Prøv avisen
Interview

Ritt Bjerregaard: Jeg blev gammel, da jeg fik kræft

Behandlingen, jeg får, er livsforlængende, men ingen ved, hvad fremtidsscenariet er, siger Ritt Bjerregaard. Foto: Søren Bidstrup

Tidligere overborgmester og toppolitiker Ritt Bjerregaard, 74 år, havde et aktivt pensionistliv, da hun fik kræft. Nu er hun blevet nøjeregnende med sin tid

Jeg var fuld af energi, da jeg som 69-årig gik på pension. Jeg følte mig hverken gammel eller udslidt, da min periode som overborgmester i København udløb den 1. januar 2010.

Det var simpelthen et spørgsmål om, at jeg ikke syntes, at arbejdet gav mening. Jeg kunne ikke indfri det, jeg gerne ville, fordi styreformen i Københavns Kommune var for dårlig og for rodet. Jeg var i sin tid gået til valg på et slogan, der hed ”ingen slinger i valsen”, og det syntes jeg overhovedet ikke, jeg kunne leve op til.

Derfor havde jeg ikke lyst til at fortsætte. Så tænkte jeg også, at det var ved at være ved de tider, hvor jeg kunne stoppe. Da havde jeg været 40 år i politik, og det var nok.

Om morgenen inden min afskedsreception på Københavns Rådhus i december 2009 var jeg ude at sejle med et miljøskib sammen med blandt andre New Yorks borgmester, Michael Bloomberg, og den daværende guvernør i Californien, Arnold Schwarzenegger.

Mens statslederne holdt klimakonference i Bella Center, havde jeg samtidig inviteret til borgmestertopmøde i København. Statsledernes klimakonference var jo ingen succes, men det gik godt med os borgmestre. Vi besluttede at gøre noget ved miljøet i vores byer, uanset hvad statslederne nåede frem til.

Det topmøde var det sidste, jeg nåede at udrette som overborgmester. Det var dejligt at gå fra noget, som var vellykket. Det var slet ikke vemodigt for mig at gå på pension. Jeg tror, det er anderledes, når man selv har besluttet sig for, at det er det, man vil.

I2015 fik jeg konstateret kræft. Jeg var igennem tre operationer og var færdig med behandlingerne midt i juni sidste år. Efter en god lang sommerferie begyndte jeg at komme til hægterne igen. Jeg blev færdig med min første erindringsbog, der blev meget godt modtaget og var på Bogforum i november, men så viste en scanning i december, at der var metastaser på lungerne.

Kræften havde bredt sig og kunne ikke opereres væk. Det er kun muligt at indskrænke væksten af metastaserne, og det foregår med kemoterapi. Behandlingen, jeg får, er livsforlængende, men ingen ved, hvad fremtidsscenariet er. Når jeg ikke kan kureres, er der grænser for, hvor ubehagelig behandlingen skal være. Derfor får jeg heller ikke en af de kemokure, hvor jeg taber håret.

Min kræftsygdom har gjort, at jeg er blevet nøjeregnende med, hvad jeg foretager mig. Jeg har ikke mere end et par ting om dagen. Når jeg tager medicinen, er jeg træt. Så skal jeg hvile mig om eftermiddagen. Jeg må økonomisere med, hvad jeg gør. Det var først, da jeg blev syg af kræft, at jeg blev gammel. Ikke da jeg gik på pension.

Jeg har købt mig et pulsur, så jeg er sikker på at få mine 10.000 skridt om dagen. Jeg tror ikke, det bliver så slemt med kræften, hvis jeg passer på mit helbred.

”Hvorfor mig?”, spurgte jeg lægerne, men man kan ikke tale om retfærdighed, når det kommer til kræft. Jeg har ganske vist haft et stresset liv, men jeg har aldrig røget, jeg spiser sundt – masser af frugt, grønt og fisk, dyrker motion og er ikke overvægtig.

”Du har alderen, og så begynder skrøbelighederne at vise sig,” svarede lægerne.

