Retfærdig harme er gift for parforholdet

Danskerne lader sig skille som aldrig før. Men der er hjælp at hente, hvis man går på kompromis, giver slip på vreden og husker at tale sammen, siger parterapeut

"Hvis man ikke taler sammen og tilgiver den anden, kommer man ikke videre til det punkt, hvor man kan kysse og holde i hånd og ligge i ske eller sidde tæt sammen i sofaen," siger Ingrid Ann Watson.
"Hvis man ikke taler sammen og tilgiver den anden, kommer man ikke videre til det punkt, hvor man kan kysse og holde i hånd og ligge i ske eller sidde tæt sammen i sofaen," siger Ingrid Ann Watson. .

I 2014 slog danskerne rekord i skilsmisser. 19.435 par blev skilt, og det var flere end nogensinde før. Det er der mange forskellige grunde til, forklarer psykolog og parterapeut Ingrid Ann Watson. En af dem er, at skilsmisser er blevet mere accepterede.

”Det er ikke som før i tiden noget skamfuldt at blive skilt. Det er blevet mere almindeligt og dermed også mere accepteret,” siger hun.

Danskere bliver oftest skilt inden for ægteskabets første 10 år, og jo længere tid man har været gift, jo større chance er der for, at ægteskabet holder. Men betyder det, at yngre par giver op for let?

”Jeg har været parterapeut i 25 år, og jeg oplever ikke, at folk giver op for let. Jeg oplever snarere, at man ikke er helt klar over, hvad der gør, at det går galt,” siger Ingrid Ann Watson og uddyber:

”Man holder op med at bruge tid sammen. Man har måske forskellige fritidsinteresser, som man ikke deler, og så kommer man til at leve lidt hver for sig. Ofte sætter jeg par til at give hinanden udelt opmærksomhed to gange om ugen, og så sker der altså nogle ting! Det handler om, at man begynder at samtale igen uden at blive forstyrret af computere og fjernsyn og telefoner. Så begynder man at fortælle hinanden om dagen, hvad man tænker og tror og føler. Det var jo samtalen, der gjorde, at man blev et par til at starte med.”

Og så er der romantikken og intimiteten. Efter forelskelsen har lagt sig, og hverdagen med børn skal gå op, kan det blive svært at finde tid til hinanden. Men ifølge Ingrid Ann Watson er der god grund til at holde fast.

”Det fysiske betyder en stor del, og for mange mænd er det sådan, at de når kvinder gennem det fysiske som kærtegn og sex. Når det holder op, trækker mænd sig. Omvendt kan kvinder trække sig, hvis et kram altid er ensbetydende med sex. Sex er noget, man skal give til hinanden, og der handler det om at finde et kompromis, så den ene ikke får for lidt og den anden for meget,” siger hun og understreger, at netop kompromis og det at kommunikere om det er afgørende.

”Der er ingen tvivl om, at de par, der holder længst, er dem, der kan noget med kompromis og med at tale sammen. Og så handler det om at tilgive. Ikke for sin partners skyld, men for sin egen, så man slipper vreden. Der er intet så skidt for et parforhold som en retfærdig harme, man slæber rundt på,” siger Ingrid Ann Watson og tilføjer:

”Men det er altså et puslespil, hvor alt skal gå op. Hvis man ikke taler sammen og tilgiver den anden, kommer man ikke videre til det punkt, hvor man kan kysse og holde i hånd og ligge i ske eller sidde tæt sammen i sofaen. Alle delene er vigtige for at kunne bibeholde det gode parforhold og ægteskab.”