens autoritet står og falder med lærernes, er også kirkens autoritet afhængig af embedsindehavernes autoritet, mener sognepræst Kirsten Winther fra Helsingør Domkirke.

”Min præstekjole giver mig en autoritet, men hvis jeg sjosker af sted i den, eller den er nusset, taber både jeg og kirken autoritet. Der er ting, der skal respekteres og holdes ved lige. Jeg kan huske en præst, som altid tog sin præstekjole på, når hun gik i Brugsen efter en kasse øl. Det gjorde hun for at være imødekommende, men det virkede modsat. Hun satte autoriteten over styr.”

Kollektivt kan kirken også sætte sin autoritet på spil, hvis for eksempel alle biskopper tog en fælles dårlig beslutning, mener hun.

”Det er ikke sket i Danmark, men i Sverige er man efter min mening tæt på, når man taler om gøre Gud til hen. Der er folkekirken meget mere træg, og det skal vi være glade for,” siger Kirsten Winther.

Historiker Henrik Jensen, lektor emeritus ved Roskile Universitet, mener også, at vi svømmer lidt fortabte rundt i kølvandet på ungdomsoprøret:

”Men i virkeligheden har skredet i autoritetstroen jo været i gang siden Første Verdenskrig. Fordi menneskeheden fik en gennemgribende følelse af, at det, der var deroppe, var forvundet eller havde vendt os ryggen. Og når det evige liv er afskaffet, kan man jo gøre, som man vil.”

Op gennem 1970’erne blev der yderligere skubbet til læsset, og siden har vi ikke magtet at lappe på ungdomsoprørets opgør med forældre, skolelæreren, præsten, systemet og autoriteterne, mener han.

”Selvom der er enkelte forsøg, som nu hvor børne- og socialminister Mai Mercado (K) opfordrer forældre til at opdrage deres børn, fordi de kommer i skole uden at være parate til det,” siger Henrik Jensen.

Men står vi endelig over for en, der udviser autoritet, er det først vi forsøger at pille personen ned, mener han.

”For vi er endt der, hvor vi vil samtale os frem til løsninger, og det gør, at det hele – også familien – er blevet et demokratisk felt med forhandlinger og samtalekøkkener.”

Henrik Jensen mener, at kernen til autoritetstabet ligger i familien.

”Vi har glemt, at familien ikke bare er et værested, men også en institution, der skal forberede børn til at leve i det her samfund. Måske ved forældre godt, at de burde træde lidt mere i karakter, men hvem har lyst til at være den første? Velopdragne børn kan jo også efterhånden virke lidt mærkelige,” siger han.

Bærer autoriteterne også selv skylden for udhulingen, når selv kongehusets medlemmer vil være ”helt almindelige mennesker af kød og blod”, som prins Joachim sagde i en tv-udsendelse for nylig?

”Det kan man godt sige, for autoriteterne svømmer også rundt i det meget individualiserede vand, hvor vi alle sammen gerne vil realisere os selv. Ingen myndigheder ønsker at stable sig op, for man er bange for at blive til grin eller komme til at støde nogen. Er man for eksempel politiker, gælder det om at være one of the boys, hvis man vil slippe nemt igennem,” siger lektor emeritus Henrik Jensen, der mener, at vi både har brug for og savner autoriteter.

”Man kan godt forestille sig, at alle går og venter på, at tidsånden skal skifte. Men jeg tror ikke, det er specielt sandsynligt, fordi verden er, som den er.”

Men på det punkt ser lektor Johannes Andersen, Aalborg Universitet, mere bevægelse i tingene.

”Samtidig med at vi afvikler autoriteterne, er vi jo paradoksalt nok begyndt at tale om værdier igen. Bevidst, eller måske især ubevist, er vælgerne i gang med at gennemføre et paradigmeskift i deres vurdering af for eksempel offentlige institutioner. Man accepterer ikke altid bare kravene til effektivitet og køber konkurrencestatlogikken, men begynder at få øje på omsorgsbehov og velfærdsbehov som andet og mere end en prisfast service. Vi svinger lidt frem og tilbage i øjeblikket, og jeg tror, mange forstår, at man ikke kan spare sig til alt,” siger Johannes Andersen.

Hvordan mener han, at tilliden til autoriteterne eventuelt kan genskabes?

”Et scenarium er, at vi begynder at arbejde for at få et endnu bedre demokrati, som vi kan bakke op om. Men det har nok lange udsigter, for vores engagement i samfundet er som sagt faldende. Et andet scenarium er, at behovet for en stærk mand eller kvinde kan begynde og presse sig på igen. En, der kan rense op i tingene en gang for alle.”

Måske ved forældre godt, at de burde træde lidt mere i karakter, men hvem har lyst til at være den første? Velopdragne børn kan jo også efterhånden virke lidt mærkelige

Henrik Jensen, historiker