På grund af kræften er det blevet mere skræmmende at blive gammel. Det bliver en kortere horisont. Før tænkte jeg ikke meget over alder. Jeg fortsatte bare på fuld kraft, som jeg havde gjort hidtil. Nu ved jeg, at der er en grænse, men jeg er ikke bange. Jeg tror på, at livet er det, der er her og nu. Jeg er hverken religiøs eller medlem af folkekirken, så jeg tror heller ikke, der er noget til mig efter dette liv.

Min mand, Søren, synes selvfølgelig, det er lidt rystende, at jeg er blevet syg, for vi havde altid regnet med, at det var ham, der skulle af sted først. Men det kan vi ikke være sikre på, selvom han holder på, at det er det. Kræft er også hårdt for omgivelserne.

Søren, som nu er 82 år, gik på pension, nogle år før jeg gjorde. Vi har i stort set hele vores liv boet flere steder på én gang, og sådan har vi det stadigvæk i dag. I begyndelsen skulle vi lige vænne os til begge at være hjemme.

Søren syntes, det var svært at gå på pension. Han følte sig kasseret og følte, at ingen længere kunne bruge ham og hans arbejdskraft. Han tog til Nice i tre måneder, hvor han sad og skrev, og så kom han ligesom over det. Men sådan har jeg slet ikke haft det. I rigtig mange tilfælde tror jeg, at kvinderne har nemt ved at gå på pension, hvor det er sværere for manden.

Efter vi begge var stoppet med at arbejde, fandt vi ud af, at vi stadig havde brug for både at være sammen og hver for sig. Lige nu er Søren for eksempel i sommerhuset på Fyn for at skrive, mens jeg er her i huset på Østerbro. Vi har lagt jordvarme i sommerhuset, så vi kan være der hele året.

Jeg har haft et godt ægteskab med en mand, som syntes, det var i orden med det omfarende liv, jeg førte. Derfor var det også en rigtig beslutning, at vi ikke fik børn. Jeg var selv meget glad for min egen mormor, men det er ikke sådan, at jeg nu ærgrer mig over ikke at have børnebørn.

Sådan som jeg har organiseret mit pensionistliv, ville jeg slet ikke kunne yde den indsats, som jeg kan se, at min søster yder for sine børnebørn. Men jeg er glad for at være bedstemoster for mine søskendes børnebørn og have besøg af dem i sommerhuset. Men det er også meget rart, når de tager hjem igen, og vi bare er Søren og mig.

Til sommer har vi guldbryllup. Jeg glæder mig til, at vi skal fejre det med en stor fest på Fyn.

Når jeg i dag cykler på cykelstierne langs Søerne i København, er det sjovt at tænke på den ballade, der var med de folk, der boede der. Der kunne ikke være cykler, for det ville ødelægge det hele, mente de. Nu kan jeg bare se, hvilken kæmpe succes det er blevet med de cykelstier. Det er fordelen ved at bo i den by, jeg har været overborgmester i, at jeg kan se nogle af de ting folde sig ud, som jeg har været med til at beslutte og sætte i gang. Det er også dejligt at se, hvor mange huse der bliver sat i stand, og hvor pænt det bliver rundt omkring i byen.

Det er noget andet end det arbejderkvarter på Vesterbro med små, fugtige lejligheder og mørke baggårde, hvor jeg voksede op i 1940’erne og 1950’erne. Min far var vokset op på børnehjem og var uddannet snedkersvend. Min mor arbejdede som ekspeditrice i en lille manufakturhandel i Istedgade.

Jeg kom til at opleve overgangen fra mangelsamfund til overflodssamfund. Mine forældre havde ikke mange penge, men der var stor kærlighed til mig og min lillebror Nels og lillesøster Guri. De var meget interesserede i, hvad vi børn foretog os, og de så gerne, at vi fik en uddannelse.

Dengang talte man meget om intelligensreserven fra arbejderklassen. Jeg elskede at gå i skole, og min første lærer, frøken Petersen, havde afgørende betydning for, at jeg selv blev lærer. Vi var en pigeklasse med 36 elever, og det virkede, som om hun var der for os alle sammen. Dem, der kom fra knap så stabile hjem, fik også en chance.

