Prøv avisen
Seniorliv

Respekten for en rustvogn er sjælden i dag

Et godt råd til andre bilister er: Lad være med at flette ind i et lig-følge. Det opleves meget krænkende af de mennesker, der netop er ved at følge en kær slægtning på den sidste færd, skriver Birgit Meister. Foto: Ritzau/Scanpix

Det er sårende, når trafikanter ikke viser ærbødighed og giver plads for en kistetransport

Den ældre herre stoppede sin cykel og sprang af. Han vendte sig mod vejen og tog sin kasket af og bøjede ærbødigt sit hoved mod rustvognen, der kørte forbi.

Det gjorde et meget stort indtryk på mig, og jeg glemmer det aldrig. Jeg kendte ham ikke, har aldrig set ham siden, men jeg husker tydeligt, hvordan han så ud, og det er mere end 60 år siden.

Jeg kørte med i følget i København bag rustvognen. Det var min farfars begravelse.

Tiden er en anden, og det er ikke så almindeligt, at unge i dag får en sådan oplevelse.

”Man ser stadig ældre mennesker hilse på en kiste, det er ikke så ofte, men yngre kender ikke til det,” siger bedemand Carsten Mandalay fra Hellerup Begravelsesforretning.

Mens bedemand Arne Hansen fra Nykøbing Falster finder, at folk på landet er flinkere til at tage hatten af.

”Folk har ikke så travlt på landet,” tilføjer han, ”og i et mindre samfund er det ikke ualmindeligt at se det meste af en lille by flage på halv stang, når der er begravelse eller bisættelse. Der er nok generelt en større viden og respekt. Og det går måske i arv.”

Det er to indtryk fra travle bedemænd to forskellige steder i landet, og når man taler med de mennesker, der har deres arbejde omkring begravelser, er det temmelig tydeligt, hvor store forskelle der er fra land til by.

På landet kender man sit sogn, også selvom man ikke er en travl kirkegænger, og der står respekt omkring en kiste, både den, man måtte møde i en rustvogn på vejene uden at kende nærmere til, hvem den transporterer, og selvfølgelig den, man kender omstændighederne ved.

I de store byer kan det være meget anderledes, der er ikke nødvendigvis kendskab til, hvilket sogn man bor i, kirken er ikke en del af tankesættet, og hvordan man forholder sig til en rustvogn med en kiste, er der ingen, der taler om.

Nu om stunder er der langt flere bisættelser end begravelser, og det betyder, at et ligtog, hvor flere biler følger efter en rustvogn til kirkegården, er et mere sjældent syn. Ofte kører rustvognen efter højtideligheden alene af sted, mens følget tager afsked uden for kirken. Og en enkelt rustvogn på vej til krematoriet betyder ikke problemer for andre biler i trafikken.

Der er også mange pårørende, der ønsker at tage afsked i kirkerummet, og derfor bliver kisten stående, mens følget forlader kirken.

”Det svære er jo at give slip,” siger Arne Hansen, ”og for nogle er det lettere inde i kirkerummet end ude ved rustvognen.”

Det betyder, at folk sjældnere ser en rustvogn med bilfølge i gadebilledet. Trafikken er anderledes i dag end for 60 år siden, og den er mere utålmodig. Der er også væsentligt flere biler overalt.

”Jeg ved, at flere af mine kolleger har oplevet, at der bliver dyttet kraftigt ad dem, og at andre trafikanter er irriterede og utålmodige og prøver at overhale,” siger Carsten Mandalay, ”men hos os foreslår jeg de pårørende, at de sætter katastrofeblinket på bilerne i gang, når vi kører af sted efter hinanden på vej til en kirkegård, måske fem, seks, syv biler. Det gør, at bilisterne, når de kommer bag os, kan se, at der er noget særligt på færde,” siger Carsten Mandalay.

Og han fortsætter: ”Hvis kirken ligger lige ud til et fortov og en cykelsti, så må vi jo holde der, for at kisten kan bæres ind i rustvognen, og det kan give anledning til stor irritation fra både biler og cyklister. Så bliver der ringet lidt ophidset på cykelklokkerne og bestemt ikke vist nogen særlig tålmodighed eller forståelse.”

Den gamle respekt og ærbødighed over for en ukendt afdød i rustvogn i gadebilledet er ikke så almindelig mere. Måske har de færreste i dag kørt med i et følge efter en rustvogn og ved derfor ikke, hvor sårbare de mennesker, der sidder i bilerne, er. Men der er stadig forskel på opførslen på landet og i de store byer.

Et godt råd til andre bilister er: Lad være med at flette ind i et lig-følge. Det opleves meget krænkende af de mennesker, der netop er ved at følge en kær slægtning på den sidste færd.

”Det er faktisk lidt af en kunst at køre en rustvogn i trafikken i dag,” siger Arne Hansen, ”for vi skal indordne os efter trafikken, ikke køre for stærkt, men alligevel heller ikke bremse den øvrige trafik.”

Så den ærbødige hilsen fra en cyklist til en fremmed afdød er der nok ikke så mange unge, der kommer til at opleve i dag. Det tog kun et kort øjeblik, men det var et bevægende og ærefuldt indtryk for livet.