Jeg er vokset op i et gæstfrit hjem. Tak for det. Når man kom hjem til os, tog man skoene af, for der kunne nemlig sidde en del jord under sålerne på de træsko, jeg og mine jævnaldrende sled dengang i 1970’erne.
Jeg tænker på de jordfyldte rillede såler under mine træsko, når jeg synger: ”Det lysner over agres felt” og når til ordene: ”Jeg håber, det går an, jeg ta’r hvad mine såler bærer”. Jeg har båret min del af jord ind med mine træsko, men de beskidte sko blev i baggangen.
Nu er det mig, som slår døren op, og jeg vil skam også gerne være gæstfri. Men mens de jordfyldte såler blev i baggangen i mit hjem, kan jeg se et andet mønster i dag, som måske skyldes, at de yngste gæster er vokset op i hjem med robotstøvsugere. Men hos os betjenes både støvsuger og kost altså fortsat manuelt.
Jeg holder af de mentale fodaftryk, vi sætter i hinandens liv, men langt mindre af aftrykkene fra beskidte såler. Hvis man kan føle sig lidt ensom som frontkæmper for skiftesko, kan jeg anbefale et besøg i Japan. Jeg var der selv for nylig, og selvom jeg ikke var rejst ud for at studere fod- og renlighedskultur, gjorde det et vist indtryk.
Efter den lange rejse tænkte jeg, at jeg skulle besøge det traditionelle japanske bad. Selvom jeg rejste let, havde jeg medbragte hjemmesko til brug på hotellet, men da jeg var på vej til baderummet, måtte jeg erkende, at mine hjemmesko ikke var rene nok til at fortsætte frem mod badet.
Farvel bløde østrigske hjemmesko og goddag til japanske sandaler gjort af nappa og uden spor af brug. Jeg tror, jeg nåede at gå 10 skridt i dem, inden jeg skulle tage dem af og efterlade dem i en kurv med brugte sandaler, mens jeg fortsatte mod det traditionelle baderum. Efter badet ventede en ny kurv med rene sandaler, og jeg fandt et par og stak mine renvaskede fødder i. Jeg skulle blot tage få skridt i sandalerne, inden jeg nåede frem til skabet med mit tøj og de urene, indfløjne hjemmesko. Og nappa-sandalerne parkerede jeg i en kurv, hvor de stod klar til desinficering.
Det skulle vise sig at være blot første møde med en imponerende sandal-kultur. På frokostrestauranten gik alle tjenere i flade, enkle sandaler, hvilket jeg nåede at undre mig over, mens jeg ventede på vores mad. Hvorfor var det kun tjenernes fødder, som nærmest var uniformerede?
En del af restauranten var viet til servering ved de traditionelle lave borde, hvor man sidder på gulvet og spiser. Tre trin adskilte gulvserveringen fra den øvrige del af restauranten, og når tjenerne var oppe ad trappen, tog de sandalerne af og fortsatte på strømpesokker hen til bordet. Et øjeblik efter tog de sandalerne på, uden at de bøjede sig, og så fortsatte de rundt i restauranten. Listen er lang, for det med renligheden stikker dybt.
Shinto, som er japanernes oprindelige religion og mest udbredte tro, vægter renlighed. Renselse hører til ved et tempelbesøg, og det er indlejret i hverdagslivet, hvor renhed er forbundet med liv.
Da jeg igen satte mig på flyet, havde jeg en japansk rejsende ved begge mine sider. Mens jeg tog min bog og hovedtelefonerne op af tasken, så jeg, at de to japanske herrer nærmest synkront tog sandaler op fra deres håndbagage. Ved synet af deres meget rene sandaler virkede mine støvede sko ekstra støvede, og jeg kom til at tænke på en scene fra Første Mosebog, hvor Herren kommer til Abraham. Abraham møder gæsten med et tilbud om at vaske støvet af fødderne og tilbyder samtidig noget at drikke.
Og mens jeg grundede over den symbolske fodvaskning som tegn på tjenersind og gæstevenskab, blev jeg afbrudt i mine tanker af en stewardesse. Hun tilbød ikke at vaske mine tæer, men spurgte, om jeg var interesseret i et par sandaler til flyrejsen. Japanerne lærte os at spise sushi. Kan vi mon også lære en hensynsfuld indendørs fodkultur.