Jeg er kommet med et stort rygstød hjemmefra og har altid tænkt, at jeg er god nok. Jeg kan mærke, at alt for mange kvinder er opdraget med et mindreværdskompleks, hvor de hele tiden har skullet bevise, at de var gode nok. Sådan har min barndom slet ikke været. Den var sådan, at hvis det gik dårligt, så måtte du bare gøre dig mere umage næste gang. Det er også sådan, jeg selv tænker, at går det dårligt, må man bare op på hesten igen.

Når man kommer med den baggrund, jeg har, så ved man godt, at det ikke er alting, der går glat. Man ved godt, at der er modstand, og at det ikke er alle mennesker, der vil en det godt.

Selvom jeg nu er forhenværende overborgmester, mininister og EU-kommissær, så ændrer det ikke på, at jeg stadig er en person, som en del mennesker kender. Når jeg går på gaden eller er ude at handle, så kommer folk hen og snakker. Det er meget rart, for folk er rare. Og jeg får de sødeste breve om mine erindringer.

Lige nu arbejder jeg på andet bind. Jeg står altid op klokken seks, drikker et stort krus kamillete og læser avis. Når Søren også er der, laver jeg kaffe til os begge to, og vi spiser morgenmad sammen. Og så går jeg i gang med at skrive. Jeg kan godt lide at have en uforstyrret formiddag, hvor jeg kan få skrevet på bogen. Men hvornår den bliver færdig afhænger også af, hvor dårlig jeg bliver.

I løbet af mit aktive liv har jeg afleveret kasser med notater og papirer inde på Rigsarkivet, så jeg sidder tit derinde og finder de kasser frem, jeg skal bruge. Det er et stort arbejde. Jeg bruger også Folketingets bibliotek, hvor jeg kan finde nogle af de gamle politiske debatter, som jeg måske skal bruge i min bog. Jeg har det godt med at skrive mine erindringer. Jeg kan godt lide at dykke ned i mit liv.

Det har ikke været sådan, at jeg satte mig ned med mit håndarbejde den dag, jeg gik på pension. Jeg har også haft travlt bagefter med at skrive mine erindringer, med bestyrelsesarbejde og foredrag.

Men det har været dejligt i højere grad selv at kunne bestemme over min kalender. Jeg er heldig at have en god pension, så jeg har ikke økonomiske problemer, og det gør selvfølgelig mange ting lettere. Jeg kan godt forstå, det er hårdt for dem, som må klare sig for folkepensionen.

Jeg er meget social og har mange frokostaftaler med venner og veninder og har abonnement på symfoniorkestret, men jeg har også stille stunder for mig selv i sommerhuset, hvor jeg går lange ture langs havet. Efter vi har solgt æbleplantagen, er det der, jeg roder i jorden. Det holder jeg meget af at pusle med.

Socialdemokratiet er stadig mit parti, og det bliver aldrig anderledes. Også selvom jeg bestemt ikke var enig i den linje, især daværende finansminister Bjarne Corydon kørte med sin ”nødvendige politik” og konkurrencestaten.

Jeg bliver stadig inviteret med til arrangementer nu og da, men jeg er ikke opsøgende og kommer ikke længere til årsmøder og kongresser.

Jeg synes ikke, det er lige så sjovt at være tilskuer, som det var at være aktiv. Heldigvis har jeg så meget at gøre i nutiden, at jeg ikke har behov for at være nostalgisk.

For mig gælder det om at få noget ud af livet og udrette noget, som jeg selv synes har været livet værd. Og det synes jeg, jeg har. Jeg synes, at jeg har haft et godt og rigt liv.

Tidligere overborgmester i København og nu pensionist, 74-årige Ritt Bjerregaard, synes, det er sjovt at cykle rundt i hovedstaden og opleve, hvordan en række af de projekter, hun selv var med til at sætte i gang, nu bliver til noget. Foto: Petra Theibel Jacobsen
Ritt Bjerregaard har mange gange i sin politiske karriere været til 1. maj-møde i Fælledparken i København. Her er hun det som medlem af Folketinget i 1989. 
– Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix.